‘Titanic’ var en milepæl – så hvorfor skal den latterliggøres her 20 år senere?

‘Titanic’ var en milepæl – så hvorfor skal den latterliggøres her 20 år senere?
Leonardo DiCaprio og Kate Winslet i James Camerons 'Titanic'.
I denne uge sejler James Camerons 11-dobbelte Oscar-vinder ’Titanic’ atter ind i danske biografer i anledning af filmens 20-års jubilæum. Filmen lagde i sin tid publikum og anmeldere ned og forvandlede Kate Winslet og Leonardo DiCaprio til superstjerner, men et bidsk backlash har fulgt i ’Titanic’s kølvand lige siden premieren. Kritikken er forudsigelig – men også helt misforstået.
‘Titanic’ var en milepæl – så hvorfor skal den latterliggøres her 20 år senere?
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

KOMMENTAR. »Yoooou’re heeere, there’s noooothing I fear, and I kno-oow that my heart will go oooonnn … «

Du kender den, og det samme gør 99,9 procent af resten af klodens befolkning. Ligesom du med sikkerhed også ved, hvor »I’m the king of the world!« stammer fra, og hvem der sagde det, og at selvsamme – 20 år gammel spoiler alert – led en højest uretfærdig død, fordi nogen ikke ville rykke en balde på en flydende dør.

Det skulle heller ikke undre, om du på dén konto også har hørt, at Mythbusters efter en række tests konkluderede at ja, der var faktisk plads til Jack, og at en knotten James Cameron har skåret ud i pap, at nu gider han simpelthen ikke høre mere om dør-gate.

I denne uge får ’Titanic’ repremiere i danske biografer i anledning af filmens 20-års jubilæum, men som fænomen er filmen så integreret i populærkulturen, at selv dem, der aldrig tidligere har set så meget som fem ud af dens tre timer og 14 minutter, kan genkende de mest ikoniske (ofte parodierede) scener og citater, akkurat ligesom de fleste kan identificere værkerne bag »Luke, I am your father«, »Play it, Sam« og »Frankly, my dear, I don’t give a damn«.

I modsætning til storfilmfællernes skattede færd har et ualmindeligt stædigt backlash imidlertid flakset om ’Titanic’ som en sværm af skingre havmåger fra premieren til i dag (racekritikken af ’Borte med blæsten’ kom først årtier senere), ikke mindst båret på vingerne af mangen en koldsvedende Celine Dion-allergiker, der har substitueret ballade-bashing med ’Titanic’-bashing ud fra den instinktive tese, at temasangen – bombastisk-romantisk som kun de største divaer tør skære skinken – nødvendigvis må reflektere filmens værd.

Hvorfor skulle millioner af teenagepiger dengang i slut-90’erne ellers have grædt salte tårer ned i popcornsbægret og plastret væggene derhjemme til med Jack og Rose-megaposters fra Bravo, hvis ikke periode-blockbusteren var boxoffice-soap fra en effektliderlig instruktør, der aldrig før havde prøvet kræfter med en film uden enten Arnold Schwarzenegger eller aliens på rollelisten?

Endsige skrevet dialog til et kostumedrama fri for oneliners om robotter og atomkrig.

Come on, Cameron, der var jo plads.

Simultant med at begejstrede anmelderstjerner regnede over skibets bov og publikummer verden over smed sig i plyssæderne ikke bare én, men flere gange for at se filmen der, som den hedengange kritiker Rober Ebert skrev, »rammer ned i de dybeste humane følelser for det at leve, dø og blive værdsat«, voksede isbjerget af mund-til-mund-kritik hastigt for hver rekord, ’Titanic’ satte (flest Oscar-nomineringer, mest sete film, længste biografliv):

Leo var en talentløs pretty boy. Replikudvekslingerne var tåkrummende. Kate Winslet var for tyk. Solnedgangene for lyserøde og Billy Zanes paryk latterlig, hånede haterne, der ikke blev mindre skråsikre, da popprinsessen Britney Spears stoppede op midt i sin ’Oops! … I did it again’-video for at sende en babystemmehilsen til en vis diamanthalskæde; »But I thought the old lady dropped it into the ocean at the end?«.

