8. ‘The Darjeeling Limited’
Efter det økonomiske flop ’The Life Aquatic with Steve Zissou’ gik Anderson i 2007 native med en smådyster fortælling om eksistensens cykliske karakter. Der er død, depression, meditation, tilgivelse, katarsis og så lige Jason Schwartzmann, der løber direkte ind i en dør.
’The Darjeeling Limited’ er postkortsromantisk farverig, teknisk sprudlende – og en lille smule kedelig i sin traurige eftertænksomhed. Anderson har selv udtalt, at filmen er inspireret af Jean Renoirs ’The River’ og hylder den legendariske instruktør Satyajit Ray, og det er desværre en smule sigende, at den slags filmhistoriske referencer stjæler billedet.
Den sorte humor og den balstyriske galskab er begravet under et dynd af weltschmerz. Højdepunktet? Åbningsscenen, hvor den ene bror (Adrien Brody) i slow-motion overhaler sin fars spøgelse (Bill Murray) og lige akkurat når toget, imens ’This Time Tomorrow’ af The Kinks spiller.
7. ’Bottle Rocket’
Debutfilmen ’Bottle Rocket’ fra 1996 er en simpel fortælling om tre venner – den ene mere blåøjet end den næste – hvis planlagte røveri går helt, helt galt.
Farverne er naturlige og såvel kamera som karakterer kan bevæge sig diagonalt. Så langt, så lidt Wes-centrisk. Gennem Owen Wilsons manisk umodne karakter, Dignan, nogle få maleriske tableauer og en afsluttende scene med slow-motion mærker man antrit til Andersons senere kunstfærdige stil. Det er spændende at se texaneren famle efter og gradvist opdage sit særprægede filmiske udtryk, ligesom det er sjovt at se Owen og broren Luke Wilson før deres store gennembrud.
’Bottle Rocket’ er på Martin Scorseses top 10 over film fra 90’erne, og det er bestemt også en både seværdig og herligt aparte heist-komedie. Men alligevel: Ro på, Marty.
6. ’Moonrise Kingdom’
»What kind of bird are you?«, spørger Sam med flirtende stenansigt den måbende Suzy, inden Sam skriver til Suzy, der skriver til Sam, der skriver til Suzy, der skriver til Sam, der møder Suzy på en mark i et perfekt symmetrisk skud.
Han er en stavnsbunden spejderdreng, hun er under skarpt opsyn af sine forældre. De er præpubertære star-crossed lovers, og det er dette iøjnefaldende misforhold med børn, der føler en brændende kærlighed normalt forbeholdt teenagere og voksne, der bærer værket.
’Moonrise Kingdom’ er så cute, at selv en savlende babypanda, der falder på halen, kommer til kort. Det er filmens absolutte styrke, men også – hvis man foretrækker sin Wes Anderson kulsort og med antrit til perfiditet – dens akilleshæl. Den stigende månes kongerige er en både eventyrlig og elskværdig ungdomsfilm, men i Anderson-regi er det bare ikke nok til at være et hovedværk.
5. ’Fantastic Mr. Fox’
En filmatisering af en løjerlig Roald Dahl-fortælling med gammeldags stop-motion-teknik?
’Fantastic Mr. Fox’ er lige fra idéstadie til eksekvering nærmest umuligt Anderson’sk. Først og fremmest er det dog en uhyre oplagt eventyrkomedie, hvor en rævefamilie, en grævling, en odder, en mus og andre af skovens dyr havner i en fejde med de komiske landmænd Boggis, Bunce og Bean efter langfingrede unoder af Mr. Fox. Den særprægede Anderson-stil passer perfekt til stop-motion-formatets staccato-æstetik, og det eksplosive tempo betyder, at der ikke er ét kedeligt øjeblik.
Derudover har filmen også i vagtrotten Rat (en yderst veloplagt Willem Dafoe) den sjoveste figur længe i en animationsfilm. Mr. Fox’ mindetale ved rottens død er alene billetten værd: »Redemption? Sure. But in the end, he’s just another dead rat in a garbage pail behind a Chinese restaurant«. ’Fantastic Mr. Fox’ er ikke bare en voksenfilm snedigt forklædt som børnefilm, men også en af det sidste årtis absolut bedste animationsfilm.
4. ’The Life Aquatic with Steve Zissou’
Den ubestridte kultklassiker i Andersons oeuvre. Havforsker Steve Zissou (Bill Murray) begiver sig – som en slags moderne Kaptajn Ahab – ud på de syv have for at jage og dræbe den mytiske Jaguar Shark, der har dræbt Zissous tro væbner, Esteban. »What would be the scientific purpose of killing it?«, spørger en journalist. »Revenge«, lyder det tørt fra oceanografen.
