’Utøya 22. juli’ var ubetinget den film, som affødte flest reaktioner på årets udgave af Berlin-festivalen i februar. Og det forstår man godt. Erik Poppe har taget fat i et yderst følsomt emne ved at filmatisere Anders Behring Breiviks angreb på en sommerlejr på Utøya i 2011, hvor 69 personer mistede livet.
Poppes intense drama følger i ét take 18-årige Kaja – først i 14 minutter inden Breiviks massakre på øen og derefter i de resterende 72 minutter, som det tog, før han overgav sig til politiet.
I Berlin var meningerne delte. Nogle mente, at det var en usmagelig og utidig måde at behandle tragedien på, mens andre hyldede den filmtekniske bedrift og filmens vigtighed.
»Filmen var netop blevet færdig. Det var den allerførste visning for pressen, så jeg var selvfølgelig meget spændt«, fortæller den norske instruktør, da vi omtrent to måneder senere møder ham på Hotel Phoenix Copenhagen op til filmens danske premiere. Publikums blandede følelser kom ikke bag på ham:
»Jeg oplevede, at modtagelsen var stærk, og det havde jeg forventet, for filmen ønsker at skabe debat. Jeg vidste, at den ville være kontroversiel, og jeg havde faktisk troet, at filmen ville skabe mere debat, og at folk ville være mere uenige«, fortæller Poppe, der ikke er bange for at tale de kritiske røster imod:
»Nogle mente, at det er en spekulativ film, og det er jeg dybt uenig i. Jeg kan ikke helt forstå, at de ikke har set den samme film, som jeg mener, at jeg har lavet«.
»Når journalister påtager sig ansvaret at svare på vegne af ofrene – at denne film er lavet for tidligt og er spekulativ – så kan jeg ikke tage det alvorligt, for det passer ikke«, forklarer instruktøren, som gennem tre uger inden verdenspremieren viste filmen til Utøya-massakrens overlevende og pårørende.
»Efter de tre uger fik jeg bekræftet, at filmen føltes meget rigtig for dem. Det føltes som en yderst væsentlig og troværdig film, og den fortæller faktisk, hvad de oplevede derude på øen«.
En vigtig advarsel
Oprindeligt havde Erik Poppe ikke tænkt, at det var ham, der skulle lave en film om hændelsen den 22. juli – hvis nogen overhovedet skulle gøre det. Men mens han afsluttede efterarbejdet på filmen ’Kongens valg’ i København, registrerede han en ændring i den måde, som Utøya-massakren blev behandlet af det norske folk, og det gav ham lyst til at lave filmen.
»For hvert halve år kom fokus længere og længere væk fra gerningen og det politiske angreb, som det var, til praktiske ting. Det var en naturlig ting at gøre, for at nationen kunne komme videre, men samtidig er det farligt«, forklarer Poppe.
»Breivik gjorde dette af politiske grunde. Det var ikke en gal mands gerning. Han brugte flere år på at planlægge det. For mig var det påfaldende, at vi ikke længere havde et klart billede af det angreb, der skete den 22. juli., og det føltes vigtigt, at dét billede, som nu lå i baggrunden, kom tilbage i fokus«.
Erik Poppes samarbejde med de pårørende strækker sig meget længere tilbage end de tre uger før filmfestivalen i Berlin. For allerede inden han gik i gang med projektet, søgte han råd hos støttegruppen for Utøya-tragediens overlevende og pårørende.
»’Er der brug for sådan en film?’, spurgte jeg dem, og de bekræftede min følelse«, fortæller han. »De havde en positiv indstilling til det. De sagde også, at der vil være nogen, som synes, det er for tidligt, men at det store flertal syntes, at det her skulle fortælles«.
Fra start fik den garvede instruktør dog også en yderst vigtig advarsel:
»Der var en mor, som repræsenterede støttegruppen, der meget tidligt i processen sagde: ’Jeg synes, at det er en utroligt dårlig idé at lave en film om 22. juli. Jeg synes, det er alt for tidligt. Alt for tidligt’«, genfortæller Poppe.
»’Du skal bare vide én ting: Hvis du pakker det her ind i sentimentalitet og tro, håb og kærlighed, så kommer jeg til at forfølge dig. For denne episode handler kun om én ting, nemlig at mennesker døde. Hvis ikke du laver en film, som handler om min datter og alle de andre, som døde derude, skal jeg forfølge dig for evigt. Jeg kommer aldrig til at tilgive dig.’ Det var nok én af de vigtigste tilbagemeldinger, jeg fik«.
Så troværdigt som muligt
Med morens advarsel i baghovedet besluttede Erik Poppe sig for at lave en film, der var så tro mod virkeligheden som muligt. Han inddrog flere af de overlevende som konsulenter undervejs og brugte dem gennem hele forløbet. Det har resulteret i en utroligt virkelighedsnær fiktionsfortælling.
»Det er en fiktion, men jeg vil påstå, at den faktisk er mere troværdig end dokumentarfilm«, siger den 57-årige instruktør.
»Jeg har sat historierne fra de dybdegående interviews med forældrene og de overlevende sammen til ét billede, som er blevet til Kaja og hendes venner. De alle er fiktive personer, men repræsenterer det, som skete på Utøya – ikke mere og ikke mindre, men akkurat som det var«.
Én af filmens scener, hvor Kaja synger for at holde det levende mareridt på afstand, har faktisk direkte forbindelse til virkeligheden:
»Vi ved, at der blev sunget i hvert fald fire steder, og tre af sangene kender vi. Jeg fik tilladelse til at bruge den sang, som bliver brugt i filmen«.
