’Bobbi Jene’: Danskers danserportræt er en kropslig og seksuelt ladet åbenbaring

’Bobbi Jene’: Danskers danserportræt er en kropslig og seksuelt ladet åbenbaring
'Bobbi Jene'.
5 6
Instruktion

Elvira Lind

Medvirkende

Bobbi Jene Smith, Ohad Naharin, Or Schraiber

Spilletid

95 min.

Premiere

Torsdag d. 19. april

Dansen i Elvira Linds dokumentar ’Bobbi Jene’ kunne ikke være fjernere fra den form, der udgør den største del af outputtet på området: balletten. Uddannet under koreografen Ohad Naharin, som er verdenskendt for sit aparte bevægelsessprog ’gaga’, bevæger Bobbi sig med et dyrs vildskab og intensitet. Trikot er der ikke noget af, og det lange hår hænger løst og har sit eget liv. Ballettens yndige, let-på-tå trin er skiftet ud med mere møjsommelige positurer, og kroppen er ikke fjerlet og langlemmet. Den er kurvet, bomstærk og svedig.

I filmen fortæller Bobbi, at Ohad elsker stærke kvinder. Kvinder med røv og lår og grrrr! Og sådan en kvinde er Bobbi Jene. En kvinde, der trods en ganske gennemsnitlig Midwest-opvækst kommer ind på USA’s fineste skole for dans, Juilliard. En kvinde, der så dropper denne prestigiøse skole til fordel for at tage til Israel med en 30 år ældre mand (Ohad) og danse en form for moderne dans, hendes forældre endnu mindre forstår. En kvinde, der uanfægtet smider tøjet foran x antal mennesker og dryhumper en sandsæk, til hun får orgasme.

Vi møder Bobbi, da hun skal til at sige farvel til Ohads Tel Aviv-baserede Batsheva Dance Company og står på tærsklen til en ny tilværelse i sit hjemland, hvor hun vil gøre alvor af en drøm, hun længe har haft om en solokarriere som danser og koreograf. Lind blander footage af Bobbis nye liv på vestkysten med ældre materiale, der skildrer kærlighedsaffæren mellem Bobbi og den unge meddanser Or op til afrejsen – inden parrets sexede symbiose udvikler sig til et langdistanceforhold, der skal holdes ved lige virtuelt.

At Elvira Lind har et særligt talent for at infiltrere andres intimsfære, viste hun allerede i ’Songs for Alexis’ om den transkønnede sanger Ryan, men i ’Bobbi Jene’ kommer Linds nærmest selvudslettende, nænsomt observerende stil endnu mere til sin ret. For det fører til små, fuldstændig magiske øjeblikke. Som da Or bider Bobbi i ballen og får munden fuld af fugtighedscreme. Linds tilgang gør den anseelige seksuelle energi mellem dem til at tage og føle på og giver os adgang til et rum mellem mennesker, som ofte er off-limits.

Annonce

De bedste sekvenser i ’Bobbi Jene’ er dog ikke dem med Or, men dem, hvor Bobbi bruger alt, hvad hun har i sig af kræfter og indre styrke på at parkere ham – og alle andre svære valg, hun har skullet træffe gennem livet – et sted, hvor hun bedre kan være i det. Dem, hvor hun bruger dansen som terapiform til at få afløb for følelserne, samtidig med at hun kommunikerer dem videre til os. Dem, hvor vi ser hende blive helt væk i bevægelserne, der præger hendes eget værk ’A Study on Effort’. Som i sekvenserne, der gentages filmen igennem af Bobbi, der kaster et forestillet objekt op i luften på repeat.

Her ligner hun én, der er besat af djævlen. En besat Sisyfos i sommerkjole, der kaster en imaginær bold af granit op i luften i konvulsiviske bevægelser, som er ekstremt fysisk anstrengende, fordi de gentages, indtil stropperne glider ned fra skuldrene, sveden pibler frem, vejrtrækningen besværes, og armene næsten ikke kan komme op i vejret.

‘Bobbi Jene’.

Bobbi slæber rundt på enorme sandsække og forsøger helt bogstaveligt at flytte en mur, der ikke rokker sig en meter. Hun kæmper og kæmper og kæmper. Og bliver ved og bliver ved og bliver ved. Og det er svært at sætte ord på, hvordan de bevægelser relaterer sig til hendes egen tilværelse, og hvorfor de er så rørende. Men det gør de, og det er de. Og så er de smukke på en måde, der ikke har en skid med yndighed at gøre.

Med Bobbi Jene som medium har Lind lavet en film, der viser, hvor væsentlig kontakten til ens egen krop er – både i kærligheden og i kunsten – og for usporty, danseforskrækkede akademikertyper som mig, der har svært ved at komme ud af hovedet og ’mærke efter’, fordi kroppen er så underprioriteret og frakoblet, så er det i sig selv faktisk lidt af en åbenbaring.

’Bobbi Jean’ er et kærkomment portræt af en kvindelig kunstner, som både er forbilledlig i sin seriøsitet omkring sit virke, selvstændig så det driver, sårbar og hengiven, stærk og passioneret og afslappet og legende omkring sin seksualitet.

En kvinde, som vores verden ikke kan have nok af, og som unge piger bør støde på endnu oftere, når de går i biografen.

Læs interview: »Ekstrem nydelse og ekstrem smerte føles for mig som det samme«