’Mr. Mercedes’: Onkel Brendan Gleeson slæbes igennem Stephen Kings krimi-klicheer
Når jeg ser Brendan Gleeson, ser jeg min onkel: Den tilsyneladende farligt bryske, men i virkeligheden joviale bamse med den sjofle og hyggeracistiske kvækken, der også præsterer savklingende sandheder fra sit lyssejs gab med det mørke, sammenknebne blik som gitter til en voldsom sårbarhed.
Brendan Gleesons onkelfigur er bedst kommet til sin ret hos Martin McDonagh (’In Bruges’) og broren John Michael McDonagh (’The Guard’, ’Calvary’). I deres sortkomiske univers griner du af Gleesons ligefremme konstateringer og bevæges af hans opmuntrende væsen i en tilværelse, hvor de fleste andre ville bryde sammen.
Derfor gør det så ondt at se gamle onkel Gleeson i Stephen King-serien ’Mr. Mercedes’. Midt i krimiklicheen om en forkvaklet morder med ødipuskomplekser, en glat amerikansk plastikindpakning og Kings svaghed for overeksemplificering føles det som rovdrift at placere Gleesons naturlighed som tyngdeskabende centrum.
Seriens bundrutinerede showrunner David E. Kelley (’Ally McBeal’, ’Big Little Lies’) har endda ikke Gleeson med i det mest sindsoprivende øjeblik i de første tre afsnit. I en velopbygget åbningsscene bliver ledige søvngængere i finanskrisetider anno 2009 tromlet ned foran jobkontoret af en Mercedes Benz med en klovn bag rattet.
Gleeson dukker først op til synet af 16 udsplattede mennesker, heriblandt en mor med sit nyfødte barn. Han står til gengæld skarpt med veltrimmet skæg som politimanden Bill Hodges. Man springer to år frem i tiden.
Vi møder en pensioneret Gleeson med de dybe panderynker og det efterhånden grå overtag i den rødlige manke, som vi kender ham. Noget skurer imidlertid, og det er ikke kun den kropslige overflødighed af en Dunkin’ Donuts-diæt.
Gleesons evne til at fortælle med sin blotte fremtoning bliver svigtes. Af det overtydelige filmsprog og de tematiske udpenslinger af eksistentiel stilstand blandet med frustrationen over aldrig at have fundet Mercedes-morderen. The Kinks’ ’Well Respected Man’, The Impressions ’Finally Got Myself Together (I’m A Changed Man)’ og T. Bone Burnetts ’It’s Not Too Late’ på pladespilleren. Det klinger ikke troværdigt som hverken selvpineri eller selvterapi for en gammel 68’er.
Gleeson skal også lide den tort at blive trollet af Mercedes-morderen. Men den virkelige fornærmelse mod ham er, at han skal dele rampelys med sit spammonster i et uopfindsomt parallelspor.
Harry Treadaway (’Penny Dreadful’) fuldender med sine blå øjne opskriften på amerikansk fiktions go-to psykopat: Traumatisk barndom, evig mobbeofferrolle, en alkoholisk, incestuøs mor etc.
Hvorfor gøre Brady til en flad freudiansk floskel, når man ellers har opsat rammerne for i film noir-ånden at fremstille et samfunds sammenbrud i efterdønningerne af den finansielle katastrofe? Der er ikke meget moralsk tvetydighed eller sortsyn over én fortørnet computernørds afreaktion.
Tilmed er Brady ikke blot underkuet freak blandt geeks i en computerforretning. Han er manifestationen på børnehaveklasseforældres værste frygt som ismand med lumsk smil og uvirkelig ringeklokke, der klinger creepy i forstadskvarteret.
Brady provokerer stakkels Gleeson, uvidende om, at han langsomt vækker bjørnen fra sin dvale. Dynamikken mellem tegneseriepsykopatens forspil og Gleesons modspil er i de første afsnit tam og slap.
Gleesons livslede synes dertil slet ikke så afgrundsdyb, når serien bruger så meget tid i hyggeligt selskab med skildpadden Fred, den computerkyndige teenagehjælper Jerome (Jharrell Jerome fra midterdelen i ’Moonlight’) og den bramfri og sextilbydende nabo Ida (Holland Silver). Jerome opdager på et tidspunkt, at Gleesons rigtige fornavn er Kermit. Med tanke på naboskabets opblødning af den bistre ældre mand kunne serien for så vidt have heddet ’En mand, der hedder Kermit’.