’Patrick Melrose’: Cumberbatch er forrygende i mørk HBO-miniserie

’Patrick Melrose’: Cumberbatch er forrygende i mørk HBO-miniserie
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Edward Berger

Medvirkende

Benedict Cumberbatch, Jennifer Jason Leigh, Hugo Weaving, Jessica Raine

Spilletid

5 afsnit à 60 min.

Premiere

Nyt afsnit hver mandag

Jeg har kun set et af fem afsnit af HBO’s nye miniserie ’Patrick Melrose’, baseret på engelske Edward St. Aubyns kritikerroste og selvbiografiske romanserie. Det er, hvad HBO har stillet til rådighed. Jeg kan derfor kun udtale mig forsigtigt om serien og de første indtryk, jeg har fået.

Jeg kan ikke sige, om historien bliver forløst tilfredsstillende, om den radikalt skifter stil, eller om der introduceres nye interessante motiver senere i plottet.

Jeg kan heller ikke sige, om Benedict Cumberbatch på et tidspunkt udskifter den junkieenergi, han formidler i første afsnit, med en mere stabil og afdæmpet fremtoning.

Men jeg kan sige, at han spiller forrygende som titelfiguren. Som Sherlock i serien af samme navn har Cumberbatch allerede demonstreret, at han behersker den overgearede iver drevet af kokain, og her overgår han sig selv med en perfekt blanding af det tragiske, det sårbare og det komiske.

Han inkarnerer en mand, der, til trods for at han har en stor familieformue i bagagen, er en dybt ulykkelig stofmisbruger. Melrose er nemlig blevet seksuelt misbrugt af sin tyranniske far, spillet af Hugo Weaving med en drævende, næsten Agent Smith’sk sadisme, siden han var lille dreng, mens hans amerikanske mor (Jennifer Jason Leigh) holdt sig for øjnene. Det er en historie og en genre, der har sin helt egen hyldeplads hos boghandlerne i dag, hvor man finder ’Painful Lives’-sektioner, men det er sjældent, man hører den fra en overklassevinkel. Patricks sørgelige skæbne leder tankerne hen på en anden tragisk britisk overklassefigur, Sebastian, fra ’Brideshead Revisited’.

Serien er rig på veloplagt sort humor, hvilket er helt nødvendigt i en så hård og tragisk historie. Patricks stofeventyr, hvor han prøver at droppe heroinen og fylde hullet med piller og alkohol, hans totale fornedrelse, da han indser, at han må have heroin for enhver pris – hans blackouts, nedture, selvmorderiske impulser, uforklarlige sår og skrammer – vækker mindelser om ’Fear and Loathing in Las Vegas’ eller ’Trainspotting’.

Tidsbilledet er også finurligt: Vi er i 1982, hvor kontanter hersker, og man kun snakker i telefon i sit hjem. På et tidspunkt møder Patrick en veninde til sin kæreste, spillet af Allison Williams (’Girls’ og ’Get Out’). Williams bærer en blå kjole, der ligner en collegedrengs våde drøm komplet med meterhøje skulderpudder. Patrick gør sig selvsagt til grin.

Første afsnit træder vande enkelte steder, og jeg kan godt blive lidt nervøs for, om der er fremdrift nok i historien til fem afsnit. Men det er muligt, der er en pointe med det, at det skal bruges som kontrast til noget, der kommer senere. Foreløbigt er interessen pirret.

Anmeldelsen er baseret på første afsnit.