»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Cannes-highlights dag 6: Nicolas Cages mest sindssyge film til dato efterlader én fuldstændigt målløs

Cannes-highlights dag 6: Nicolas Cages mest sindssyge film til dato efterlader én fuldstændigt målløs
Nicolas Cage i 'Mandy'.
Vores udsendte har set den hidtil bedste konkurrencefilm, mens ny Nicolas Cage-film er så dårlig, at den muligvis er god, og ny Michael B. Jordan-film skuffer.

1. ‘Mandy’ bliver kult

‘Only God Forgives’ møder ‘Commando’ møder ‘Ghost Rider’ møder ‘Taken’ møder ‘Green Room’ møder ‘The Wicker Man’ møder den mest underlødige dæmon-horror-b-film, og så har du Nicolas Cages nye film, ‘Mandy’.

Filmen fik verdenspremiere på Sundance-festivalen tidligere på året og er netop blevet vist på Cannes i parallelprogrammet Directors’ Fortnight. Og det er, som nok allerede fornemmes, en fuldstændigt vanvittig oplevelse – Nic Cages mest sindssyge projekt i karrieren, og det er altså en mand, der både har været med i ‘Wild at Heart’ og ‘Bad Lieutenant’.

Instruktøren bag ‘Mandy’ hedder Panos Cosmatos, og han har i konstant slowmotion, drivende psykedeliske farver og med et virkelighedsforvrængende sonisk score af afdøde Johann Johannsson skåret en fortælling om en skovhugger, Red, der skal hævne mordet på sin kone Mandy. Det er dog langt fra så generisk, som det lyder, for morderne er en mildt sagt creepy Jesus-kult med assistance fra dæmoniske uhyrer tilkaldt via et slags middelalderligt valdhorn, og det hele foregår i Shadow Mountains dunkle skovområder langt uden for lov og ret.

Filmen lægger mareridtsagtigt ud (ja, faktisk kunne hele filmen godt være en drøm) og stikker så fuldstændigt af i et hævn- og blodorgie, der får filmen til at miste ethvert fodfæste, toppet op med genialt elendige Nic Cage-replikker (»You. Ruined. My. T-Shirt«) og scener, som er øjeblikkeligt meme-materiale, særligt en sekvens hvor Cage af uransagelige årsager både drikker en flaske sprut og vasker hænder i det på skift, mens han indimellem råber desperat ud i luften på et toilet. Om scenen skal virke latterlig, står hen i det uvisse, men i salen blev der i hvert fald grinet højlydt.

Jeg er ret sikker på, at Nicolas Cage spiller katastrofalt i filmen, men jeg er også ret sikker på, at han er som skabt til rollen. Jeg tror også, det er en af de værste film, jeg nogensinde har set, men jeg må også sige, at den er svært underholdende, dragende og over the top. Så dårlig, at den er god. Og ingen tvivl om, at den bliver kult.

Titelfiguren i Alice Rohrwachers ‘Happy Lazzaro’.

Annonce

2. Mest originale kirkemusik siden ‘Breaking the Waves’!

Italienske Alice Rohrwacher stod bag min favoritfilm på Cannes-festivalen anno 2014, ’The Wonders’. Og nu har hun igen udøvet mirakler.

Hendes nye film, ’Happy Lazzaro’, lægger ud som hendes forrige film med en naturalistisk, levende landfortælling om en storfamilie af arbejdere, der dyrker tobakmarkerne for en aristokratisk markise, der lige har glemt at fortælle dem, at det italienske stavnsbånd er ophævet for længst.

Rohrwacher har et særligt nøgternt og dog poetisk blik for både det barske og smukke i de italienske udkantsområder, men denne gang chokerer hun, da hun pludselig sender filmens titelperson, den naive unge mand Lazzaro, ud over en klippeskrant – og lader ham vågne årtier senere uden at have forandret sig en tøddel!

Lazzaro er en fjern proletarslægtning til Fyrst Myrskin i Dostojevskijs ’Idioten’, et passivt, hjerteligt hylster, der har tiltro til alle mennesker og lader sig føre af skæbnens hånd frem for den anden vej rundt. Gennem ham tegner Rohrwacher et slående portræt af, hvordan de tidligere stavnsbundne bønder heller ikke i den kapitalistiske frihed er synderligt frie. Med den drømmeriske magiske realisme løfter instruktøren sig til et nyt niveau, og en scene, hvor en kirkepianists orgelmusik helt bogstaveligt flyver ud af kirkerummet, er den mest originale brug af religiøse toner siden Triers ’Breaking the Waves’. ’Happy Lazzaro’ er min foreløbige favorit i hovedkonkurrencen.

Michael B. Jordan og Michael Shannon som destruktive brandmænd i ‘Fahrenheit 451’.

3. Michael B. Jordan i flad sci-fi-fortælling

Ray Bradburys sci-fi-klassiker ’Fahrenheit 451’ fra 1953 udspiller sig i en fremtid, hvor bøger er forbudt. Ifølge det totalitaristiske styre står de nemlig i vejen for folks lykke, og styrets brandmænd er således ikke ansat til at slukke brande, men til at tænde dem: Til at finde og sætte ild til »graffiti«, som de forbudte tryksager kaldes.

Den franske nybølge-mester Francois Truffaut filmatiserede bogen i 1966, og selvom viden i dag ikke kun er forankret i fysiske tekster, giver det faktisk mening med en opdatering: Der er tilstrækkeligt steder i verden, hvor viden, poesi, klassisk dannelse og historie forvanskes eller forbydes til, at fortællingen stadig vækker genklang i en teknologisk opdateret gentænkning, der tager højde for internettet, som vi ser det i Ramin Bahranis nye udgave, der har fået verdenspremiere på Cannes-festivalen og kan ses på HBO Nordic fra 20. maj.

Desværre har Bahrani, der i starten af sin karriere blev udråbt som »den nye store amerikanske instruktør« af Roger Ebert efter sublime, naturalistiske dramaer som ’Chop Shop’ og ’Goodbye Solo’, lavet en overfladisk opdatering. Michael B. Jordan spiller hovedpersonen Montag, en talentfuld brandmand i lære hos majoren Beatty (Michael Shannon). Han er indoktrineret til at tro på det rigtige og nødvendige i bogafbrændingerne, men efter møder med de nogle af de oprørere, som kæmper for bøgernes bevarelse, antændes en flamme af oprør langsomt i ham.

Jeg har elsket Michael B. Jordan siden ’The Wire’ og ’Friday Night Lights’, men han overbeviser aldrig som den vækkede propagandist og får ærlig talt heller ikke meget at arbejde med. Mere spændende er Michael Shannons Beatty, en mørk ekstremist, der i smug kan litteraturhistorien ud og ind. Men filmen ligner en fattigmandsudgave af ’Blade Runner’ og får hverken skabt et fængslende visuelt univers eller en inddragende fortælling. Det er Bahranis største film til dato, men desværre også hans dårligste.

Læs også: Cannes-highlights dag 5 – kvindemanifestation på den røde løber havde fortjent bedre filmopfølger

Læs også: Cannes-highlights dag 4 – Mads Mikkelsen, hvad er det dog, du udsætter dig selv for?