Med på båden er blandt andet en nysgerrig journalist, en forsikringsagent, en David Bowie-coverspillende brasilianer og Zissous måske-søn, Ned. Undervejs stjæles der udstyr fra oceanografrivalen Hennessey, ligesom der udføres drabelige landgangsredningsmissioner med skuddueller mod pirater (se videoen øverst), og på intet tidspunkt aner man rigtigt, hvor man er på vej hen.
Det er et elskværdigt rod forankret i en decideret elektrisk Bill Murray. Godt hjulpet på vej af en inspireret soundtrackkombination af Mark Mothersbaughs elektroniske score og Seu Jorges portugisiske David Bowie-covers er ’The Life Aquatic with Steve Zissou’ én af de sjældne film, der bliver bedre hver eneste gang, man ser den.
3. ’The Grand Budapest Hotel’
Løjerlighederne når nye, uanede højder i Andersons seneste film, hvor hotelbestyreren Gustave H. og hans lobby boy, Zero, styrter rundt i et fiktivt centraleuropæisk land i starten af 1930’erne. Udefra presser nazismen sig på, men i Andersons om sig selv lukkede dukkehusverden vejer det karikerede persongalleris eskapader tungere. Her er forelskelse, had, skuddueller i hoteller, fængselsflugter, adskillige jagtsekvenser og meget, meget mere.
Følte man sig overstimuleret af texanerens tidligere film, får man brug for noget stærkt beroligende efter indlogering på The Grand Budapest Hotel. Hvor forgængeren, ’Moonrise Kingdom’, er sød og nuttet, er denne nærmest demonstrativt satirisk kompleks, og det klæder såvel hans narrative som hans æstetiske stil.
Selv hvis man ikke fanger referencerne til alt fra Hergé til Mel Brooks, som Anderson kaster ud til intertekstualitetens feinschmeckere, er der masser at komme efter – og komme tilbage til.
Læs også: 6 stjerner til ‘The Grand Budapest Hotel’
2. ’The Royal Tenenbaums’
Som børn var Chas en lovende forretningsmand, Margot en spirende dramatiker og Richie tennisverdenens måske mest lysende stjerne. Som voksne er de deprimerede nobodies. På grund af hvem? Deres far, Royal Tenenbaum (Gene Hackman), der forlader dem og deres mor, da de er helt små. Da han ca. 25 år senere vender tilbage og søger tilgivelse, får familiesagaen – med klare referencer til Orson Welles’ kontroversielle The Magnificent Ambersons – en overraskende epilog.
’The Royal Tenenbaums’ var Andersons første multiprotagonistfilm, og det er først og fremmest imponerende, hvordan den dengang blot 32-årige instruktør folder sin families komplicerede familierelationer ud på en måde, så situationerne føles universelle. Selvom det er karikeret, kan vi se lidt af os selv i både Chas, Margot, Richie, Royal, Etheline og karaktererne rundt om – ikke mindst gonzoforfatteren Eli Cash, der bl.a. har skrevet en kontrafaktisk bog om General Custer: »Well, everyone knows Custer died at Little Bighorn. What this book presupposes is… maybe he didn’t«.
’The Royal Tenenbaums’ er i sin kombination af perfid sort humor og overraskende emotionel gravitas næsten perfekt. Kun én film er bedre.
1. ’Rushmore’
Let’s cut to the chase: Alt går simpelthen op i en højere enhed i ’Rushmore’. Historien om den ustyrligt fremmelige, 15-årige Max Fischer, der står over for at blive smidt ud af sin elskede privatskole Rushmore, er en coming of age-dramakomedie fuldt på højde med et af sine klare forbilleder, Hal Ashbys 70’er-mesterværk ’Harold and Maude’.
Centralt i fortællingen står en bizar kærlighedstrekant mellem Max, lærerinden Rosemary Cross og forretningsmanden Herman Blume. Kort efter at være blevet bedste venner forelsker både Max og Herman sig i den skønne Miss Cross, hvilket bl.a. medfører én af 90’ernes bedste filmscener overhovedet, hvor rivaliseringen mellem Max og Herman eskalerer til tonerne af The Who (se klippet ovenfor).
Max længes efter voksenlivet, Herman længes efter sin fortabte ungdom, og det er behandlingen af forholdet mellem ungdommens optimistiske ’alt kan ske’- kådhed og voksenlivets hårdt tilegnede visdom, der hæver filmen langt op over mængden. En ung Jason Schwartzman er i en klasse for sig som Max, og i sin første af mange melankolske roller (før ’Lost in Translation’, ’Broken Flowers’ m.fl.) spiller Bill Murray trist klovn til perfektion.
’Rushmore’ introducerede ikke blot Andersons unikke stil med vinkelrette tableauer og pertentligt set design. Den går også lige i hjertet. »The secret, I don’t know. I guess you’ve just gotta find something you love to do and then… do it for the rest of your life. For me, it’s going to Rushmore«.
Læs også: 6 stjerner til ‘The Grand Budapest Hotel’
Læs også: Verdens mest musikalske film ifølge Wes Anderson
Læs også: Sådan ville Wes Andersons 007 se ud