Un. Cool. AF.

Den nye ‘Waterworld’?

Man kan spekulere i, hvor stor en del af hobbyhaderne i virkeligheden havde et reelt problem med filmen (og om de overhovedet så den), eller om de simpelthen svælgede i mere eller mindre selvindsigtfuld bitterhed over, at drengerøvsinstruktøren over dem alle vendte teknologisk krigsførelse ryggen for kærligheden. Maskinen knækkede over på midten, mens hjertet gik on and on. Ad.

Ovenpå en lang, dyr og veldokumenteret besværlig produktion gik der allerede forud for ’Titanic’s premiere rygter om, at filmen var den nye ’Waterworld’ udsprunget af galoperende kunstnerisk storhedsvanvid, og uden den gigantsstjerne i hovedrollen, filmstudiet ville have haft for at sikre succesen (Brad Pitt og Tom Cruise blev begge nævnt, inden Matthew McConaughey og Chris O’Donnells navne ligeledes blev smidt ind i mikset).

’Titanic’ stævnede ud i skarp modvind og kæmpede i sin første uge om opmærksomheden med den langt mere imødesete Bond-film ’Tomorrow Never Dies’. Men så vendte skuden, da samtalen om filmen eksploderede igennem anbefalinger venner og publikum imellem.

Kate Winslet og Leonardo DiCaprio.

’Titanic’ voksede ikke ‘bare’ til episke proportioner, fordi den havde den nyslåede Romeo aka. Leo på plakaten, og Oscar-akademiet faldt i svime, men fordi katastrofen står som et skarptegnet mareridtssymbol på ungdomsidealistisk håb om en bedre verden, der knuses af hovmod i industrialiseringens navn, og et samfund, der sparker nedad, når kampen mellem høj og lav sættes på spidsen af grufuld død.

Og, som den gode Ebert påpegede, fordi hver en sjæl på planeten næres af et helt basalt, eksistentielt ønske om at blive set og elsket, som var man den eneste i universet. Lige meget om man lytter til Dion eller dødsmetal.

Jack og Roses forelskede opgør med bedagede sociale dogmer i ’Titanic’s første halvdel ekkoer datidens eufori omkring skibet som moderne vidunder, der bliver så meget desto mere bittersød, fordi publikum udmærket ved, at der tælles ned til katastrofen. Og det øjeblik skroget skurrer mod sin banemand, breder Cameron dramaet ud i vidvinkel for at inkludere Titanics øvrige 2.220+ skæbner fra fyrrum til bro, idet al samfundsorden kollapser.

Der er intet kvalmt over måden, instruktøren zoomer ind på moren, der fortæller sine børn godnathistorie, mens vandet siver ind under kahyttens dør. Eller billedet af stewarderne, der i mekanisk lammelse forsøger at holde på etiketten (og derved dræber hundreder i klasseskellets navn), og skibets musikere, der – som det virkeligt skete – spiller en sidste hymne på det skrånende dæk for at lindre smerten for passagererne, der græder og skriger og drukner omkring dem.

Hjertegribende er ikke et fy-ord, og Cameron skildrer natten, der kostede 1.503 mennesker livet, med stor respekt for den menneskelige tragedies format.

Sponsoreret indhold
Rejs ind i HBO Nordics mange verdener
Ingen destinationer i virkelighedens verden er helt så vilde, som rejsen ind i HBO Nordics univers – prøv 1. måned gratis her
HBO Nordic

Svada fra mesterinstruktør

Bevares, ingen film er for alle, og det skal være enhver forundt at gå i en bue udenom dem, der ikke siger ens personlige smag en bønne. Fred derfor også være med, at nogen måtte finde ’Titanic’ for romantisk, lang eller kedelig.

