Den amerikanske version af ‘Skam’ rammer Facebook – se de første teasers

Den amerikanske version af ‘Skam’ rammer Facebook – se de første teasers

‘Skam’s kæmpesucces affødte international opmærksomhed, og NRK solgte de amerikanske rettigheder for to år siden. Siden kom det frem, at serien skulle ud på Facebooks nye tjeneste for egenproduceret indhold, Facebook Watch, og nu er de første småklip blevet lanceret via gruppen SKAM Austin.

Første teaser landede omkring midnat med løfter om, at de rigtige klip starter på tirsdag i næste uge kl. 15.40 amerikansk tid (overraskelsesmomentet, som vi kender fra NRK, synes således ikke i højsædet her).

Derefter har vi fået flere Instagram-videoer: En reklame for highschool-danseholdet The Kittens, instagrammeren Josefinas makeup-video, to aspirerende rappere med britisk (?) accent, en studerende der arbejder for skoleavisen og en lille snas med skolens vægtløftende jocks.

Sponsoreret indhold
Portræt af forfatter Julie Badura
Hun fortæller om at samle sig selv op, starte forfra og følge sine drømme. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

Teaserne tjener som en lillebitte introduktion til seriens karaktergalleri på Bouldin High og synes at repræsentere de klassiske stereotyper i et amerikansk highschool-miljø. Forhåbentligt når ‘SKAM Austin’ ind under stereotyperne, men det lover godt, at skaberen af den originale hitserie, Julie Andem, selv står bag den amerikanske version.

Så er spørgsmålet, om hun er lige så godt i stand til at formidle en fremmed kultur med troværdighed og intimitet, som hun var på hjemmebanen.

‘SKAM Austin’ er naturligvis primært lavet til seerne i USA, men når den starter i næste uge, vil den sjovt nok konkurrere om de nordiske seeres opmærksomhed med NRK’s nye ‘Skam’-efterfølger ‘Blank’.

Læs også: Fem tanker om ‘Skam’-afløseren ‘Blank’ på NRK