»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Altså, er Peter Jackson involveret i den nye ‘Ringenes herre’-serie eller ej?

Altså, er Peter Jackson involveret i den nye ‘Ringenes herre’-serie eller ej?
Peter Jacksons filmfortolkning af 'Ringenes herre'.

Amazons kommende ’Ringenes herre’-serie er stadig omgærdet af meget hemmelighedskræmmeri. Tidligere kunne fansitet The One Ring »bekræfte fra flere kilder«, at en ung Aragorn vil agere hovedperson i fortællingen, og nu er forvirringen total, i forhold til om manden bag den berømte filmtrilogi, Peter Jackson, er involveret i den nye serie.

I et interview med IGN Germany om den kommende film ’Mortal Engines’, som Jackson har produceret og medforfattet, fortæller instruktøren, at han faktisk har en rolle i arbejdet med den nye serie-fortolkning.

»Jeg havde en telefonsamtale med Amazon – jeg tror, det var for godt et år siden. Og det lød, som om de gjorde det helt rigtige med serien, som de har rigtigt gode hensigter med. For mig var det alt sammen meget fascinerende og spændende at høre om«, fortalte han.

»Jeg vil dog ikke være ham, der er ansvarlig for hele tv-serien, simpelthen fordi jeg aldrig før har været ansvarlig for en langsigtet serie som denne. Så det ville ikke være særligt smart, hvis jeg indtog rollen som showrunner. Det, jeg gør lige nu, er, at jeg sammensætter det kreative hold bag serien«.

Digital Spy sår dog tvivl om disse påstande. Da de i går kontaktede Peter Jacksons repræsentanter for at spørge ind til hans relation til serien, lød svaret, at »instruktøren i øjeblikket ikke er involveret i Amazons projekt«.

Ordvalget »i øjeblikket« kunne måske indikere, at Jacksons involvering ikke er helt officiel endnu. Eller bare at alle døre holdes åbne. Vi forlanger svar. Nu.

Læs også: Weinstein truede med at fyre Peter Jackson fra ’Ringenes herre’ – og hyre Quentin Tarantino

Advertisement