Cannes-highlights dag 9: ’It Follows’-instruktør er tilbage med sex, vold og stor mystik

Cannes-highlights dag 9: ’It Follows’-instruktør er tilbage med sex, vold og stor mystik
Riley Keough i David Robert Mitchells 'Under the Silver Lake'.
Koreansk mester har lavet en af årgangens bedste film, mens David Robert Mitchell bør cutte mindst en halv time af sin opfølger til 'It Follows', rapporterer vores filmredaktør fra Cannes.

1. Neo-noir med Andrew Garfield er charmerende og lang

David Robert Mitchell slog slagkraftigt igennem med ’It Follows’ i 2014, en visuelt brillant og pænt uhyggelig arthousegyser. Og med sin opfølger, der nu har fået verdenspremiere i hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen, antyder han glimtvist, at han har potentiale til at blive en af de store amerikanske instruktører for en ny generation. Meget bogstaveligt på skuldrene af filmhistoriens store mestre.

’Under the Silver Lake’ er nemlig en 90’er-sat neo-noir om drømme og mareridt i Los Angeles og viser hyppigt tilbage til alt fra Hitchcock til ’Somethings Gotta Give’ og ’Mulholland Dr.’, ja, faktisk kunne man snildt bruge en uge på at spotte referencer i historien om den unge slacker Sam (nod-nod til privatdetektiven Sam Spade fra Dashiell Hammetts noir-krimier), der hvirvles ind i mysteriet om en forsvunden pige.

Sam (Andrew Garfield) bor i et lurvet lejlighedskompleks i L.A., og man fornemmer, at han som alle andre engang kom til byen med en drøm, men nu spenderer han først og fremmest dagen med at lure på de hotte aspirerende skuespillerinder, når de defilerer ned i poolen. Han indleder en kortvarig romance med den gådefulde Sarah (Riley Keough), men pludselig forsvinder hun ud af den blå luft. Og Sam sætter sig for at følge hendes spor, hvilket leder ham ind i en paranoiaspækket verden af skjulte populærkulturkoder koder, en hundemorder på fri fod, kongen af byens hjemløse, underjordiske gange, poolfester med skaktema, en berømt milliardærs død, en konspirationsteoretisk undergrundstegneserie, en sangskriver der tager æren for at have skrevet alle historiens største hits og et band ved navn Jesus and the Brides of Dracula.

Andrew Garfield i ‘Under the Silver Lake’.

Det er noget af en cocktail, og filmen er da også en vildt strittende og uperfekt, men også ofte charmerende coming of age-rejse, der er beslægtet med Paul Thomas Andersons ’Inherent Vice’, men med mere fremdrift og underholdningsværdi. Første del af filmen er sexet, medrivende, sjov og sine steder creepy med underlige lynindfald af gore, der langt overgår Triers ellers så omdiskuterede ’The House That Jack Built’.

Det er en slags privilegeret hvid computer- og popkultur-besat 90’er-døgenigts våde drøm om, at der venter en sexklar kvinde og et stort mysterium ved hvert gadehjørne – men også en film, der er klar over, at den leger med filmhistoriens klassiske male gaze, om end det er en skam, at kvinderollerne er så overfladisk optegnede.

I slutdelen mister man interessen, og man kan egentlig blot håbe for David Robert Mitchell, at han barberer mindst en halv time af den to timer og 20 minutter lange spilletid, før han sender filmen videre ud i verden.

Steven Yeun fra ‘The Walking Dead’ i Lee Chang-dongs ‘Burning.

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

2. En af hovedkonkurrencens bedste film

Koreanske Lee Chang-dong er en af de mest markante moderne auteurs, men overproduktiv er han ikke, og det er efterhånden otte år siden, at hans seneste film, den fremragende ’Poetry’, fik premiere på Cannes-festivalen.

