’Cargo’: Netflix-film med Martin Freeman giver liv til den døde zombiemetafor

’Cargo’: Netflix-film med Martin Freeman giver liv til den døde zombiemetafor
Martin Freeman i 'Cargo'.
4 6
Spillefilm
Instruktion

Yolanda Ramke og Ben Howling

Medvirkende

Martin Freeman Anthony HayesCaren Pistorius

Spilletid

105 min.

Premiere

Kan ses på Netflix

’Saw’, ’Bottle Rocket’, ’Mama’, ’The Babadook’ og ’Lights Out’ er eksempler på, hvordan nogle kortfilm formår at fylde deres begrænsede plotkødklump ud med et fortælleskelet i en spillefilmudgave, mens det for andre bliver en overflødig fedtbræmme, som overskygger for den oprindelige koncise idé.

Den australske Netflix-film ’Cargo’ med Martin Freeman tilhører mestendels første kategori.

Yolanda Ramke og Ben Howling kunne have taget deres prisvindende syvminuttersfilm om en virusinficeret fars uundgåelige (og rørende) afsked med sin lille baby og være gået tilbage til ophavet for at forklare den postapokalyptiske verdenssituation. I stedet er instruktørparret gået op i scope og har givet en samfundskritisk krop til deres australske zombiehylster.

At de øde, monumentale vidder down under overbeviser som postapokalyptisk scene uden digital manicure, viste George Miller os allerede for 30-35 år siden med de oprindelige ’Mad Max’-film. I ’Cargo’ er det en helikoptertur gennem en buskfyldt slette som et purpurrødt sengetæppe før solopgang, der leder os frem til den lille, gule husbåd i langsom drift gennem en af områdets pittoreske floder.

Annonce

Her sejler parret Andy (Martin Freeman) og Kay (Susie Porter) med deres baby Rosie i forsøget på at holde familieidyllen intakt, i hvad der langsomt viser sig at være en civilisatorisk eftertid. Andy tjekker en forladt sejlbåd for mad. En dør åbner sig mystisk på klem. Kay vender nysgerrigt tilbage, men –brrww! – hun trækkes ned i mørket på vej ud af båden. Heftige trommer og et langsomt kameraløft ud fra kabinens indre grusomheder.

’Cargo’ skræmmer aldrig. Og vil måske slet ikke. I en tid, hvor det ellers regner med zombie-trusler i film og serier, er Ramke og Howling mere interesseret i lavmælt at give lokalt kolorit og liv til den døde zombiemetafor.

En hvid familiefar vil tage sin familie med sig i graven, en anden skydegal hvid mand burer aboriginere inde som lokkemad for zombierne. De er truslen. Zombierne stikker derimod hovedet i jorden i ren fortabelse. Idealet er George A. Romeros allegorier over samfundsmassernes selvdestruktion, minus satiren og det blodige schlock.

Historien kunne ellers sagtens være gået rendyrket camp, da den en tredjedel inde genspiller kortfilmens præmis. Familien kører galt, og Andy vågner op til synet af en muteret Kay, som bider ham og derefter giver Andy 48 timer til at finde et nyt hjem til sin sagesløse baby – før han selv drives af blodslyst.

I den aktuelle spillefilmsudgave lader Ramke og Howlings fint en parallelhistorie om den aboriginske pige Thoomi krydse Andys vej. Thoomi har selv mistet sin far til smitten, men hun tror på åndelige løsninger i kraft af sin kulturelle oprindelse.

Martin Freeman træder med maskulint fuldskæg frem som stærk leading man i gradvist forfald og som Rosie er tvillingerne Lily Anne McPherson-Dobbins og Marlee Jane McPherson-Dobbins stjerner in spe. Både Kay og Rosie varetager dog i det store hele en sekundær rolle. Fortællingen tilhører på romantisk vis naturen og dets oversete folk.


Kort sagt:
De australske spillefilmdebutanter Yolanda Ramke og Ben Howling har taget en hjerteskærende kortfilm om en fars zombieovergang med baby i backpack, der kunne have foregået hvor som helst, og givet den kulturspecifik karakter midt i de velkendte genretroper. Det er blevet til en sympatisk allegori over den hvide kernefamilies sammenbrud over for den aboriginske samhørighed med den vilde sydaustralske natur.