‘Skam’-inspireret serie er landet pludseligt på NRK i weekenden

‘Skam’-inspireret serie er landet pludseligt på NRK i weekenden
Susanne og Ella i 'Blank'. (Foto: NRK)

Så sker der atter ting og sager på norske NRK!

Akkurat som da kanalen i al stilhed rullede første sæson af ’Skam’ ud i 2015, har NRK i weekenden – nærmere bestemt natten mellem lørdag og søndag – lanceret en ny ungdomsserie, ’Blank’, i hvad der på mange punkter ligner samme format som ’Skam’.

’Blank’ har således fået sin egen hjemmeside, Blank.p3.no, hvor der i skrivende stund ligger to sms-tråde og tre videoklip. Her møder vi unge, Oslo-baserede Ella og veninden og roommaten Susanne, samt Ellas lidt ældre kæreste Mats.

Ella holder sabbatår efter gymnasiet og står på sidelinjen til Susannes tinder-dates, men noget kunne måske allerede tyde på, at Mats og Susanne også har tæt kontakt – og dermed bryder ‘Blank’ med ‘Skam’s klassiske enkeltmands-pov.

Fra hjemmesiden kan man også hoppe over til trioens Instagram-profiler – komplet med metakommentarer fra en norsk skuespilkollega (en vaks fan har allerede sammenlignet ham med ’Skam’s Julian Dahl).

’Blank’ er instrueret af Knut Næsheim, der, skal det siges, modtog en særlig tak fra Julie Andem på et enkelt afsnit i ’Skam’s tredje sæson tilbage i 2016, ’Minutt for minutt’ med Isak og Even.

Hver søndag morgen vil ’Blank’s klip fremover bliver samlet til et helt afsnit, som kan ses på NRK eller Blank.p3.no/episoder.

Er ’Blank’ det nye ’Skam’ og Ella den nye Eva? Er alene sammenligningen blasfemisk? Skal vi nu igen til febrilsk at opdatere en P3.no-adresse hver tiende minut over de næste par måneder og sætte natlige alarmer?

Så. Mange. Spørgsmål. Stay tuned.

Opdateret mandag kl. 12.

Læs også: Fem umiddelbare tanker om ‘Skam’-arvtageren ‘Blank’

Læs også: Her er den direkte forbindelse mellem ‘Skam’ og ‘Blank’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af