Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder

Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder
'The Conjuring'.
De amerikanske gyserfilm var en ørkenvandring i 00’erne, men de seneste år har genren fået en tiltrængt genopblomstring spækket med originale, samfundssatiriske og metakommenterende titler. Den nye bølge spejler sig i udviklingen af det amerikanske samfund, men dens vigtigste katalysator skal man finde blandt bagmændene selv, skriver David Madsen som led i vores aktuelle tema om nye strømninger i gysergenren.

TEMA. To film dominerende mainstreamsnakken i 2017: Den kritikerroste satire ’Get Out’ og det gigantiske kommercielle biografhit ’It’, der på verdensplan trak over 700 millioner dollars hjem fra billetlugerne.

De to amerikanske gyserfilm satte den ofte udskældte genre i et positivt lys, som vi ikke har set, siden found footage-filmen ’The Blair Witch Project’ skabte et regulært ramaskrig i offentligheden ved at melde de tre hovedrolleindehavere savnet.

Det er to film, der bør fejres uafhængigt af deres genre. Men de er samtidig en vigtig del af den guldmine af moderne, kreative gyserfilm, som er blevet gravet ud de seneste år. Film, der har været med til at flytte den amerikanske gyser fra klassens klovn til konge.

Gyserfilm vil aldrig gå af mode, fordi folk altid vil have lyst til at blive skræmt. Alligevel kan det være utaknemmeligt at være fan af genren, da kvaliteten af de enkelte film ofte efterlader meget tilbage at ønske.

Da det nye årtusinde nærmerede sig, havde de amerikanske gyserfilm i næsten 20 år kørt på automatpilot med den ene efterfølger efter den anden af slasher-film som ’Friday the 13’, ’A Nightmare On Elmstreet’, ’Halloween’ og ’Alien’. Så da nye stemmer og koncepter kom på banen, viste publikum straks fornyet interesse. ’Scream’ genopfandt den fortærskede slasher-genre i 1996, ’The Blair Witch Project’ introducerede found footage-genren i 1999, og ’The Ring’ oversatte i 2002 på imponerende vis en bizar japansk spøgelsesfilm til det amerikanske publikum.

‘Scream’.

Det burde have været starten på en lys og spændende fremtid for genren. Men idéerne og skaberne bag blev hurtigt forvredet af producenter, der fundamentalt set ikke forstod gysergenren. I 00’erne blev den amerikanske gyser med rette affejet som kynisk og overkommercialiseret.

I stedet for at bygge på ’Scream’s succes smed produktionsselskabet Dimension Films en efterfølger ud af døren kun ti måneder efter originalen og finansierede efterfølgende den pinagtige ’Scary Movie’-serie. ’The Ring’ førte ikke til eksperimenterende amerikanske adaptationer af eklektiske asiatiske og europæiske gyserfilm. I stedet blev de maltrakteret til letfordøjeligt affald som ’The Uninvited’, ’Let Me In’ og ’Pulse’.

Men det var ’The Blair Witch Project’, som blev værst behandlet med den notoriske efterfølger ’Book of Shadows: Blair Witch 2’. Dokumentarinstruktøren Joe Berlinger havde høje ambitioner for efterfølgeren, der handlede om fans af den originale film, som var fascineret af den bagvedliggende mytologi. Men den vision blev taget fra ham.

»Studiet tog filmen og klippede voldelige scener ind mod min vilje, og jeg havde ikke modet dengang til at fjerne mit navn fra filmen«, udtalte han i et interview med Deadline i 2016 om sin oplevelse med producenten Artisan Entertainment.

Den orange klovn i Det Hvide Hus

Gysergenren vrider og ændrer sig i henhold til samfundet omkring sig. Og ironisk nok klarer den sig altid bedst, når folk er hunderædde.

Det amerikanske folks opfattelse af sig selv har da også flyttet sig markant de seneste sytten år. Det patriotiske folk, der stod side om side efter 9/11, har været igennem en finanskrise og to krige, og de har mistet troen på deres politikere, deres politi og deres finansielle institutioner. Deres ideologiske og moralske kompas vakler så hårdt, at de valgte en reality-stjerne og demagog til præsident.

»Når folk er bange, vil de gerne se film, hvor de kan blive skræmt af noget, som ikke er virkeligt. Vores nuværende præsident har været fantastisk for gyserfilm-industrien«, har Jason Blum udtalt til New York Times. Hans produktionshus Blumhouse Productions har siden 2009 søsat nogle af tidens mest succesfulde gyserserier som ’Paranormal Activity’, ’The Purge’ og ’Insidious’.

’Paranormal Activity’ var produktionshusets første store succes, som blev samlet op i 2009, efter at filmen havde befundet sig i limbo i to år. Den er filmet som en hjemmevideo og omhandler et kærestepar, der mistænker, at en dæmon hjemsøger dem.

Med et budget på godt og vel 15.000 dollars indtjente filmen næsten 200 millioner dollars på verdensplan og genintroducerede found footage-genren med et snuptag. En genre, som producenter ikke havde vist meget interesse for efter ’The Blair Witch Project’s lignende succes tilbage i 1999.

’Paranormal Activity’ blev straks et pejlemærke for Blumhouse Productions’ fremtidige produktionsbånd. De imiterede ikke Hollywood, som Michael Bays notoriske gyserproduktionshus Platinum Dunes havde gjort med deres mange, mange remakes af slasher-film i 00’erne. I stedet er deres film produceret for en slik, og de er gerne PG-13 for at tiltrække et yngre og større publikum.

‘Paranormal Activity’.

På grund af filmenes små budgetter og brede appel har Jason Blum ofte brystet sig med, at Blumhouse Productions ikke blander sig i sine filmskaberes kreative arbejde. Men de krævede alligevel én ændring til ’Paranormal Activity’: Slutningen skulle laves om. Den originale version sluttede dybt forstyrrende, da den nu dæmonbesatte kvinde bliver skudt af to betjente. I den reviderede biografudgave er betjentene væk, og kvinden hopper i stedet mod kameraet i et højt skrig, hvorefter skærmen går sort.

Det afsluttende jumpscare, hvor en dæmon hopper ind foran kameraet, er blevet fast inventar i film under Blumhouse-logoet. Heriblandt ’Insidious 3’, ’Sinister’, ’Sinister 2’, ’Unfriended’ og ’The Gallows’.

Tricket er blevet kritiseret af horror-fans for at være billigt, og for at den direkte henvendelse til publikum ødelægger atmosfæren. Det er fuldstændig rigtigt observeret, men det er også meningen. Disse gyserfilm er popcorn-underholdning. Det er ikke meningen, at publikum skal tage en følelse af gru og ubehag med sig ud af biografmørket. De skal underholdes og for en tid glemme virkelighedens problemer.

Hollywood-studierne tager en bid af kagen

I 2013 begyndte de store studier at opfatte, at en ny guldalder for gyserfilmen var i fuld sving – og at de var blevet efterladt på kajen. Universal Studios reagerede ved at indgå et 10-årigt samarbejde med Blumhouse Productions, hvilket én gang for alle kronede det lille selskab som den moderne gyserkonge.

Andre Hollywood-studier har også fulgt Blumhouse Productions’ eksempel. James Wan havde været en af produktionshusets vigtigste filmskabere efter sin succes med ’Insidious’, og i 2013 finansierede Warner Bros. Wans spøgelsesfilm ’The Conjuring’.

’The Conjuring’-serien består i dag af fire film, som har givet amerikanerne et afbræk fra dagligdagens rædsler. Hvad end monsteret er en forhekset dukke eller en nonne fra helvede, fungerer James Wans brillante gyserserie som veljusterede Rube Goldberg-maskiner, der er designet til at få publikum til at hoppe i sæderne.

’The Conjuring’ og ’The Conjuring 2’ samt spinoff-filmene ’Annabelle’ og ’Annabelle: Creation’ har varieret i kvalitet, men samlet set har de indtjent mere end 1,2 milliarder dollars på verdensplan.

