10 seriekarakterer, der irriterer os grænseløst – fra ‘The Handmaid’s Tale’ til ‘Blank’

10 seriekarakterer, der irriterer os grænseløst – fra ‘The Handmaid’s Tale’ til ‘Blank’
Ella i 'Blank'.
Vi kender alle typen. I de fleste serier er der én karakter, der er så øretæveindbydende, at man i sit stille sind ønsker vedkommende hen, hvor peberet gror. Og det behøver langt fra at være birolleansigter i periferien, der løber med prisen. Vi har sammenstykket en Hall of Fame over ti seriekarakterer, der giver os røde knopper.

1. Ella i ’Blank’

Beklager, 19-årige Ella fra Bergen. Hovedpersonen i NRK’s noget blodfattige ’Skam’-aftager ’Blank’ er så ansvarsløs sløvsindig, at man får lyst til at række ind i skærmen og give hende en ordentlig rusketur. Ganske vist lover seriens titel ikke mere end den holder, men kunne Ella (Cecilie Amlie Conea som ellers gør, hvad hun kan) da ikke udvikle en smule mere personlighed for give fortællingen det momentum, hun i centrum står for at kreere i det lille utroskabsdrama?

Det er svært at kere sig oprigtigt for en karakter, der giver så lidt af sig selv, og når man nu uværgerligt kommer til at drage paralleller mellem ‘Blank’ og forbilledet ‘Skam’, brillerer Ellas gennemslagskraft som karismatisk hovedperson ved sit fravær.

Det er blevet diskuteret, om Ella blot er et stakkels ulykkeligt pus, der trenger bedre sex og omsorg og ikke opsang, men for os at se er teenageren ikke videre forskellig fra så mange andre retningsløse unge slackers, der i en klassisk rite-of-passage driver fra den ene semidårlige beslutning til den anden, mens de leger med grænserne for egen moral og lærer, at manglende stillingtagen kan såre folk omkring dem. Oops, I did it again …

Det er ikke synd for Ella, det er synd for os.

Joseph Fiennes i ‘The Handmaid’s Tale’.

2. The Commander i ’The Handmaid’s Tale’

Joseph Fiennes, lillebror til Ralph, er en dygtig skuespiller. Men han kan immervæk også være dødsens irriterende, som demonstreret i adskillige roller fra ’Shakespeare in Love’ til aktuelle ’The Handmaid’s Tale’, hvor Fiennes giver den som Offreds herre og mester, kommandøren Fred.

På overfladen er Fred en af Gileads stærkt dedikerede pinger, men facaden dækker over en selvhøjtidelig, galoperende dobbeltmoralsk lurendrejer af en liderbuks, der lukrerer fedt på sin hustrus aktivistrolle i skabelsen af regimet, der har sikret ham status som indflydelsesrig alfahan med adgang til al den tjenerindesex, hans sorte hjerte begærer.

Det ville klæde Fiennes at tilføje Freds hundeøjne lidt mere ondsindet galskab for at bryde den fromme grimasse, og give manden flere interessante facetter. Det kan være, at det kommer, men for nu må Fred lide den tort at figurere i toppen blandt serielands mest irriterende karakterer. Må han kløjs i sin floskeldialog.

Matt Smith og Claire Foy i ‘The Crown’.

3. Prince Philip i ’The Crown’

Hvis Ella fra ’Blank’ har brug for en rusketur, så har Prince Philip i ’The Crown’ brug for et ordentligt spark i røven. For hold nu op for en egocentreret, utro, løgnagtig spradebasse, der gifter sig med en kommende dronning blot for at bitche tvært i kulissen igennem årtier, da hun naturligvis overstråler ham på tronen.

Philip er jaloux så røgen står ham ud af ørerne, og hans insisteren på, at regenten skal bære hans slægtsnavn Mountbatten i sæson et, er tåkrummende på lige fod med hans modvilje mod at knæle til hustruens indsættelsesceremoni, som traditionen forskriver; »No man should have to kneel for his wife!«.

