Bør man virkelig røre ved et af de største gysermesterværker i historien?

Bør man virkelig røre ved et af de største gysermesterværker i historien?
'Call Me By Your Name'-instruktør Luca Guadagnino skal remake Dario Argentos neonfarvede gyserklassisker. Er det en god idé?
I et højst overraskende træk skal den nænsomme instruktør bag ’Call Me By Your Name’, Luca Guadagnino lave et remake af Dario Argentos ’Suspiria’. Det kan virke som noget nær blasfemi, men hvad er det egentlig for en gyserklassiker, Guadagnino skal forholde sig til? I anledning af vores tema om gyserens nye guldalder går vi 41 år tilbage i historien for at kigge nærmere på det sansebombardement af en mareridtsvision, der stadig står som et af de væsentligste gyserværker nogensinde.

TEMA. ’Chok House’. Der er noget bastant og 1970’er-generisk ved den ’danske’ titel, som Dario Argentos ’Suspiria’ ramte de danske biografer under i sin tid. Jo, meget af handlingen udspiller sig i et særegent hus og der er masser af chok undervejs, men originaltitlen ’Suspiria’ spejler filmens iboende mystik og onde, okkulte malstrøm så enkelt og elegant, at det ikke giver mening at hverken over- eller undersætte. Titlen er perfekt i al sin mærkværdighed. Ligesom filmen.

’Suspiria’ er fortællingen om den unge, amerikanske balletdanser Suzie Bannion (Jessica Harper), der rejser til Schwarzwald i Tyskland, hvor hun har været heldig at få en plads på det prestigefulde og traditionsrige danseakademi i Freiburg. Helt og aldeles intetanende om, at skolen i virkeligheden er et skalkeskjul for en ældgammel heksecirkel, der praktiserer mord og andre makabre gerninger bag de (blod)røde mure på den iøjefaldende gotiske bygning, der huser Tanz Akademie.

Samme aften som Suzie ankommer, myrdes to kvinder på spektakulær vis i et lejlighedskompleks inde i byen. En grum gerningsmand med lysende øjne og behårede arme knivdræber danseskoleeleven Pat og klynger hende derefter op fra glastaget. Taget bryder sammen, og et stort stykke falder ned og gennemborer ansigtet og maven på den flygtende veninde.

‘Suspiria’.

Vi er blot et lille kvarter inde i ’Suspiria’, og Argento har allerede givet os nærbilleder af kniven, der dolker Pats stadig bankende hjerte og venindens kløvede ansigt. Og herfra fastholder filmen os på stadig vis i samme, åndeløse følelse af terror. »The only thing more terrifying than the last 12 minutes of this film are the first 92«, lyder ’Suspiria’s berømte tagline: Og sådan hvirvler Argento tilskueren ind i en stadig mere og mere frygtindgydende, næsten hallucinatorisk sindstilstand, hvor skarpe farver, overdådige sets og blodige special effects går op i en højere enhed.

Glem historien. ’Suspiria’ er en film, der skal sanses fra start til slut. Og netop deri henter den sin horrorklassiker-status.

Fra western til giallo

Den italienske instruktør Dario Argento debuterede i 1970 med ’Fuglen med krystalfjerpragten’, en kunstfærdig, stilsikker slasherfilm om en seriemorder på spil i kunstverdenen. Filmen etablerede Argento som en billedmager ud over det sædvanlige – med speciale i mysterier og det makabre. Inden da arbejdede han som filmkritiker og siden manuskriptforfatter, sidstnævnte blandt andet på Sergio Leones legendariske spaghettiwestern ’Once Upon a Time in the West’ (1968).

Det var dog ikke westerngenren, instruktøren Argento skulle vise sig selv at excellere i. Giallo – det særlige italienske sammenkog af kulørte og ofte yderst blodige mordmysterier og noir – blev Argentos adelsmærke med film som ’Four Flies on Grey Velvet’ og ’The Cat o’ Nine Tails’, mens senere titler som ’Inferno’ og ’Suspiria’ også inkorporerer overnaturlige elementer.

‘Suspiria’.