Med sidste års ’It’ appellerede Warner Bros. endnu en gang til det amerikanske publikums lyst til eskapistiske gys. Den dæmoniske, dansende klovn Pennywise fra nyfortolkningen af Stephen Kings forlæg nærer sig på den type frygt og had, som var med til at få Donald Trump i Det Hvide Hus. Men herigennem bliver truslen, som han repræsenterer, også afvæbnet. Trump bliver her ikke symbolet på en gryende fascistisk bevægelse, han er bare en kloakklovn, der hopper ud af skærmen og råber ’bøh’.

Filmholdet bag ’It’ valgte da også meget bevidst at flytte Stephen Kings populære bog fra 50’erne til 80’erne, et årti, som mange amerikanere ser rosenrødt tilbage på med Ronald Reagan og ublu forbrugerisme.

Annonce

På vagt over for de hvide

Hånd i hånd med de eskapistiske horrorfilm går dog de mere progressive gysere, som formår at sætte billeder på de monstre, der præger det amerikanske samfund. Her er det selvfølgelig umuligt at komme uden om ’Get Out’, der blev et politisk såvel som kulturelt fænomen.

»Jeg havde aldrig set en film, der satte ord på, hvor ubehageligt det er at være den eneste sorte person i et rum. ’Rosemary’s Baby’ og ’The Stepford Wives’ var film, der handlede om den følelse, men omkring køn. Jeg ville lave en lignende film omkring race«, har instruktør Jordan Peele fortalt til Vulture.

I filmen besøger fotografen Chris sin hvide kærestes forældre for første gang. Ligesom i Jordan Peele og vennen Keegan-Michael Keys sketchshow Key and Peele sættes racerelationer i USA på spidsen. »Jeg ville have stemt på Obama en tredje gange«, bemærker svigerfaren Dean til Chris.

’Get Out’ vækker minder om, hvor stærk en genre gyseren kan være, når den bruges af en instruktør med en klar og spydig stemme. Da George A. Romeros ’Night of the Living Dead’ kom ud i 1968, var den ikke blot revolutionerende, fordi den opfandt den moderne zombiegenre, men også fordi den sorte hovedperson, Ben, kunne håndtere de angribende zombier, fordi han var vant til at være på vagt over for sine hvide medborgere.

Opgør med stereotyperne

Det er dog ikke kun samfundsmæssige forhold, som moderne gyserfilm er interesseret i. Genrens mange troper og stereotyper bliver også sat under lup.

’Happy Death Day’ udkom sidste år til solide anmeldelser og klarede sig fantastisk ved billetlugerne på grund af en utroligt effektiv marketingskampagne, som fremhævede et nyt spændende koncept: Hver gang hovedpersonen Tree dør, vågner hun op til at gentage den samme dag.

‘Happy Death Day’.

Det er et glimrende spin på ’Groundhog Day’, men den er mere end sin præmis. Tree er den stereotypiske blonde sexbombe, som altid dør med brysterne ude i slasher-film. Hun har en affære med sin professor, hun opfører sig som en mean girl, ignorerer faren på sin fødselsdag og skider på sine venner. Men fordi vi følger hende igennem hele filmen, vinder hun vores sympati og får lov til at udvikle sig som person. Tree er ikke en bitch, fordi slasher-genren dikterer det. I stedet er en traumatisk fortid og dårlig indflydelse skyld i, at hun afviser dem, der elsker hende mest.

Filmen går så langt som at have en ærlig, seriøs snak om den giftige sexkultur på colleges. Da Tree bliver angrebet til sin fødselsdagsfest af den mystiske morder, smider psykopaten hende på sengen. En fuld college-bro åbner døren, men da Tree skriger om hjælp, bakker han hurtigt ud af værelset. Ingen grund til at forstyrre en god voldtægt.

’Get Out’ er også et opgør med stereotyper, instrueret af en sort mand, der ikke følte sig repræsenteret af en genre, han ellers elsker. Den følelse skildres i filmen gennem »the sunken place«, et limbo som Chris sænkes ned i, da svigermoren hypnotiserer ham mod hans egen vilje.

