The Guardians karaktermord på Lars von Trier er forsmædeligt

The Guardians karaktermord på Lars von Trier er forsmædeligt
Lars von Trier flankeret af Charlotte Gainsbourg og Kirsten Dunst under den stormombruste Cannes-festival i 2011, hvor 'Melancholia' var udtaget til hovedkonkurrencen.
Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images
Kate Muir skriver i den toneangivende britiske avis, at Lars von Triers comeback til Cannes er udtryk for, at festivalen stadig er til falds for mandlige privilegier. Konklusionen er muligvis rigtig, men den er baseret på letkøbte antagelser, der tager den danske instruktør som gidsel.
The Guardians karaktermord på Lars von Trier er forsmædeligt
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. I torsdags blev Lars von Trier taget til nåede af Cannes-festivalen, som annoncerede, at hans nye film, ’The House That Jack Built’, er udtaget til årets festival – dog uden for konkurrence. Samme dag modtog Trier Danmarks største kulturpris, Sonningprisen, med en pengepræmie på en million kroner.

Det er dog ikke alle steder, at den 61-årige filmskaber er inde i varmen.

I en kommentar hos The Guardian i fredags argumenterede den velansete, tidligere kritiker for The Times Kate Muir for, at Cannes-ledelsens bestræbelser på at få Trier tilbage i folden var et udtryk for, at festivalen har »fejlet i at få hold på Time’s Up-æraen«.

»Cannes skaber et kraftfuldt udsagn om sin moral ved at skænke Trier status som den fortabte søn efter alt dette«, skriver Muir, der i dag arbejder som manuskriptforfatter.

Og hvad er så »alt dette«?

Muir fremhæver fire elementer, som skal underbygge, at »festivalen stadig er en slave af mandlige privilegier« som følge af deres tilgivelse af Trier.

Lars von Trier under Cannes-festivalen i 2011 med sin »FUCK«-tatovering på knoerne. (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

For det første genopliver Muir Lars von Triers famøse kommentarer ved Cannes-pressekonferencen i 2011, hvor han som bekendt udtalte, at han »forstår Hitler«, at han »sympatiserer en lille smule med ham« og endelig prikken over i’et, »okay, jeg er nazist«. Det var Muir, der stillede spørgsmålet, som ledte til Triers rambling.

For det andet minder hun om Triers udtalelser om kollegaen Susanne Bier ved selvsamme lejlighed. »Det eneste, jeg kan fortælle jer, er, at jeg troede, at jeg var jøde i lang tid og var rigtigt glad for at være jøde – så senere kom Susanne Bier, og så var jeg pludselig ikke så glad for at være jøde«, jokede han under pressemødet.

»Jeg er ikke for Anden Verdenskrig, og jeg er ikke imod jøder – Susanne Bier, ikke engang Susanne Bier – det var også en joke«, sagde han senere, da han godt kunne se, at han havde forvildet sig ud på dybt vand.

For det tredje noterer hun sig, at Zentropa, som Trier er medejer og medstifter af, har været under anklager for sexchikane og krænkelser møntet på Peter Aalbæk Jensen.

Og for det fjerde nævner hun Björks anklager mod Trier om, at han havde »rørt og chikaneret« hende under optagelserne på ’Dancer in the Dark’ i 2002.

Lad os gennemgå anklageskriftet.

1. Naziudtalelserne

At nogle stadig mener, at Lars von Trier skal straffes for sine syv år gamle udtalelser, siger noget om, hvor forskelligt situationen til stadighed bliver opfattet i udlandet og herhjemme.

Muir uddyber ikke, om hun mener, at det stadig er til diskussion, om Trier faktisk er nazist, eller om hun blot mener, at hans udtalelser var så dumme, at de er utilgivelige. Det er dog formentlig – forhåbentligt! – det sidste, der er tilfældet, men uanset hvad viser Muir ingen interesse i at forstå, hvorfor han sagde, som han gjorde.

Triers far var jøde, og hele hans barn- og ungdom identificerede han sig stærkt med jødedommen. Imidlertid fortalte hans mor ham på sit dødsleje, at hans far slet ikke var hans far – det var i stedet en tysk mand med efternavnet Hartmann. Det er derfor – som han har forklaret flere gange, blandt andet i portrætbogen ’Geniet’ – at han troede, han var jøde, men fandt ud af at han »var nazist«, som han med en ræv bag øret udtrykte det foran pressen.

Når Trier sagde, at han identificerede sig med Hitler i bunkeren, skyldtes det, at han lige havde set Bruno Ganz i ’Der Untergang’, der viste den detroniserede, dødsmærkede diktator som et menneske – og at han ville understrege vigtigheden af, at vi indser menneskeligheden i ondskaben, hvilket han dog aldrig fik mulighed for at uddybe. Og når han hyldede Hitlers chefarkitekt Albert Speer, skyldtes det en oprigtig fascination af den nazistiske arkitektur – løsrevet for de forbrydelser, de arkitektoniske bygningsværker understøttede.