Mere inspireret end egentlig baseret på den engelske forfatters Thomas De Quinceys essaysamling ’Suspiria de Profundis’ (1845) – et drømmeagtigt, opiuminduceret livtag med myter og det fantastiske – skrev Daria Nicolodi og Dario Argento sammen manuskriptet til ’Suspiria’. Nicolodi spillede i øvrigt den kvindelige hovedrolle i Argentos makabre giallo-thriller ’Profondo Rosso’ to år forinden, og de to dannede par privat frem til 1985.

Oversat fra italiensk til dansk betyder ’Profondo Rosso’ dyb rødt. En passende overgang til at dvæle ved Argentos uovertrufne sans for farver som filmisk virkemiddel i ’Suspiria’. Ikke mindst den tyktflydende, blodrøde af slagsen. Rent teknisk er filmen en sen milepæl, hvad angår brugen af Technicolor, en bekostelig farveproces, hvor tre forskellige farvefiltre sammenkopieres med sublim og ofte eventyrlig dybdeeffekt.

Slipper ikke sanserne før til allersidst

Bag kameraet på ’Suspiria’ stod Luciano Tovoli, der skød i bredformat og bevidst overdrev brugen af primærfarver i mange af filmens skud. Sammen med filmens setdesigner skabte Argento og Tovoli i fællesskab et hyperstiliseret, næsten psykedelisk horrorunivers, der låner med arme og ben fra kantet ekspressionisme såvel som organisk art nouveau og gotiske eventyr med rod i netop den sorte skovs mytiske aura.

Så godt som hver en scene i ’Suspiria’ er badet i farvestrålende lysskær. Selv Suzys indledende taxatur fra lufthavnen i München til Freiburg synes ildevarslende, når silende regn og rødt, gult og grønt trafiklys kaster sit uvirkelige skær i hendes allerede foruroligede ansigt.

Læg dertil prog rock-bandet Goblins konstant pulserende og ondt indpiskende score, og du har den hypnotiske formel på ’Suspiria’. Som en satanisk, nynnende vuggevise, der af og til afbrydes af et hvislende taktfast »Witch!«, luller Goblin og Argento tilskueren ind i et uvirkeligt og ondt eventyrunivers fra første indstilling. Et gesamtkunstwerk, der ikke slipper sit tag i sanserne før allersidste scene.

Argento tager afstand

Dario Argentos originale blik for stiliseret horror og arven fra ’Suspiria’ har sat sig mærkbare kulturelle spor siden premieren tilbage i 1977. Blandt svorne tilhængere finder vi i dag en instruktør som Guillermo del Toro, der har talt varmt for den tiltrængte restaurering og repremiere, vi endelig fik at se sidste år.

Danske Nicolas Winding Refn sammenlignes igen og igen med Dario Argento, og særligt i ’The Neon Demon’ (2016) mærkes slægtskabet tydeligt i form af Cliff Martinez’ allestedsnærværende synthscore, de farvemættede sekvenser og filmens blodigt makabre understrøm af nekrofili og kannibalisme.

Danske Nicolas Winding Refns ‘The Neon Demon’ synes i dén grad inspireret af ‘Suspiria’.

At Argentos nænsomme landsmand Luca Guadagnino (’I Am Love’, ’A Bigger Splash’, ’Call Me By Your Name’) tør give sig i kast med en genindspilning af så ikonisk, spektakulær og fandyrket en film som ’Suspiria’ er mildest talt modigt, nok nærmere på grænsen til det dumdristige. Argento har for længst taget afstand til dette kommende remake, men Guadagnino selv har udtalt følgende til den britiske avis The Guardian:

»Hver film, jeg laver, er et kig ind i mine teenagedrømme, og ’Suspiria’ er den mest bemærkelsesværdigt præcise, megalomane teenagedrøm, jeg kunne have drømt«.

’Suspiria’ bliver »(…)en homage til den utrolige, kraftfulde sindsbevægelse, jeg følte, da jeg så den«, uddybede han.

Med en rolleliste, der tæller Dakota Johnson, Chloë Grace Moretz og Tilda Swinton samt et originalt score fra Radioheads frontmand Thom Yorke, lyder det mere, som om vi får en bevæget personlig teenagedrøm end en klassisk geninspining. Og det tegner til at blive et interessant projekt for Luca Guadagnino – med Dario Argentos alfaderlige velsignelse eller ej.


TEMA: Gyserens nye guldalder

Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs.

Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder

Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti

Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold