‘C. B. Strike’: Krimiserie med J.K. Rowling-forlæg er meget langt fra Hogwarts

‘C. B. Strike’: Krimiserie med J.K. Rowling-forlæg er meget langt fra Hogwarts
3 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Tom Edge, Ben Richards

Medvirkende

Tom Burke, Holliday Grainger, Kerr Logan, Ben Crompton, Natasha O'Keeffe

Spilletid

7 afsnit à 60 min.

Premiere

Den 18. maj på HBO Nordic

Harry Potter-mor J.K. Rowling har under pseudonymet Robert Galbraith skabt et krimiunivers, der rummer ekkoer af Agatha Christie, Raymond Chandler og Sir Arthur Conan Doyle – med et strejf af chokhorror a la ’True Detective’ og Jussi Adler Olsen i enkelte afsnit. Samtidig formår i hvert fald serien baseret på kriminalromanerne at indfange en nutidsfornemmelse præget af internetsupermarkeder, ubetalelige storbylejligheder og røgfri, tvangssteriliserede brune værtshuse.

Sådan udlægger Carmoran Blue Strike i hvert fald tidens dårskab, når han i en sørgmodig brandert ikke længere kan tænde sin smøg i spejlskæret fra ølhanerne på sin lokale pub. Han er som alle ordentlige privatdetektiver med trenchcoat trukket godt op under ørerne altid adskillige skridt foran de uduelige politimænd med skilt og håndvåben. Hans CV er broget: rockstjernesøn, Oxford-drop out, tidligere militærpolitidetektiv og Afghanistan-veteran.

Han humper rundt på en benprotese, erhvervet efter en vejsidebombe var tæt på at slå ham ihjel. Vi får i et flashback scenen, hvor sergent Strike vågner op med røg, vragdele og døde soldaterkollegaer omkring sig, mens en afghansk dreng peger på ham med sin pistol. Drengen beslutter i sidste øjeblik, at et bortsprængt ben må være lidelse nok for netop denne soldat, lader Strike leve og kvitterer i stedet med et smil og et blink med øjet. En episode som denne giver mere stof til mareridt og plagede nætter end et helt dusin Lord Voldemorts – samtidig fornemmer man, at der ligger flere hæsligt grinende skeletter og rasler i Strikes fortid, som vi i løbet af serien skal stifte bekendtskab med.

Den invaliderede, mutte og mumlende snushane – der stadig er flot, som en mere bamset Pete Doherty fra The Libertines – har noget lidt piratagtigt over sig filmet fra visse vinkler med sin læbespalte og manglende ben. Her finder man også det eneste greb fra Rowling, der rummer en svag rest af det eventyr og den magiske realisme, som flertallet primært forbinder med forfatterinden, der sandsynligvis aldrig behøver at åbne sin netbank med nogen former for nervøsitet.

Hendes detektivfigur, derimod, er gældsplaget, lever af pepperonipizza og minutnudler og sover i en sovepose på sit Soho-kontor, hvor han tager uhumske metoder i brug, når han skal lade sit vand. Alligevel kan han med samme selvfølgelighed som James Bond tilbringe natten med en supermodel, når efterforskningen som i de tre første afsnit leder ham ind i en verden af rigdom, high fashion, glamour og blitzlys. Man skal ikke lede for hårdt efter usandsynligheder og giver-det-overhovedet-mening? i en serie som denne; man skal nyde blandingen af genrefilm og realisme – gamle, vel-udtrådte genretroper på et genkendeligt bagtæppe af 10’ernes London.

Tom Burke spiller Strike med snøvlet charme og gigantisk karisma. Han er en Fox Mulder uden den konstante tilstedeværelse af det paranormale til at give mening i tilværelsen og efterforskningerne. I det mindste træder hans Dana Scully ind ad døren i seriens første afsnit. Robin Ellacott (Holliday Grainger) er indledningsvist midlertidigt ansat som sekretær, men hun udviser hurtigt væsentlige færdigheder i snushanefaget, der får hende til at takke nej til et ordentligt voksenjob inden for HR i en stor virksomhed indespærret i et højhus af glas og stål. På samme måde som i vintage ’X-Files’ bliver det mest spændende efter kort tid, om vores to protagonister faktisk kommer til at handle på den tiltrækning og gensidige beundring, der er til stede i hver scene i en grad, så det næsten bliver trættende for seerne.

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Robin Ellacott er en anelse for lillepigedukset og for-god-til-at-være-sand og i det hele taget frustrerende som figur. Hvorfor er hun, med sine åbenlyse aktiver, talenter og gode udseende, havnet sammen med en kedelig, corporate mellemledertype uden forståelse for den helt åbenlyse charme ved detektivfaget? Og hvorfor svælger hun i zucchinipasta, miso-suppe og levner sine sandwiches på farten, når hun i forvejen er slank og smækker? Senere afsnit vil sikkert afsløre mere, måske er der denne gang anorektiske skeletter inde i skyggerne. Baseret på de første fem afsnit er hun ikke en figur, der på nogen måde kan matche Strike.

