De har små, fedtede fingre og stirrende øjne, hviner skingert og kravler på væggene.
Gysergenren vrimler i disse år med flere horrible unger end i en speltbørnehave på Broerne, og er man ikke allerede velsignet med egne arvinger, er det næsten nok til at dræbe forplantningslysten, når blege skarn med skumle intentioner leger mørkeleg med rustne spilledåser og forheksede billedbøger.
Hollywood er bidt af en gal tumling fra Netflix’ ‘Little Evil’ til Blumhouses gyserfranchises og den stærkt imødesete ‘Hereditary’, der hamrer løs på familieidyllen med skrækindjagende jump scares og sorthumoristisk iver. Og publikum labber filmene i sig, som var de babymos med baconsmag, tilsat en dessert af graviditetshorror i form af ’Shelley’, ’Devil’s Due’ og ‘Prevenge’, der spiller konkret og (ville nogen mene) foruroligende på galoperende fødselspanik.
Er det som altid saaaamfundets skyld? Selvfølgelig er det det.
Djævleynglet er en populær gysertrope udsprunget af en universel og tidløs grundangst for, at ens barn ikke er sundt, at man er en dårlig forælder og den skamfulde følelse af, at småbørnshverdagen i selv den priviligerede vestlige verden kan være lidt af et mareridt, når junior arrigt smører leverpostej i håret, mens naboens velopdragne lam spiser carbonara med kniv og gaffel.
’The Omen’, ’The Exorcist’ og ’The Shining’ har dyrket det overnaturligt grumme barn til hårrejsende filmklassisk perfektion, men der har også været ikoniske satansunger at finde i b-films-kulthorror a la ’The Bad Seed’, ’Village of the Damned’, ’Children of the Corn’, ’Pet Cemetary og ’Chucky’.
Ikke at forglemme lille Michael Myers i den første ’Halloween’. I klovnekostume. Nuff said.
Dæmoniseringen centrerer sig imidlertid ikke blot om de uskyldsrene pus, for det er filmfristende frygteligt at forvandle hele børneværelset til et rædselskabinet af besatte dukker og gyngeheste, der rokker ominøst i natten. Enhver forælder ønsker jo først og fremmest at skabe trygge rammer inden for hjemmets fire vægge, og det er stærkt foruroligende for de fleste – forældre eller ej – at forestille sig barndomslandets hyggelige ikonografi gå i forrådnelse.
Oven i hatten zoomer horrorhistorierne ind på det prekære aspekt, at en del børn uforvarende udviser barsk og grænsesøgende adfærd over for jævnaldrende og søskende, når grebet om sociale spilleregler og egne handlingers konsekvens formes. Og spørgsmålet om, hvor stor en rolle opdragelsen spiller ind på podernes adfærd, vendes til en samfundssatirisk gyser-gimmick i curling-forældrenes gyldne æra.
Er mor og far for rundhåndede med rosen til at kunne bedømme, om deres afkom er ved at forvandle sig til en superskurk?
Historisk set forholder gyserfilmen sig mere til den tid, den har rødder i, end de fleste mere anmelderanerkendte filmgenrer aspirerer til. Længe før en vis mesterlig tv-serie tog patent på begrebet, var gysergenren samfundets sorte spejl, hvor brister og drifter kører af sporet, og det populære aktuelle fokus på barnets tarv er et skælmsk vink med en vognstang om, at indprenter man sit et og alt, at han/hun er en ufejlbarlig og berettiget engel, kan man måske risikere at avle en diktatorisk djævel.
Det kommer der intet godt ud af, hverken for barnet eller dets nære, formaner gyserkomedien ‘Little Evil’ (om en stedfar, der trækkes med en ‘The Omen’-lignende søn), body-horroren ‘Cooties’ (hvor Elijah Wood spiller en lærer, der må bekæmpe zombieskolebørn) og dukkefreaken ‘Annabelle’, der alle prikker til forældre, der ikke evner at afværge katastrofen, når barnet går grassat.
Alt imens mere mørkere eventyr som ‘Mama’, ‘The Babadook’ og ‘Børnehjemmet’ borer kniven dybt i hysterisk omklamrende mødre, og Blumhouses formulariske franchise-darlings ‘Insidious’ og ‘Sinister’ lader de små stirre anklagende og besatte ud fra skyggerne på paniske forældre, mens filmenes producenter gnægger ved udsigten til at få dig til at sky BR som pesten.
I den virkelige verden har de fleste nok oplevet at stå over for et olmt lille uhyre blottet for takt og tone – hvad end det var, da man selv var barn eller i sidste uge i køen i Netto – og den kollektivt voksende frygt for vatindpakkede curling-babyer bevæbnet med metaforisk skarpslebne sandkasseskovle til at undergrave den ældre generations værdier sætter sig i kroppen som en svedinducerende, eksistentiel voksenskræk. For finder du dem uhyggelige nu, så vent da bare til kanaljerne bliver myndige!
Dén fremtidsmareridtsversion har gyserfilmene til gode at tage hul på (‘Little Evil 2: Velkommen til arbejdsmarkedet’?), for i år toppes børnefobierne blandt andet op med Ari Asters førnævnte imødesete spillefilmdebut ’Hereditary’, om en familie med særdeles mørke hemmeligheder og en stakkels, creepy datter, og, på laveste horrorhylde, ’Chucky’-film nummer otte. Voksne, der burde vide bedre, vil gå dystre skæbner i møde, og små, fedtede fingre vil atter række ud fra mørket mod dig dernede i salen.
The kids are not alright.
TEMA: Gyserens nye guldalder
Horrorgenren syder og bobler i disse år, særligt i USA, hvor film som ’Get Out’, den biografaktuelle ’A Quiet Place’ og den kommende ’Hereditary’ bliver taget imod med åbne arme og svedige håndflader. Men hvad er de vigtigste strømninger i genren lige nu, og hvad bør man se? Over den næste uges tid stikker vi hegnspæle i gyserlandskabet både i Amerika, Danmark og på Netflix, hvor de angstfremkaldende oplevelser står i højere og højere kurs.
Læs også: Et gennembrud for dansk gys? To kommende provofilm kan ændre gamet radikalt
Læs også: En kronisk bangebuks ser de tre grusomste horrorfilm – og reagerer med frygt, lede og lammelse
Læs også: Den amerikanske horrorfilm er trådt ind i en ny guldalder
Læs også: De bedste horrorfilm i dette årti
Læs også: Verden ramler sammen – horrorfilmene troner frem
Læs også: Mumblegore-genrens oversete hovedværk er brutalt og genialt