Man må give Matt Smith fra ’Doctor Who’, at hans forsmåede Philip skærer en effektivt ulidelig personage med kronisk sarkastisk intonation, og det var derfor svært ikke at fryde sig, da dronningen langt om længe tog bladet fra munden, og satte ham døren for stolen i anden sæson.

I sæson 3 overtager ’Outlander’-skurken Tobias Menzies rollen som den lidt ældre Philip, så mon ikke hertugen fortsat fremover vil få nakkehårene til at rejse sig i Netflix’ hundedyre udstyrsstykke.

Dylan Minnette i ’13 Reasons Why’.

4. Clay i ’13 Reasons Why’

Så lyt dog til det bånd, Clay!

Sådan havde vi flere gange lyst til at råbe ad skærmen under Netflix’ YA-drama ’13 Reasons Why’, hvori rundforvirrede Clay slæber rundt på en kasse med kassettebånd fra sin afdøde veninde Hannah.

Hvert bånd er dedikeret til en person, der på den ene eller anden vis sårede Hannah, og det sidste bånd bærer Clays eget navn. Flere klassekammerater har allerede hørt optagelserne, og sender Clay skæve »Bare vent til du hører dit bånd«-blikke, men … Clay er ikke typen, der snyder i timen.

Ergo lytter han troskyldigt til alle kassetter, før han når til sin egen. Det er jo som sådan sympatisk nok, at Clay følger Hannahs sidste ønske, men come on: Hvem ville kunne tøjle sin nysgerrighed og bange anelser så længe? Hvem ville ikke lytte til sit eget bånd med det fluks, hvis man uforvarende var impliceret i tragedien?

Hvad forfattere dog ikke må skøjte hen over af usandsynligheder for at holde spændingen kørende over en hel serie.

Carey Mulligan i ‘Collateral’.

Annonce

5. Kip Glaspie i ’Collateral’

Der var gode forventninger til Carey Mulligans minikrimiserie ’Collateral’, der landede på Netflix tidligere år med en Brexit-inspireret fortælling om menneskesmugling og fremmedfjendskhed i England.

Tidligere Oscar-nominerede Mulligan er sædvanligvis en inciterende spiller, men som efterforskeren Kip Glaspie forvandlede hendes karisma sig til en lettere overbærende grimasse grænsende til det hånlige, der mest af alt synede af, at Mulligan slet ikke gad være på settet – eller i hvert fald fandt rollen slidsom.

Til en vis grad forstår man hende godt, for Glaspie var en selvretfærdig, gammelklog snob, der ifølge manuskriptet havde både en karriere som elitegymnast og skolelærer bag sig, såvel som otte års erfaring i politiet. Alt sammen i en alder af ca. 30 år. Really?

Lucas Lynggaard Tønnesen og Alba August i ‘The Rain’. (Foto: Netflix/Per Arnesen)

6. Rasmus i ’The Rain’

Åh, Rasmus.

Det var seriøst op ad bakke for ’The Rain’s stakkels Lucas Lynggaard Tønnesen at skabe sympati for karakteren Rasmus, der gang på gang optrådte så utroværdigt, at man kunne undre sig over, hvorfor hans søster Simone ikke bare efterlod ham i bunkeren i første afsnit.

Som vi tidligere har skrevet om her på siden i vores spoilergennemgang af ’The Rain’, brugte Rasmus således ikke mange minutter på at blive seriens seerprygelknabe: Allerede inden han overhovedet nåede teenagealderen (i ét enkelt, alt andet end elegant klip) forårsagede hans nævenyttige aversion mod at tage sikkerhedsbælte på en af serieårets mest frustrerende fjollede scener. Hvor svært kan det være, knægt?!

Man kan kun håbe for Tønnensens skyld, at Rasmus får oprejsning i sæson 2.

Jeffrey Wright og Tessa Thompson i ‘Westworld’ sæson 2.

7. Bernard i ’Westworld’

Apropos skuespillere, som ikke helt kan gøre for det.