»Da jeg fik idéen til ’the sunken place’, blev det tydeligt for mig, at det var en metafor for den systematiske undertrykkelse af sorte mennesker og andre marginaliserede befolkningsgrupper. Så der er mange forskellige typer af ’sunken places’. Men i filmen er det en metafor for det fængsels-industrielle kompleks og den manglende repræsentation af sorte i film og i gysergenren. Det sorte publikum af gyserfilm er en utrolig loyal fanbase, og vi er altid dem, som dør først. Så ’Get Out’ kom for mig til at handle om repræsentation i genren selv«, har Jordan Peele sagt til Los Angeles Times.

Nye distributører, nyt blod

’Get Out’ er ikke den eneste moderne amerikanske film, der med begejstring piller i de politiske sår. Jeremy Saulniers hjemmeinvasionsfilm ’Green Room’ er måske den første gyserfilm i nyere tid, der har fascister som skurken. Her bliver et punkband fanget i baglokalet på en bar midt ude i USA’s ødemark, omringet af en flok vrede neonazister.

Jeremy Saulnier har bemærket, at neonazisterne er inspireret af hans egen tid i et punkband, hvor mænd med svastika var en fast del af publikummet. Men i dag – med begivenheder som Charlottesville-demonstrationen – har billedet af bidske neonazister, der angriber en flok unge punkere, fået en lidt anden betydning.

’Green Room’ blev samlet op fra filmfestivalscenen af den übercool distributør A24, som siden 2014 har været et Mekka for alternative, atmosfæriske gyserfilm. I 2014 distribuerede de den gudesmukke, dybt meditative invasionsfilm ’Under the Skin’, hvor Scarlett Johansen spiller en alien, som samler lokale mænd op i sin hvide varevogn med løftet om sex og fortærer dem.

’The VVitch’ skræmte nok de fleste andre distributører væk, fordi den foregår i 1600-tallets New England, og alle personerne har en autentisk, næsten uforståelig dialekt. Men under A24’s banner vandt den stor popularitet og er deres fjerde bedst indspillende film.

‘The VVitch’.

A24 har blandt andet fundet succes ved at bruge de sociale medier til at tale direkte til et nichepublikum, der består af intellektuelle unge filmnørder. I deres seneste marketingskampagne for den kritikerroste ’Hereditary’ (dansk premiere 28. juni) efterlod de eksempelvis klamme dukker uden for filmfolks hotelværelser, hvilket naturligvis straks blev delt på både Twitter, Facebook og Instagram.

Taktikken giver ikke de samme finansielle succeser som Blumhouse Productions, men sikrer dem et publikum, der møder op til deres film alene på grund af A24’s kvalitetssikre brand.

Andre distributører som Neon har fulgt A24’s eksempel. Neon distribuerer i år den franske voldtægt-/hævnfilm ’Revenge’ (snart aktuel herhjemme på Blodig Weekend) i USA og den Tarantino-inspirerede girlpower-film ’Assassination Nation’. Det er kritikerroste film, der før i tiden aldrig ville være blevet vist uden for filmfestivaler.

Plads til kvinderne

Den nye bølge af fantastiske gyserfilm opfylder et løfte, der blev plantet helt tilbage i 90’erne. Et løfte om gyserfilm, der turde skille sig ud og havde noget på hjerte, og som både turde pege ind ad mod genren og ud ad mod samfundet. Gyserfilm, der kunne underholde og skræmme, få os til at glemme vores egen kedelige tilværelse og samtidig minde os om de værste dele af vores samfund.

Det er produktionsselskaber og distributører med en vision for genren og en forståelse for tidens trends, der har gjort udviklingen mulig. I stedet for at imitere store Hollywood-produktioner tager producenterne chancer og giver filmskaberne kreativ frihed ved at udnytte den næsten universelle appel og det lave budget, som følger med gysergenren.

Der er dog stadig områder, hvor de amerikanske producenter kunne tage ved lære af omverdenen. Gyserindustrien i USA er for eksempel stadig mandsdomineret, mens nogle af årtiets bedste gyserfilm fra andre lande er skabt af kvinder, heriblandt Julia Ducournaus nervepirrende coming of age-kannibalfilm ’Raw’ fra Frankrig og Jennifer Kents australske mesterværk ’The Babadook’.

De burde nok kunne inspirere og chokere nok til at udvide perspektivet.


TEMA: Gyserens nye guldalder

Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs.

Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem

Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti