To markante danske film gør op med fordommene om indvandrerfortællinger

To markante danske film gør op med fordommene om indvandrerfortællinger
Ardalan Esmaili i Milad Alamis debutspillefilm 'Charmøren'.
Foto: Jason Alami
Endelig laver instruktører med indvandrerbaggrund de film om at være fremmed i Danmark, som vi ikke havde regnet med at se.

KOMMENTAR. Indvandrere, flygtninge og kultursammenstød har i årevis været den største af alle danske politiske kartofler, men på filmlærredet har man ikke rigtigt bidt meget mærke i det.

Faktisk er de danske film, der har behandlet oplevelsen af at føle sig fremmed i Danmark, forsvindende få. Omar Shargawi har markeret sig med ’Gå med fred, Jamil’ og ’Al Medina’, men ellers skal man tilbage til film som ’Fighter’ (2007), ’Pusher 3’ (2005) og ’Pizza King’ (1999) for at finde film, der med nogen ret kan siges at behandle et dansk indvandrermiljø.

Fraværet hænger formentlig sammen med, at der blandt pæredanske instruktører og manuskriptforfattere er kommet en øget bevidsthed om, at det kan være svært at fortælle troværdige historier om at have rødder i to kulturer eller at have flygtet fra sit hjemland, hvis man selv er vokset op i Nørresundby og bor på Østerbro (okay, der er selvfølgelig også et kultursammenstød, men alligevel…).

Selvom man som filmkunstner ofte fortæller historier om noget, der ligger langt fra én selv, vægrer man sig fornuftigt nok ved at fremstå som den hvide mand eller kvinde, der skal formidle brune menneskers oplevelser. Og fordommen om den skandinaviske indvandrerfilm lyder da også, at det er velmenende fortællinger, der fremstiller nytilkommerne som passive ofre for en racistisk kultur og/eller med patos beskriver de lidelser, de går igennem for at leve et frit og ordentligt liv. Budskabet er ikke til at misforstå. Serveret af naive humanister med deres på det tørre.

Stine Fischer Christensen og Dar Salim i ‘Underverden’.

I det lys er det ikke bare velgørende, men af akut nødvendighed, at stærke instruktører med indvandrerbaggrund nu træder ind på den danske filmscene – og at de laver film, der på den ene side går i kødet på deres egne oplevelser, men på den anden side ikke kan reduceres til banale problemfilm.

Sidste år skabte Fenar Ahmad, der har irakiske rødder, med ’Underverden’ en film, som på seriøs og nuanceret vis skildrede følelsen af at være splittet mellem to kulturer: Lægen Zaid (Dar Salim) har taget afstand til sin mellemøstlige baggrund og opvækst i ghettoen, men bliver trukket tilbage, da de værdier, han har tilegnet sig i en øvre dansk middelklassekultur, ikke længere slår til.

Budskabet er måske set før, men som så ofte på film var det forløsningen i billeder, stil og stemning, der gjorde forskellen: Den bedste indvandrerfilm til dato var også… et hårdtpumpet og vildt underholdende actiondrama af internationalt tilsnit!

Sponsoreret indhold
Forbrydelsen er større, end du tror
Jakob Cedergren har en fremmed kvindes liv i sine hænder i den intense one location-thriller ‘Den skyldige’. Find billetter og spilletider her.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

I denne uge får Milad Alamis ’Charmøren’ så premiere. 36-årige Alami stammer fra Iran, er opvokset i Sverige og uddannet fra Den Danske Filmskole i København. Og hans debutfilm er væsensforskellig fra ’Underverden’, men besidder alligevel nogle af de samme kvaliteter.

Også her er historien om at finde sig til rette i Danmark nemlig pakket ind i uforudsete gevandter. Hovedpersonen Esmail er ikke en forhutlet flygtning, men en velklædt, flot og, som titlen antyder, charmerende fyr, der nedlægger danske damer på stribevis. Men bag hans faste scoreritual på den classy vinbar i indre by gemmer sig en tiltagende desperation. For Esmail er ikke blot i det for the game, han er på en mere og mere tidspresset jagt efter den eneste ene: Den eneste ene, som kan give ham en opholdstilladelse i Danmark.

Ardalan Esmaili i ‘Charmøren’. (Foto: Jason Alami)

Risikoen for, at han bliver opdaget som den hustler, han dybest set er, giver en forbilledlig suspense i filmen, der ganske vist sympatiserer stærkt med sin hovedperson, men også har blik for de forkvaklede konsekvenser af hans handlinger: Hvordan han tager andres liv som gidsel i sin egen kamp for et godt liv.

For både ’Underverden’ og ’Charmøren’ gælder det, at de ikke ensidigt romantiserer den arme indvandrer-/flygtningefigur, men skaber moralsk nuancerede karakterportrætter. I ’Underverden’ forvandler Zaid sig til en ensom hævner, og man forstår hans motivation, men men det står også klart, at han er ude på et skråplan. På lignende vis er der et sørgmodigt etisk forfald i Esmails ærinde, som i stigende grad også trækker ham ned.

I begge film står den konkrete fortælling frem foran budskabet – mens budskabet samtidig bliver så meget desto mere interessant af ikke at kunne stå på Gajol-pakken. Begge har også en filmisk lækkerhed over sig, der løsriver dem fra klicheen om socialrealistiske samfundsskildringer i 50 nuancer af grå.

Om det er den slags film, folk af anden etnisk herkomst end dansk har brug for at se, kan de af gode grunde kun selv svare på. Men i en dansk kulturkontekst falder de på et tørt sted som originale historier om dybt presserende tematikker. Der er en grund til, at ’Apocalypse Now’ blev den største film om Vietnam-krigen: Det var ikke den mest jordnært sandfærdige eller realistiske film om krigen, men det var den, der ramte sindstilstanden bedst. Den, der allegorisk og prægnant satte billeder på kaosset, rædslen og de amerikanske soldaters følelse af meningsløshed.

Det er – uden sammenligning i øvrigt – samme opgave, som ’Underverden’ og ’Charmøren’ løfter. Med så stort held, at man må håbe, det blot er begyndelsen.

Læs også: Instruktør Milad Alami om ‘Charmøren’: »Jeg ville lave mere end en indvandrerfilm«

Læs også: En ny epoke er skudt ind i dansk film – men alt for få har opdaget det