1. Cruz og Bardem magnetiserer
Den gode nyhed: Asghar Farhardis ’Everybody Knows’ med powerduoen Javier Bardem og Penelope Cruz er den bedste åbningsfilm på Cannes-festivalen i årevis. Den dårlige nyhed: Det er den iranske mesters svageste film.
Ingen af delene siger dog nødvendigvis så meget. Åbningsfilmen bliver som regel valgt ud fra hensynet til glamour på den røde løber snarere end kvalitet, men i år er festivalen begunstiget af, at de to ting går op i en højere enhed. Ingen kan klage over at se en Farhadi-film på den prominente placering.
Den dobbelte Oscar-vinder er blandt de få nulevende instruktører, som kun laver gode (’The Salesman’), fremragende (’Fortiden’) eller mesterlige (’About Elly’, ’Nader & Simin’) film. Hans første spansksprogede sag hører til i førstnævnte kategori. Penelope Cruz rejser med sine to børn fra Argentina til sin lille spanske hjemby, hvor hendes søster skal giftes. Gensynsglæden er stor, også med hendes gamle flamme Pablo (Javier Bardem), og Farhadi filmer festlighederne og hjertevarmen med en helt anden pittoresk sommerglød, end han har for vane.
Glæden afløses dog af kaos og sorg, da et familiemedlem forsvinder, og de involveredes intentioner, fortrydelser og hemmeligheder blotlægges, i takt med at desperationen vokser. Hos Farhadi læger tiden læger alle sår, lige indtil de bryder op igen, og som altid er han en suveræn dukkefører, der elegant sammenvæver et stort karaktergalleris mere eller mindre dunkle motivationer. Men med et kidnapningsdrama som udgangspunkt og telenovela-agtige plottwists bevæger iraneren sig også mere over i en genrefortælling end nogensinde før, og selvom det Agatha Christie-agtige mysterium tænder op underå spændingsmotoren, gør behovet for ydre plotforløsning ham i længden ingen tjenester.
Og selvom Cruz og Bardem spiller stærkt med følelserne uden på tøjet, er der også noget i deres magnetiske tilstedeværelse, der distraherer – både superstjernerne, deres medspillere og de romantiske billeder af solsvedne spanske gårdsteder tager toppen af netop den psykologiske troværdighed, der er Farhadis styrke. Er Penelope Cruz og Javier Bardem, der som bekendt danner par i virkeligheden og her spiller sammen for første gang siden Woody Allens ’Vicky Cristina Barcelona’, simpelthen for lækre til Farhadis filmkunst? Nå ja, hvis det er deres største problem…
2. Blanchett bestemmer
Det var et ømt syn, da 1,63 meter høje Martin Scorsese og Cate Blanchett på 1,74 plus halvmeterhøje hæle officielt erklærede Cannes Film Festival for åben.
Blanchett er præsident for årets jury, der om 10 dage skal beslutte, hvilken film der går over i historien med Guldpalme-prædikatet på plakaten. Og man kan spekulere til døde over, hvilken slags historier der får hjertet til at banke på årets juryhold, der også består af folk som Kristen Stewart, Denis Villeneuve, Ava DuVernay og Andrej Zvyagintsev.
Cate Blanchett har i interviews slået fast, at hun vil røres af film, som både føles tidssvarende og eviggyldige, og ved juryens pressemøde understregede hun, at juryen ville se på filmene som film uden skelen til politiske aspekter som #Metoo.
Som vi ved fra film som ’12 Angry Men’ og ’Juryen’, er det interessante dog, hvem der egentlig har magten over juryen. I 2011, hvor Robert De Niro var formand, og’Tree of Life’ løb med hovedprisen, var det efter sigende den intellektuelle franske eks-kritiker og instruktør Olivier Assayas, der overbeviste gruppen efter lange diskussioner med sætningen: »Vil vi virkelig være den jury, som ikke gav Terrence Malick Guldpalmen«?
Med sin overjordiske udstråling og respektindgydende intellektuelle kapacitet ligner Blanchett en stærk jurypræsident, der næppe lader sig tryne. Også instruktørerne Ava DuVernay (’13th’) og Denis Villeneuve (’Arrival’, ’Blade Runner 2049’) er gode bud på, hvem der har den største gennemslagskraft.
3. Gyllenhaal og Mulligan imponerer
Stjernestøv er der også i Paul Danos første film som instruktør i form af Jake Gyllenhaal og Carey Mulligan. I ’Wildlife’, der fik verdenspremiere på Sundance-festivalen tidligere på året og i Cannes vises i parallelserien ’Critic’s Week’, spiller de et ægtepar i den nedre amerikanske middelklasse, Jerry og Jeanette, der i 1960 er flyttet til Montana med deres teenagedreng Joe. De har ikke meget, men de har hinanden, indtil Jerry (igen) bliver fyret fra sit job som altmuligmand på en golfbane, og kernefamilien støt og roligt splintres til atomer.
I midten af det hele ser den velopdragne Joe til, mens hans forældre knuses under skuffede forventninger og kampen for smør på brødet. Og man har inderligt ondt af ham, når hans forældre betror sig mere til ham end hinanden, og han gør sit bedste for at være loyal over for dem begge.
Det er et lavmælt, stemningsfuldt portræt (understøttet af musik fra blandt andre tragisk afdøde Jóhann Jóhansson) af den amerikanske familiestruktur på et tidspunkt, hvor forældrerollerne er til forhandling, og hvor sønnen må indse, at deres sammenhold og lykke ikke var så fasttømret, som han havde troet. Sådan er virkeligheden i et klassesystem, hvor det er de færreste, der kravler op af stigen, som nogen kalder den amerikanske drøm.
Mulligan og Gyllenhaal leverer nuancerede præstationer, og så er det slående, hvor meget Ed Oxenbould som 14-årige Joe ligner en ung udgave af Paul Dano. Man får tanken, at han trækker på personlige oplevelser, selvom filmen er baseret på en roman.
Uanset hvad kan skuespilleren fra film som ’There Will Be Blood’ og ’Prisoners’ i hvert fald roligt fortsætte instruktørkarrieren. Debuten er bestået.
Læs også: De 10 film, vi glæder os mest til på årets Cannes-festival