Chang-dong skaber intime og meget specifikke karakterstudier, der samtidig føles som mikrokosmiske portrætter af Sydkoreas moralske deroute. Som i ’Oasis’ fra 2002, hvor et kærlighedsforhold mellem en mentalt handicappet mand og en spastisk kvinde – på hver deres måde marginaliserede – kun kan ende galt. Og førnævnte ’Poetry’, hvor en bedstemor må tage et moralsk valg i et lokalsamfund, hvor generationer af mænd beskytter hinanden ud fra kynisk egoisme, efter hun finder ud af, at hendes barnebarn har været blandt en gruppe af drenge, som har voldtaget og drevet en pige til selvmord.

Nu er Chang-dong så mesterligt tilbage med ’Burning’, der bygger på en novelle af japanske Haruki Murakami, hvilket mærkes: Her er genkomne Murakami-motiver som katte, uforløste telefonopkald, kryptiske metaforer og en aspirerende forfatter, der trækkes ind i noget, han har svært ved at kapere omfanget af.

Udgangspunktet er den unge, lidt forsigtige Lee, der forelsker sig i den friske Shin. Hun har planlagt en rejse til Afrika, og da hun vender hjem, har hun irriterende nok en flot fyr på slæb, som hun har mødt i lufthavnen: Den rige, selvtillidsfulde og gennemsympatiske Ben (Steven Yeun fra ‘The Walking Dead’), som er svær at hamle op med. Han kører i Porsche, bor i en lækker lejlighed og laver lækker mad, mens han hører lækker musik. Han er, som Lee siger, en slags koreansk Jay Gatsby, der har det hele, uden at nogen ved, hvor hans rigdom kommer fra.

Her forventer man, at filmen udvikler sig til et sødt og simpelt trekantsdrama, men gradvist tager fortællingen en uventet drejning, der giver den et udpræget thrillerpræg. Faktisk er den herfra så underspillet suspensefuld, at man holder vejret, mens Chang-dong med forbløffende æstetisk præcision lader dramaet spidse til. Og midt i spændingen tegner Chang-dong endnu et præcist og kritisk billede af et Sydkorea, hvor de nyrige overklasse synes hævet over resten af samfundet. ‘Burning’ er simpelthen en af hovedkonkurrencens bedste film.

Stanley Kubricks ‘2001: A Space Odyssey’.

3. Monumentalt hovedværk på det store lærred

Den bedste halve film, jeg har set på årets Cannes, er 50 år gammel. Stanley Kubricks monumentale rumklassiker ’A Space Odyssey’ blev jubilæumsvist i en knivskarp 70 mm-kopi med introduktion af en af filmens største fans, en vis Christopher Nolan.

Nolan fortalte, hvordan hans far havde taget ham med ind og se filmen som barn, og at det var her, det gik op for ham, hvad levende billeder på det store lærred var i stand til. Og selvom de fleste i salen vel havde set filmen før, gik der et sug gennem publikum under den utrolige introsekvens, hvor en flok aber opdager en mystisk monolit, indleder en stammekrig og kaster en knogle i vejret, der blænder over i et rumskib millioner af år senere i filmhistoriens mest berømte klip.

Der er bare noget særligt ved at se en så utrolig visuel og genredefinerende konstruktion på et kæmpe lærred med fuld knald på lydsiden, og det er forbløffende hvor flot og opslugende den stadig er. Filmen blev fremvist som ved den oprindelige premiere med indlagt pause, hvor jeg måtte smutte for at få programmet til at gå op. Men selv med kun lidt over halvdelen af filmen under huden var det en reminder om, hvordan Cannes-festivalen ikke kun vibrerer i jagten på den næste Guldpalmevinder. Festivalen er også en hyldest til filmkunstens historie og tradition, alt det, de nye film bygger ovenpå.

Læs også: Cannes-highlights dag 8 – Den nye ‘Star Wars’-film er den kedeligste, jeg har set på festivalen

Læs også: Anmeldelse af Lars von Triers ‘The House That Jack Built’ 

Læs også: KOMMENTAR – »Jeg har ingen respekt for dem, der udvandrede fra Lars von Trier og sladrede bagefter«