»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Den vigtigste film i verden lige nu

Den vigtigste film i verden lige nu
Nadline Labakis Guldpalmefavorit 'Capharnaüm', der torsdag aften blev vist for verdenspressen.
For kort tid siden sluttede Nadine Labakis 'Capharnaüm', der er dette års sensation på Cannes-festivalen. Vores filmredaktør fældede tårer, og på lørdag bør filmen vinde Guldpalmen.

2013 havde ’Adéles liv’. 2015 havde ’Son of Saul’. 2016 havde ’Toni Erdmann’. Og 2018 har i ’Capharnaüm’ den der film, som ingen havde regnet med på forhånd, filmen, hvis instruktør ikke kom med de store meritter på forhånd, men blæser alle kollektivt omkuld.

Det er i skrivende stund nøjagtigt seks minutter siden, den tredje film fra libanesiske Nadine Labakis sluttede fuldstændigt overvældende i Salle Debussy, og det var umuligt for mig at holde tårerne tilbage.

I filmens begyndelse sender en uventet retssalsdialog rammen for fortællingen. »Hvorfor er vi her i dag«, spørger dommeren den 12-årige Zain. »Jeg vil sagsøge mine forældre«, svarer han. »Hvorfor vil du sagsøge dine forældre?« »For at bringe mig til verden«.

Hvad sender en 12-årig dreng derud, på den anden side af tilgivelse og håb? At han kommer direkte fra fængsel for at have stukket en mand ned, en »son of a bitch«, som han siger, lægger endnu et lag til vores nysgerrighed.

Med ultrapræcis og følsom naturalisme giver Labaki os svaret. Vi ser, hvordan Zain – en overmåde køn dreng, der er for kvik til sit eget bedste – er stuvet sammen i en sølle lejlighed i Beiruts slum med sine to desillusionerede forældre og seks-syv søskende. Hvordan han arbejder hårdt som stik-i-rend-dreng i en lille kiosk, som juicesælger på gaden, og hvad der ellers kan give småører nok til, at familien akkurat kan holde sig oven vande. Hvordan han allermest elsker sin 11-årige lillesøster og resolut hjælper hende med at skjule det, da hun får sin første menstruation. Det ved han nemlig godt, hvad betyder – og i sidste ende kan han ikke stille noget op, da søsteren bliver solgt til ægteskab med en fuldvoksen mand for et kuld høns.

Følelsesmæssig mavepuster

Zain løber hjemmefra i beundringsværdig moralsk anfægtelse. Han drifter lidt omkring og følger så efter en af lokalsamfundets andre udskud – en mand, der meget sigende er klædt i en Spider-Man-dragt med en kakerlak i stedet for edderkop på brystet (»Cockroach Man« kalder han sig i en af filmens adskillige poetisk-humoristiske scener) – til et lokalt tivoli, hvor han møder en etiopisk immigrant, Rahil.

Hun arbejder illegalt som rengøringsdame, og Zain ender med at tage sig af hendes étårige søn i hendes blikskur af et hjem, mens hun går på arbejde. Og det er på én gang hjerteskærende og livsbekræftende at opleve ham opretholde livet hos denne lille sagesløse baby på den mest opfindsomme måde: Babyens krybbe er et badebassin af plastik, mens Zain hugger et skateboard og en gryde, der tilsammen udgør en udmærket klapvogn. Sådan kommer de rundt i byen.

Labaki filmer med flot fornemmelse for det smukke i de sølle skæbner, sollyset gennemtrænger billederne, uden at hun forfalder til billig slumromantik. Samtidig løfter et guddommeligt klassisk score filmen i en retning, der gør den til en følelsesmæssig mavepuster på en anden måde end hos beslægtede neorealistiske, mere spartanske instruktører som Dardenne-brødrene og tidlig Ramin Bahrani. Men deres blik for intimt, empatisk og alligevel nøgternt at skildre underklassens liv deler hun i dette overraskende gennembrud.

Det er en film, der stiller store spørgsmål om, hvad et værdigt liv er, og hvordan vi tillader at se en ny generation af mennesker vokse op i elendighed, når verdens rigdom er større end nogensinde før. En film, der får én til at kigge anderledes på de synlige, men usynlige skæbner, vi alle har stødt på i den tredje verdens storbyer. Et sindbillede på globalisering og ulighed.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

Uforglemmeligt nærbillede

Men det er mest af alt en hjertevridende konkret historie om Zain og Rahil, der ligesom filmens andre karakterer er spillet af mennesker med skæbner, der ligger tæt på deres roller. Og slutnærbilledet af Zain vil jeg aldrig glemme. Det sender ’Capharnaüm’ op i den himmel af uforglemmelige film om udstødte børn, hvor ’Cykeltyven’, ’Ung flugt’, ’Barnet’ og ’The Florida Project’ allerede befinder sig.

Jeg vil vædde på, at ’Capharnaüm’ vinder Guldpalmen på lørdag, for med sin emotionelle resonans og dybe samfundsmæssige relevans ligner det akkurat den film, jurypræsident Cate Blanchett & co. er på udkig efter. I så fald vil det blot være anden gang, en kvindelig instruktør går hjem med Guldpalmen.

Og når nu ’Capharnaüm’ har gået sin sejrsgang over det kommende år, mod Oscar og så videre, vil der sikkert komme et backlash af folk, som synes, at Labaki hamrer for meget på følelserne og slår åbne døre ind, og at filmen simpelthen ikke er elendig nok at skue.

Men jeg kan allerede sige på forhånd, at det magter jeg ikke, for lige nu er ’Capharnaüm’ den vigtigste film i verden. Middelmådige tv-serier, gennemsnitlige amerikanske film, den sikre underholdning, de prætentiøse langtravere, alt det bliver sat i relief, når man får en biografoplevelse som denne. Og blive mindet om, hvorfor det, der sker her i Cannes, ikke blot er for filmnørder og celeb-narkomaner. I de bedste stunder er festivalen transformativ.

Læs også: Cannes dag 9 – ‘It Follows’-instruktør er tilbage med sex, vold og mystik

Advertisement