Jeffrey Wright får ikke mange chancer for at shine i anden sæson af ’Westworld’, hvor hans AI-programmør Bernard er i så stor eksistentiel og mekanisk udfordret krise, at hans mimik er frosset til en permanent maske af ét stort distræt spørgsmålstegn.

’Westworld’s plot slår så mange knuder på sig selv, at man ikke kan fortænke Bernard i at være blevet en smule rundtosset i rutsjebanen, men nu må han godt snart downloade sig en opgradering inden harddisken crasher af ren inaktivitet.

Hvis ikke dét virker, er der altid hjælpelinjens idiotisikre klassiker: »Har du prøvet at genstarte, Bernard?«

Logan Browning i ‘Dear White People’.

8. Samantha i ’Dear White People’

Hovedrolleindehaveren i Netflix’ stærkt underholdende racesatire ’Dear White People’ bruger langt størstedelen af serien på at være vred, bitter eller bedrevidende. Ofte på samme tid.

Samantha (Logan Browning) er på en mission for at skole sine medstuderende på et fiktivt Ivy League-universitet i, hvad hverdagsracisme og white privilege betyder anno 2018. Hun er lynende skarp når hun leverer sine – for det meste – velbegrundede pointer, men i kampens hede er Samantha også blevet ufatteligt selvfed og nedladende. Hun vrisser forkælet af dem, der står hende nærmest, og håner klassekammerater, hvis de har stærkere argumenter end hun selv har.

Karaktertegningen er naturligvis helt bevidst i forhold til fortællingen om Samanthas udvikling, men ikke desto mindre skærer man tænder, når hun med en lunte så kort som en lillefingernegl udviser stædig mangel på forståelse for alle andres følelser – inklusiv vennernes – end sine egne.

Samantha har altid ret. Og ve den, der måtte mene anderledes.

Andrew Lincoln og Danai Gurira i ‘The Walking Dead’.

9. Rick i ’The Walking Dead’

Det er ikke nogen fest, at være last man standing i en zombieapokalyptisk verden af død og råddenskab, hvor venner falder som fluer og familien ligeså.

Men for fanden, Rick (alias Andrew Lincoln).

Vi ved den sved, da Keira Knightley afviste dig i ’Love Actually’, men nu må hængemuleriet snart få en ende, hvis dem af os, der stadig hænger på din færden igennem dystopien overhovedet skal gide følge dig og serien til dørs. Ryst posen, skift til en Hawaii-skjorte, lær at spille et instrument inden sæson 9. Hvad som helst for at føje et par nye udtryk til den trætte palette af lidende cowboy-looks.

Spørgsmålet er jo, om vi og de andre i gruppen egentlig skal bruge dig til noget, eller om ikke bare Daryl (Norman Reedus) kan overtage butikken i det buddy-opgør, der lægges op til? Nu er du advaret.

På plussiden skal vi dog i det mindste ikke længere høre på dig vræle »Caaaaaarrrrl« udover landskabet.

Amalie Lindegård i ’29’.

10. Amalie i ’29’

Og her har vi så undtagelsen til reglen. Kløen, der gør godt.

Amalie Lindegård er skidegod til at spille skideirriterende. Og det mener vi som den varmeste kompliment.

Selvom hendes birollekarakterer i både komedieserien ’29’ og sidste års ’Yes No Maybe’ på DR 3 er små, formår Lindegård nemlig at puste så meget liv og komisk timing i de skrappe, dobbeltmoralske typer, at man klukker og græmmer sig i lige mål.

Særligt scenen i ’29’, hvor Lindegårds småbørnsmor på lettere aggressivt intimiderende vis udspørger hovedpersonen Julie om, hvorvidt denne synes, at hendes mand er lækker, er så ’Klovn’sk på kornet, at vi stik imod pinlighederne kun kan håbe på at se mere til hende i en eventuel sæson 2.

Well played.

Læs også: Det bedste og værste i Netflix’ danske serie ‘The Rain’