Mener man, at Trier burde straffes for disse udtalelser, må man sige, at det også er sket: Han blev erklæret persona non grata som den første i Cannes-festivalens historie, og senere blev han afhørt af fransk politi og truet med fem års fængsel i Marseilles. Det kostede ham to års angst, som han fortalte i sin Sonning-tale forleden.

Hans svar på Muirs spørgsmål om hans rødder i det tyske og fascination af den nazistiske æstetik var mildest talt klodsede og umulige for udenforstående at dechifrere. Det har han også selv erkendt. Men selv hvis man går skridtet videre og mener, at hans bemærkninger var ufølsomme og utilstedelige, fordi man under ingen omstændigheder må joke med nazismen – er det så nok til, at Trier skal bandlyses for evigt fra den festival, han har haft et symbiotisk forhold med i mere end 30 år?

Hvis det er Kate Muirs syn på forbrydelse og straf, ville jeg nødig se, hvad hun kunne udrette som justitsminister. Der skulle i hvert fald bygges nogle større fængsler.

Sponsoreret indhold
Rejs ind i HBO Nordics mange verdener
Ingen destinationer i virkelighedens verden er helt så vilde, som rejsen ind i HBO Nordics univers – prøv 1. måned gratis her
HBO Nordic

2. Bier-udtalelserne

Det var ikke sødt af Lars von Trier at hænge sin danske Zentropa-kollega ud til offentligt skue foran verdenspressen.

Bier har kaldt udtalelserne under pressekonferencen for »frastødende og dumme«, men har ellers generelt holdt sig for god til at gå i clinch med Trier. Der er dog ingen tvivl om, at det har sat yderligere skår i deres forhold.

De to har i årevis haft et anstrengt forhold til hinanden, hvilket Trier vel bærer hovedparten af skylden for. Helt tilbage i 2005 kritiserede han i Filmmagasinet Ekko Biers ’Brødre’ for at være for sentimental og amerikansk, og den grænsesøgende Cannes-vinder Trier og den melodramatiske Oscar-vinder Bier har siden dogme-dagene været dansk films ur-modsætning.

Susanne Bier modtager en Oscar for ‘Hævnen’ i 2011, få måneder før Lars von Triers kontroversielle udtalelser under Cannes-festivalen samme år. (Foto: Kevin Winter/Getty Images)

Men at disse jokes fra den notoriske provokatør og drillepind skulle være udtryk for patriarkatets kvindeundergravende magt, er et søgt ræsonnement. Bier er, ligesom Trier, en af de mest prominente og magtfulde skikkelser i dansk film, og Triers vurdering af hende er nok mere grundet i hans filmsyn end i hans kønssyn.

3. Zentropa-sagen

I november stod ni tidligere Zentropa-ansatte frem i Politiken og fortalte om deres oplevelser med sexchikane, mobning og ydmygelser på produktionsselskabet i Avedøre. Alle de konkrete anklager er rettet mod Peter Aalbæk Jensen, og Lars von Trier nævnes kun i beskrivelser af, hvordan han og Peter Aalbæk badede nøgne i poolen ved selskabet, hvor der var en forventning om, at de såkaldte småtter smed tøjet og badede med. Allerede i bogen ’Zentropia’ fra 2013 fortalte den tidligere medarbejder Sarah Cohr Lützen, hvordan hun afslog at hoppe i sammen med de to stiftere, hvorefter Aalbæk fyrede hende.

Som Peter Aalbæks makker, medstifter og medejer af Zentropa samt selskabets mest betydningsfulde figur kan man argumentere for, om Lars von Trier bærer et indirekte ansvar for den arbejdskultur, man nu har gjort op med. På samme måde som det gælder de andre ledere, som har været på Zentropa i årevis. Grænseoverskridelsen har da også altid været et nøgleelement i Trier og Aalbæks makkerskab.

Men faktum er, at ingen af kvinderne hævder, at Lars von Trier har chikaneret, mobbet eller ydmyget dem. Skal Trier straffes for Zentropa-kulturen vil det derfor være by association. Er det virkelig tilstrækkeligt til, at verdens festivaler skal udelukke ham, når han har lavet en ny film?

4. Björk-udtalelserne

I kølvandet på Weinstein-skandalen og MeToo skrev den islandske sangerinde en status på Facebook, hvor hun fortalte om sine oplevelser med en unavngiven »dansk instruktør«.

Eftersom hun kun har medvirket i én film, Lars von Triers ’Dancer in the Dark’, kunne man jo nok lægge to og to sammen. I sin tekst beskrev Björk, hvordan hun hurtigt opdagede, at ydmygelser og sexchikane var normalen i forholdet mellem instruktøren og hans hovedskuespiller. »Jeg fandt ud af, at det er en universel ting, at en instruktør kan røre og chikanere sin skuespillerinde, som han vil, og at filmen som institution tillader det. Da jeg afviste ham gentagne gange, surmulede han og straffede mig«, skrev hun og uddybede senere i seks punkter, hvad instruktøren konkret havde gjort:

Efter hvert take holdt han om hende i lang tid foran hele holdet og aede hende i flere minutter mod hendes vilje. Da hun sagde, at han ikke skulle røre hende, smadrede han en stol på settet og sendte alle hjem. Han hviskede hyppigt grafiske seksuelle tilbud i hendes ører, nogle gange mens hans kone stod ved siden af. Og han truede på et tidspunkt med at kravle fra sit værelses balkon over til hendes midt om natten med en »klar seksuel intention«.

Af Kate Muirs fire anklagepunkter mod Trier, er Björk-anklagerne de stærkeste. De besidder mange af de elementer, som vi også har set i andre MeToo-historier, der har fået store konsekvenser for de angiveligt skyldige.

Lars von Trier har selv afvist anklagerne over for Jyllands-Posten:

»Der er intet i den her sag. Gå tilbage og se på oplysningerne, der kom ud dengang. Det var én stor konflikt. Jeg har ikke gjort det«, udtalte han.

Som mange MeToo-historier er det ord mod ord, men det betyder ikke, at man skal afvise Björks anklager eller stå fast på, at begge parter sikkert var lige gode om det.

Lars von Trier har altid været kendt for at presse sine skuespillere til det yderste gennem eksempelvis sine karakteristisk sardoniske bemærkninger – over for mænd såvel som kvinder. At samarbejdet mellem Trier og Björk var særligt eksplosivt, har aldrig været en hemmelighed. Allerede før optagelserne, hvor Björk boede i Triers gæstehus i haven, karambollerede de, og på et tidspunkt forsvandt Björk fra optagelserne, uden at nogen vidste, hvor hun var blevet af, eller om hun ville komme tilbage.

Björk i Lars von Triers Guldpalme-vinder ‘Dancer in the Dark’.

Antager vi, at Björk har ret i alle sine anklager, er det dog stadig ude af proportioner, som Muir gør, at placere Lars von Trier i samme bås som Roman Polanski og Woody Allen, hvis angivelige forbrydelser er henholdsvis voldtægt og pædofilt overgreb.

Modsat Weinsten, Louis C.K. og Kevin Spacey er der ikke noget, der tyder på, at sexchikane er et genkomment mønster i Triers opførsel, om end det af hans egne dagbogsnotater til ’Idioterne’ – som formidlet i en dokumentarfilm om forløbet, ’De ydmygede’ – fremgår, at han under disse optagelser var plaget af en jalousiramt forelskelse i skuespilleren Anne Louise Hassing. Stjerner som Nicole Kidman og Charlotte Gainsbourg, der har arbejdet med instruktøren, har kun haft positive ord at sige om danskeren, der gennem 20 år har skabt nogle af de mest interessante kvinderoller på film i nyere tid, fra ’Breaking the Waves’ og frem.

Spørgsmålet er igen, om Björks oplevelser, hvis vi tager dem på ordet, er grundlag nok for, at Triers internationale karriere skal køres i sænk? Svaret er i hvert fald ikke så let, som Kate Muir gør det til.

Faktisk er det netop problemet med hendes argument: Det tager udgangspunkt i letkøbte konklusioner på komplicerede situationer. Muir har muligvis ret i sin overordnede pointe om, at Cannes-festivalen er patriarkalsk og reaktionær. For der er ingen tvivl om, at festivalen, der har traditionen, historien og den langsomme udvikling i højsædet, er fanget et svært sted med en MeToo-bevægelse, der – retfærdigvis – forlanger øjeblikkelige forandringer.

Men i dette forehavende tager hun Lars von Trier som gidsel uden interesse for at gå bag om overskrifterne. Som provokatør, drillepind og manden bag kontroversielle scener som klitorisafskæringen i ’Antichrist’ han være selve inkarnationen af det patriarkat, der skal omstyrtes. Konklusionen er skrevet på forhånd – og hvad betyder det så at lægge en af Europas vægtigste kunstnerkarrierer i graven i den gode sags tjeneste?

Muir bør stille sig selv en bunden grundhumanistisk opgave, der starter med sætningen: »Jeg forstår Trier«.

Læs også: 14 højdepunkter fra Lars von Triers modvillige pristale

Læs også: Lars von Trier løfter sløret for kommende filmprojekt