Filmmesters sagnomspundne 25 års-projekt er en katastrofe

Filmmesters sagnomspundne 25 års-projekt er en katastrofe
Adam Driver i Terry Gilliams omsider realiserede 'The Man Who Killed Don Quixote'.
Foto: Diego Lopez Calvin
Terry Gilliam har arbejdet mere end et kvart århundrede på ’The Man Who Killed Don Quixote’, som nu endelig har fået premiere på Cannes-festivalen med Adam Driver i hovedrollen. Desværre er resultatet lige så katastrofalt som tilblivelsesforløbet.

I den fortekst, der er højdepunktet i ’The Man Who Killed Don Quixote’, står der, at nu kommer endelig filmen, som både har været i the making og unmaking igennem 25 år. Det udløste spontant bifald blandt publikum.

Terry Gilliams passionsprojekt er et af historiens mest uheldsvangre og i årtier mest berømt urealiserede. Det gamle Monty Python-medlem har arbejdet på filmen siden 1989, da han først læste Cervantes’ romanklassiker, og i 1990 blev den første kontrakt underskrevet for siden at blive revet i stykker igen, fordi Gilliam ikke syntes, budgettet var stort nok.

I slutningen af 90’erne genoptog han projektet, med et nyt manus, et massivt budget og Johnny Depp i hovedrollen som en mand, der slår sig i hovedet og vågner op i romanens tidsalder. Men optagelserne var ramt af den ene ulykke efter den anden. Fra konstante F-16-fly på himlen, som ødelagde lyden, til en oversvømmelse, der skyllede mange af faciliteterne væk, til en hovedrolleskuespiller, der ikke kunne ride på heste uden store smerter. Alt sammen beskrevet i dokumentarfilmen ’Lost in La Mancha’, der lagde nye byggesten til myten om Gilliams ’Don Quixote’.

Nu har Gilliam så endelig forløst filmen med Adam Driver i en nyskrevet version af Johnny Depps rolle, men som om det ikke var nok, truede et søgsmål fra en producer og et lille hjerteanfald til Terry Gilliam endnu engang lanceringen.

Men ud er filmen nu kommet som årets afslutningsfilm på Cannes-festivalen. Og gid det så bare var ventetiden værd. Men desværre mærker man, at Gilliam har mistet grebet om fortællingen undervejs.

Adam Driver spiller en arrogant reklameinstruktør, Toby, der tager til Spanien for skyde film i nærheden af det sted, hvor han som ung, håbefuld og naiv indspillede en studenterfilm i sorthvid om den fantastiske ridder Don Quixote og hans tro væbner Sancho Panza baseret på Cervantes’ bog.

Annonce

Filmindspilningen og eventyret smelter dog hurtigt sammen, da Toby møder den aldrende skomager (Jonathan Pryce), der havde Quixote-rollen i den gamle film – og, viser det sig, siden har troet, at han faktisk er den heltemodige ridder, der slås mod vindmøller, som var de kæmper.

Skuespilleren antager Toby for at være Sancho Panza, og i kølvandet på diverse problemer under Tobys optagelser begiver de sig på en rejse gennem det afsvedne spanske landskab, hvor de ligesom i forlægget støder på ridderrivaler, skønmøer og så videre. Man mærker, hvordan Gilliams egen besættelse og fantasteri spejles i filmen, som i sidste ende også er kommet til at handle om, hvor svært og psykologisk nedbrydende det kan være at lave en film.

Terry Gilliam under optagelserne med Jonathan Pryce som Don Quixote i baggrunden. (Foto: Diego Lopez Calvin)

Men det er også som at overvære et amatørteater, der har lånt scenografi og kostumer fra de gamle Monty Python-film uden at være undskyldt af den absurdistiske humor – filmen prøver at være peppy og sjov, men er det kun et enkelt sted eller to, som da Driver fjerner underteksterne i en samtale på spansk, fordi »det har vi ikke brug for«.

Det er en bizar og usammenhængende forestilling, hvor skuespillerne tydeligvis heller ikke selv aner, om de er med i et stykke oprigtig virkelighed eller vild magi. Jeg har aldrig set Adam Driver spille dårligt før, men her er han på bar bund tilsyneladende uden instruktørdirigeret retning, og han bestiller ikke andet den første times tid end at råbe »fuck this shit« og »holy fuck«, som var han stadig Adam fra ’Girls’.

Sammensmeltningen af fantasi og virkelighed føles gammeldags og klodset, og det havde nok været bedre, hvis Gilliam havde fået filmen forløst, dengang han var i topform med film som ’Brazil’ og ’The Fischer King’. Hans nye ligger i direkte forlængelse af andre ulidelige stinkere som ’Tideland’ og ’Zero Theorem’.

Gilliam har overvundet mange vindmøller i sit arbejde med ’The Man Who Killed Don Quixote’, men i sidste ende har kæmperne slået ham eftertrykkeligt til jorden, og filmen er efter min mening lige så katastrofal som dens tilblivelsesforløb. Jeg interviewede Gilliam i dag, og han var i højt humør og havde allerede fået masser af positiv respons, hvilket man trods alt også kun kan unde ham.

Læs også: Vores filmredaktør spår – hvem vinder Guldpalmen lørdag aften?

Læs også: De 10 bedste film på årets Cannes-festival – rangeret

Læs også: Denne vigtigste film i verden lige nu er netop blevet vist i Cannes