Poppe lod på forhånd filmens to manuskriptforfattere, Anna Bache-Wiig og Siv Rajendram Eliassen, vide, at de ikke måtte tage sig dramaturgiske friheder:
»Da jeg inviterede Anna og Siv ind til at arbejde på manuskriptet, sagde jeg: ’Lad os tænke det som en anti-film. Lad os smide de ting væk, som vi ved om struktur, og som vi altid bruger, når vi sætter en historie sammen’«, fortæller han.
»’Lad os denne gang bare lytte til, hvad folk har at sige, og notere, hvad der skete på øen. Det er dén udvikling, vi skal skildre’. Det var vigtigt ikke at gøre det romantisk, så der er ikke nogen helte på den ø. Vi ser både Kaja stoppe op ved nogen og løbe forbi andre«.
En skildring af tid
»Mange unge fortalte om den tid, der gik, hvor der ikke skete noget«, fortæller Erik Poppe om sine interviews med Utøya-tragediens overlevende. »At blive angrebet i 72 minutter er virkelig længe, og tiden føltes som en evighed. Jeg følte, at tiden skulle være en karakter i filmen«.
Hurtigt besluttede instruktøren sig for at filme hele hændelsen i én optagelse, uden at klippe:
»Det er meget svært at vise tid i film, for hver gang man klipper, ophører tiden jo egentlig. Når man ikke klipper, bliver tilstedeværelsen meget stærkere«, siger han.
Poppe indså, at han havde en svær casting-opgave foran sig, for han ville ikke have skuespillere, der kunne blive genkendt af publikum. Rollerne skulle derfor spilles af amatører, som havde evnerne til at vise menneskets dybeste følelser uden at modtage instruktion under de 90 minutter lange, uafbrudte optagelser.
Men han fandt sine skuespillere, blandt andre i form af den talentfulde hovedrolleindehaver Andrea Berntzen, og i løbet af sommeren gennemgik de hele forløbet grundigt, inden filmen blev optaget i løbet af fem dage i september.
»Det var som et teaterstykke, når jeg satte hver scene op med skuespillerne. De skulle føle ejerskab over hvert enkelte scene«, fortæller han.
»Under optagelserne kunne jeg ikke gøre meget. Jeg kunne bare sætte dem i gang, og så sås vi igen på den anden side efter halvanden time. Det gør ondt, når man gør det på den måde, for skuespillerne udsættes for store følelser uden beskyttelse. De var 100 procent inde i det og gennemgik det hele i hver eneste optagelse. Det var virkeligt ubehageligt«.
Erik Poppe ansatte derfor også et hold psykologer og psykiatere, som kunne tage vare om både skuespillerne og filmcrewet:
»For det første skulle jeg have en profil på skuespillerne for at se, om de var i stand til at gennemføre det fysisk og mentalt. For det ville være et belastende arbejde, og jeg ville nødigt medvirke til endnu flere traumatiserede unge«, forklarer han.
»Vi havde også en gruppe statister på mere end 100 unge og filmholdet, som alle blev dybt påvirket af oplevelsen. Der var en stor gruppe til at tage hånd om os, og de havde nok at lave«.
Et muligt mindesmærke
Erik Poppe lægger ikke skjul på, at tilblivelsen af filmen har taget hårdt på ham.
»Det, der har præget mig allermest, er alle de mennesker, som var på Utøya og nu i syv år har brugt hver eneste dag på at komme tilbage til livet. Jeg mærker, at deres oplevelse og deres følelse er så meget større og vigtigere end min. Når jeg har tænkt, at det var svært og vanskeligt, følte jeg ikke, at det var berettiget. Jeg kunne ikke tillade mig at tænke den tanke«.
Instruktøren har dog undervejs aldrig været i tvivl om, at filmen var vigtig at lave.
»I syv år har vi haft en diskussion, som stadig er helt uafklaret, om et mindesmærke for Utøya-tragedien. Jeg ser nu, at filmen trækkes frem som et muligt mindesmærke. Vi har skabt noget, som kan stå som et monument for oplevelsen, og som kommer til at stå der i flere årtier. Mange vil kunne komme videre, og vi andre vil få en større erkendelse af, hvad der skete. Vi kan ikke komme videre, hvis ikke vi forstår det og bare ser det som noget ukendt, betændt og farligt«, forklarer han.
»Jeg har stor forståelse for dem, der mener, at dette måske ikke er en film til dem. Det er ikke, fordi jeg tror, at alle vil få noget ud af at se filmen. Den er ikke for alle, men for rigtigt mange. Og jeg mener, at alle os, som ikke oplevede Utøya, bør kunne tåle at sidde gennem filmens 90 minutter – både i respekt for det, som de oplevede, og for at forsøge at forstå, hvordan det ser ud i tilsvarende angreb, som sker hele tiden«.
Op til premieren i Berlin blev ’Utøya 22. juli’ også vist til den mor, som for år tilbage havde givet Erik Poppe en grundig advarsel.
»Da jeg viste filmen for hende, var jeg meget nervøs. Men hun var heldigvis rigtigt positiv, og hun har efterfølgende set den én gang til. Hun sendte mig en lang besked, hvor hun skrev, at hun er virkeligt, virkeligt glad for filmen«, fortæller Poppe.
»Hendes reaktion var måske den vigtigste, jeg har fået, efter at filmen blev færdig«.
Læs anmeldelse: ‘Utøya 22. juli’: Film om norsk tragedie er et mesterligt instrueret mareridt