Dansk version af ’The Handmaid’s Tale’ forudså 9/11, fortæller forfatter Margaret Atwood i nyt interview

Dansk version af ’The Handmaid’s Tale’ forudså 9/11, fortæller forfatter Margaret Atwood i nyt interview
Elisabeth Moss i 'The Handmaid's Tale'. (Foto: Take Five/Hulu)

Dystopiske sci-fi-fortællinger bygger på samtidens frygt, og det var også tilfældet for Margaret Atwoods roman ’The Handmaid’s Tale’, da den udkom i 1985. Mere end 30 år senere synes fortællingen om et kvindeundertrykkende og klasseopdelt USA stadigvæk relevant for den frygt, Donald Trumps valgsejr medførte. Det var derfor med perfekt timing, at Hulus tv-fortolking af romanforlægget fik premiere sidste år.

I et nyt interview med Variety snakker 78-årige Atwood blandt andet om, hvordan den populære tv-serie var blevet modtaget, hvis Hillary Clinton havde vundet præsidentvalget i 2016:

»Den ville have fungere som serie, men den ville ikke have fungeret på samme måde. Selvfølgelig ikke. Man ser altid disse ting gennem en linse af de begivenheder, der har fundet sted«, sagde forfatteren og tilføjede, at sci-fi-litteratur på uhyggelig vis har det med at forudse fremtiden:

»Vi plejede at have en konkurrence kørende om, hvem der ville vinde – ’1984’ eller ’Brave New World’. Det så ud til, at ’Brave New World’ havde vundet. Det viste sig ikke at være tilfældet«, fortæller hun og nævner en dansk fortolkning af ’The Handmaid’s Tale’, som faktisk forudså et skelsættende terrorangreb:

»Bare for at give dig en meget klam følelse, så var der en ’The Handmaid’s Tale’-opera, som havde premiere i Danmark i 2000. De startede med at afspille en film øverst på scenen, som viste forskellige ting blive sprængt i luften. Og én af tingene, som blev sprængt i luften, var Twin Towers. Men de var ikke blevet sprunget i luften endnu«, fortalte hun om Poul Ruders’ ‘Tjenerindens fortælling’, der blev spillet på Det Kongelige Teater.

»De opførte operaen igen, og de blev nødt til at fjerne det, fordi det ikke længere var fremtid. Giver det dig en klam følelse?«.

Atwood mener dog ikke, at den danske opera havde nogen indflydelse på terrorangrebet den 11. september 2001. Her vurderer hun, at ’Star Wars’ agerede den primære inspirationskilde for terroristerne:

»Kan du huske den første? To fyre styrer et fly ind i midten af noget og sprænger det i luften? Den eneste forskel er, at de i ’Star Wars’ slipper væk«, fortalte forfatteren.

»Lige efter 9/11 hyrede man en masse Hollywood-manuskriptforfattere til at fortælle, hvordan fortællingen næste gang ville udspille sig. Sci-fi-forfattere er rigtigt gode til det her med at forudse fremtidige begivenheder. Det går ikke alt sammen i opfyldelse, men der findes interessante ’hvad nu hvis’-scenarier«.

Anden sæson af ’The Handmaid’s Tale’ får premiere på HBO Nordic 26. april.

Læs også: Oprør og henrettelser i ny, lang trailer til ‘The Handmaid’s Tale’ sæson 2

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af