’Deadpool’ vil være den uhøjtidelige drengerøv i klassen, men filmens selvpromovering er alt andet

’Deadpool’ vil være den uhøjtidelige drengerøv i klassen, men filmens selvpromovering er alt andet
Ryan Reynolds (må man gå ud fra) i 'Deadpool'.

I denne uge lander ’Deadpool 2’ med lovende twitter-buzz i bagagen fra det amerikanske, klar til at friste diverse lavthængende sammenligninger med mastodonten ’Avengers: Infinity War’ (tæl dem på fingrene når de danske anmeldelser publiceres), og atter skole det filmiske tegneserieunivers i flabet uhøjtidelighed igennem Ryan Reynolds vansirede ’Merc with a mouth’.

Kælenavnet siger det hele: Deadpool er alle tiders mest rapkæftede (anti)helt med en forkærlighed for knogleknasende, blodsprøjtende ultravold og politisk ukorrekte oneliners i skøn forening. Den første film fra 2016 blev en gedigen R-rated succes takket været Reynolds nådesløse selvironisering og hudfletning af genren komplet med effektive brud på den fjerde væg, og kæk metasatirisk markedsføring op til premieren skabte elektrisk fanhype.

Den svære toer har med andre ord ikke så lidt at leve op til, og som vanligt er der gået supersize me-mentalitet i franchisemaskinen. Det betyder naturligvis flere helte på skærmen, en sejere skurk og vildere action – we know the drill, og det gør Deadpool også, hvorfor den nye films tagline ganske enkelt lyder »It feels bigger«. Alt sammen helt på sin plads, for man skulle være et skarn eller særdeles grøn i gamet for at klage over tempoet i en ’Deadpool’-film.

‘Deadpool 2’-plakaten er ikke ene om at parodiere ‘Flashdance’. Til højre er det Nick Frosts ‘Cuban Fury’ fra 2014.

Så meget desto mere irriterende er det imidlertid, at den allestedsnærværende og år lange reklamestrategi for ’Deadpool 2’ er muteret fra fræk originalitet til forudsigeligt kommercielt spam. ’Deadpool’s claim to fame er måden, hvorpå franchisen soler sig som superhelteunikum i vrimlen af stoiske frelsere, men toerens kalkulerede selvpromovering er blevet trættende selvhøjtidelig – præcis dét, karakteren for alt i verden skal undgå for at bevare sin individualistiske nerve.

Det er en hårfin balancegang, for ’Deadpool’s kække viralkampagner blev med den første film cementeret som en succesfuldt integreret del af filmkonceptets dna og Reynolds kommunikation med fansene (som har gengældt kærligheden med egne kreative hyldester). Men når kaninen først er hevet op af hatten én gang, går glansen af pelsen, og bombardementet af tweets, plakatversioner, trailers, crossover-jokes, promo-videoer – deriblandt med David Beckham – og sågar en Celine Dion-musikvideo har været sanselammende massivt.

Sponsoreret indhold
Rejs ind i HBO Nordics mange verdener
Ingen destinationer i virkelighedens verden er helt så vilde, som rejsen ind i HBO Nordics univers – prøv 1. måned gratis her
HBO Nordic

Selvom flere af pr-påfundene er spøjse – jævnfør Dion og Beckhams optrædener – har ’Deadpool’-teamets reklameiver truet med at punktere det egentlige værks momentum inden filmen overhovedet får mulighed for at vise, hvad den selv kan. Et par teaser-plakater synes sågar lige lovligt inspirerede af andre produktioners gode ideer:

‘Deadpool 2’s første officielle plakat viste lurendrejeren i ‘Flashdance’-pose – eksakt samme billede som den engelske komiker Nick Frost parodierede på plakaten til sin film ‘Cuban Fury’ fra 2014. En anden ‘Deadpool’-plakat modelleret over Norman Rockwells berømte Thanksgiving-maleri ‘Freedom from Want’ fulgte i fodsporerne på ‘Modern Family’-episoden ‘Tableau Vivant’ fra 2012, hvor hele familien genskaber maleriets opsætning til datteren Alex’ skoleprojekt.

‘Deadpool 2’ vs. ‘Modern Family’.

Tilfælde? Kanske. Men man skulle nu alligevel mene, at den amerikanske (pop)kulturs skattekiste var rig nok til, at man kunne undgå åbenbare referenceoverlap fre nyere tid. Så var det straks en langt bedre ide og helt i filmens ånd, da Fox og IMAX for nylig kørte en designkonkurrence for fans, hvis bedste ‘Deadpool’-plakater blev sat op i biografer.

Det er bestemt muligt, at ’Deadpool 2’ er smaskunderholdende. Vi får syn for sagen senere på ugen. Men Fox’ kampagnemani har uvægerligt lagt endnu mere pres på fortsættelsen, der skal ryste mere og andet end blodig metaironi ud af ærmet for at matche etterens friskhed, og undgå at føles som en montage af memes over en franchise, der skal vare sig for ikke at leve igennem markedsføringsgimmicks fremfor reel filmværdi. Når der samarbejdes med 7-Eleven og reklameres for mikroovnsmad, tequila-brands og slikfirmaer, er der pludselig ikke langt til generisk Happy Meal-status.

Ganske vist kan Deadpool hele sig selv, men kan han også stykke 1001 teasers sammen til et gensidigt tilfredsstillende klimaks?

‘Deadpool 2’ får premiere den 16. maj.

Læs også: Se en dansende Deadpool iført høje hæle i ny Céline Dion-video