Et mysterie om en supermodels død ved egen hånd sætter lynhurtigt hjulene i gang under plottet i de tre første afsnit. Politiet har alt for hurtigt afskrevet det tragiske dødsfald som selvmord. Naturligvis skal Strike vise dem, de tager fejl. Så langt, så Sherlock.

Vi følger herefter pligtskyldigt Strikes interviews med samtlige involverede i sagen og den langsomme afskrælning af mordmysteriet. »Fiver for a handjob?« siger en gadeprostitueret til Strike på et tidspunkt. Det er ikke den slags dialogudvekslinger, vi er vant til fra Hogwarts Skole for Heksekunster og Troldmandsskab.

Men selvom man fryder sig over det ganske radikale sceneskift for Rowling, bliver mysteriet også lidt langtrukkent, så man trods den snavsede fremstilling af London føler sig hensat til lørdag aftener på DR, hvor man med tunge øjenlåg prøver at holde sig vågen til Inspector Morse, mens han tøffer rundt i hyggelige Oxford. Fortællingen i de tre første afsnit – baseret på første Strike-roman kaldet ’The Cuckoo’s Calling’ – om adoption og arvefølge i overklassen er ikke nær så underholdende som Strikes egen fortid og øvrige relationer. Det er unødvendigt indviklet, som det skrider frem, og budskabet om de stenriges grådighed og ulyst til at give afkald på goder virker naturligvis evigaktuelle, men slog ikke mig som værende særligt originale eller overraskende.

I ’The Silk Worm’ – seriens fjerde og femte afsnit, baseret på roman nummer to – har Rowling tydeligvis nydt at lave en dyster historie om det litterære miljø fuld af fallerede forlæggere med bristede skrivedrømme og aldrende rebelforfattere – »engang var jeg en vred ung mand, nu er jeg en vred gammel mand«, som en Jens Christian Grøndahl-type proklamerer til en glamourøs litteratur-event. En forfatter har skrevet en slags hårrejsende grand guignol, en allegorisk nøgleroman om sine kollegaer, venner og fjender i bogbranchen, og er nu forsvundet sporløst. Hans kone beder Strike om hjælp. Det lækkede manuskript, hvis indhold er skildret i nogle ganske grufulde montager, er fuld af grænseoverskridende vold, der sandsynligvis kan måle sig med det meste af indholdet i Lars von Triers nye massemorderfilm Jeg fik faktisk erindringer tilbage til de mareridt, som Peter Myginds professorsøn Mogge lider af i Rigshospitalets søvnlaboratorie i de tidlige afsnit af TV-klassikeren ’Riget’.

Den eftersøgte forfatter finder Strike snart myrdet på en bestialsk facon med klare paralleller til, hvordan hovedpersonen i hans upublicerede bog er kommet af dage. Der er altså noget helt galt på færde i det litterære miljø – fortæller Rowling os med et sorthumoristisk pokerfjæs – og Strike afdækker sagens rette sammenhæng i fællesskab med Robin Ellacott, der i stigende grad indtager en jævnbyrdig rolle som efterforsker og udviser talent i samtlige af fagets discipliner. Ved femte afsnits udgang ventede jeg stadig på, at hun åbner op og bliver en mere sammensat person, også selvom hun dog, ret koldblodigt, vælger at være chauffør for Strike frem for at støtte sin kæreste, da tørvetrillerens mor dør helt uventet på samme tid, som Strike finder det bizart opskårne lig af den eftersøgte forfatter.

Rowling har indtil videre skrevet tre romaner om makkerparret. Tv-serien agter at fortsætte i kølvandet på bøgerne uden at stikke af fra forlægget og digte videre selv. Trods en del gode replikvekslinger er det eneste ved serien, der rigtigt klikker hos mig, Tom Burke lurvede privatdetektiv. Jeg føler mig bedre tilpas i hans selskab end med Benedict Cumberbatchs eller Robert Downeys zeitgeist-jagende Sherlocks (voksne mennesker foretrækker Jeremy Brett). Burke virker som født til denne rolle, og løfter omtrent et pænt stykke tv-håndværk ud af middelmådighedens dynd. Han er desværre også eneste grund til, at denne ellers lidt uoriginale metervare lige præcis klarer cuttet i en tid spækpakket med mere veloplagte, dristige og originale serier.


Kort sagt:
Der er desværre ingen must see-fornemmelse over dette ellers vellavede og velspillede krimidrama. Kun Tom Burkes skuespil som den etbenede detektiv er bristefærdigt med karisma, ellers er de indviklede plots tilsat en knivspids socialrealisme ikke overraskende eller originale nok. Anbefales kun til krimifans med akut underskud.