Men man kan ikke med integriteten i behold påstå, at den er en decideret dårlig film målt på hverken dramaturgiske, special effect- eller skuespilkvalitative parametre, eller, som nogle holder på, at den er pinligt inferiør til ’Titanic’-filmen fra 1953 med Barbara Stanwyck og Robert Wagner (det kan anbefales at gense begge).

Ikke desto mindre kaldte filmmaestroen Robert Altman i et interview med Fox News i 2002 ’Titanic’ for »det værste stykke arbejde, jeg nogensinde har set i mit liv«.

Citatet gik nyhedsmedierne rundt og feedede ’Titanic’s trolls, om end de færreste fandt plads til at inkludere Altmans næste sætning, hvori han anklagede ’American Beauty’ for at være »lige så slem« og for »virkelig dårligt skuespil og instruktion«.

»Men det kan folk jo lide«, sluttede Altman (svært at bedømme, om det var ’Titanic’, ’American Beauty’, Sam Mendes eller begge films publikummer, aka. ’folk’, der burde føle sig mest ramt af bredsiden).

James Cameron sætter scenen for sine to stjerneskud.

Andre igen ynder at klandre Kate Winslet og Leonardo DiCaprio for at spille ulideligt på den store klinge. Duoen fostrede våde pigedrømme, men ligesom nyere tids genreforvirrede formodning om, at stor kærlighed på film per automatik er lig med chick flick-konventioner (sig det til ’Casablanca’), er fordommen om, at publikumsucces og følelsesudbrud er uforenelige med vægtig filmværdi påtaget hipstersmagsdommeri af den slags, der også ser sig kaldet til at k(l)asseopdele filmfans i connaisseurs og klaphatte ud fra besynderlige sammenligninger mellem ’Pulp Fiction’ og ’Forrest Gump’.

Uagtet hvilke forskellige motivationer, der har ansporet variationerne af ’Titanic’-hadedyrkelse – alene prædikaterne ’storfilm’ og ’boxoffice-hit’ kan som bekendt få det til at løbe koldt ned ad ryggen på mainstreamangste eksistenser – vidner backlashet om, at mytedannelsen nær ved har overskygget værket selv.

Og i anledning af 3D-visningerne af ’Titanic’ ved filmens 15-års jubilæum i 2012, og 100-året for katastrofen, kom det frem, at overraskende mange amerikanske unge slet ikke er klar over, at filmen er baseret på en virkelig begivenhed.

James Camerons Titanic-model, der var 90 procent så stor som det virkelige skib.

I denne uge kan man igen opleve ’Titanic’ i udvalgte danske biografer. Det er en oplagt mulighed for både nye interesserede og naysayers, der måtte have boykottet filmen på baggrund af bad-mouthing alene, til at se den på det store lærred, hvor den retteligt hører hjemme. Andre kan atter finde lejlighed til at spy galde om favoritprygelknaben i diverse kommentarfelter, og fans vil mærke hjertet svulme nostalgisk, når skibet lægger fra kaj.

’Titanic’ var en global milepæl, og indbegrebet af mediets suverænt mest uapologetiske storfilmsfavntag, kun sidestillet med ’Borte med blæsten’. Det kan godt være, at ’Transformers’ sælger som Big Macs, men ’Titanic’s tidløse følelsesmæssige resonans har sikret den en vandtæt plads i generationers kollektive kulturelle bevidsthed. Dén form for historie kan end ikke den mest udspekulerede markedsføringkampagne skrive.

Camerons film deler vandene, men i 1997 som 2018 har ’Titanic’ ingenlunde fortjent til at blive sendt til ophug på fordomshype alene. Hold af den eller lad være – men kald den ikke en dårlig film.

Læs også: 10 år efter Heath Ledgers død: Hollywood svigter stadig sine sky stortalenter