»En nyklassiker inden for homofilmen« – se ’God’s Own Country’ på C More

»Jeg har ingen respekt for dem, der udvandrede fra Lars von Trier og sladrede bagefter«

»Jeg har ingen respekt for dem, der udvandrede fra Lars von Trier og sladrede bagefter«
Matt Dillon og Lars von Trier møder verdenspressen til fotoseance i Cannes – der var dog ikke mulighed for at stille spørgsmål.
Foto: Pascal Le Segretain/Getty Images
Op mod 200 mennesker smuttede fra gallapremieren på Lars von Triers ’The House That Jack Built’ i Cannes, og flere af dem tweetede deres forargelse efterfølgende. Det imponerer ikke vores filmredaktør, som så filmen sammen med verdenspressen i morges.
»Jeg har ingen respekt for dem, der udvandrede fra Lars von Trier og sladrede bagefter«
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue og udsendt under Cannes Film Festival

KOMMENTAR: I aftes var der verdenspremiere på Lars von Triers nærmest på forhånd kontroversielle ’The House That Jack Built’ i Grand Theatre Lumiere for mere end 2000 gallaklædte mennesker på Cannes-festivalen.

Og få minutter efter visningen flød historierne om massive udvandringer fra salen. Flere tweetede, at omkring 100 mennesker forlod stedet, mens Jyllands-Postens reporter, der selv stod uden for biografen, estimerede tallet til at være op imod 200. »Trier hader ikke kvinder. Han hader alle mennesker«, sagde en af emigranterne til avisen, mens andre skrev, at det var noget af det mest ubehagelige, de nogensinde havde set, og at det var »sadistisk morderporno«.

Jeg fik selv syn for sagn ved pressevisningen i morges (læs min anmeldelse her), og jeg undrer mig oprigtigt over de opskruede reaktioner. Der er bestemt væmmelige scener i filmen, og indtil flere grafiske billeder får ens hænder til at flygte op foran øjnene, men de er meget hurtigt overstået, der bliver ikke svælget i uhyrlighederne, og der er en humor og groteskhed over filmen, som gør, at man hele tiden betragter begivenhederne lidt på afstand.

Annonce

Hvilke film ser disse mennesker normalt? ’Princess Bride’ og ’Cirkeline’? Jeg ville bestemt ikke anbefale ’The House That Jack Built’ til alle og enhver, for folk har meget forskellige grænser, hvad angår vold og afstumpethed i deres film- og tv-forbrug. Men som én skrev på Twitter: Du er gået ind for at se en seriemorderfilm af manden, der lavede ’Antichrist’. Hvad havde du forventet?

Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at det er et filmfagligt publikum, som er samlet til verdenspremiererne her i Cannes, enten journalister, anmeldere eller branchefolk. Man skulle tro, at de var vant til lidt af hvert. Der bliver slået flere ihjel på fem minutter af en amerikansk actionfilm end i ’The House That Jack Built’, og vi har i årevis vænnet os til grafisk vold i såvel artfilm af den slags, der vises på Cannes-festivalen (fra ’Irréversible’ til ’Heli’ og sågar ’Pulp Fiction’), og gyserfilm af den slags, der vises i det hjemlige Palads. Det er med andre ord folk, der burde være i stand til at sidde igennem en Trier-film uden at skulle indlægges til et halvt års traumebearbejdelse bagefter.

Matt Dillon i ‘The House That Jack Built’. (Foto: Christian Geisnæs)

Jeg er selv ingen stor gysermand, men ud over måske 15 sekunders ubehagelige billeder var min mave helt i balance under ’The House That Jack Built’. Den var for sjov, for bevidst om sin genre, for distanceret til, at jeg blev opslugt af forfærdelighederne. Fair nok, at andre har det anderledes, men jeg har lige præcis nul procents respekt for folk, der føler behov for at udtrykke deres forargelse på sociale medier om en film, de er skredet fra under en progressiv festival, der hylder de film, som stritter mod hårene.

Det er påtaget, selvindbildsk og opmærksomhedssøgende. Som en syvårig, der stikker en klassekammerat til læreren på grund af sine egne fine fornemmelser.

Vis instruktøren den respekt at se filmen til ende – og kan du hakke den igennem efter behov. Men du har udelukket dig selv fra den kritiske samtale, når du smutter præmaturt, og da især når filmen løfter sig så smukt i sin slutsekvens, som tilfældet er med ’The House That Jack Built’. Fra din flugt mod bagudgangen kan dit bidrag allerhøjst være, at din personlige tærskel blev overskredet, hvilket i denne sammenhæng er lige så lidt interessant som at høre, hvad ens genbo drømte i torsdags.

Læs også: Anmeldelse af ‘The House That Jack Built’