Amy Schumer har mistet jordforbindelsen

Hun har været en af Hollywoods skarpeste komikere, hvis satire over krops- og kønspolitik spiddede underholdningsindustriens skævvredne kvindesyn. Men med filmkarrieren har Schumer mistet sit bid – og nu al retningssans.
Amy Schumer har mistet jordforbindelsen

KOMMENTAR. Hvad skete der, Amy?

Det er ikke længe siden, Amy Schumer styrede målrettet mod Hollywoods forgyldte, nyligt kønspolitisk opvakte tinder. Komikeren, som debuterede i reality-serien ’Last Comic Standing’ i 2007 og opnåede international berømmelse med sketch-showet ’Inside Amy Schumer’ på Comedy Central, var en naturkraft af skarpladt feministisk satire, der sidste år også bragte hendes internationale stand-up-tour til København i et pakket Forum.

I ’Inside Amy Schumer’ spillede comediennen en over-the-top festabe-version af sig selv, der kontinuerligt kastede sig ud i ’Klovn’sk tåkrummende situationer for at highlighte samfundets udskamning af ’uperfekte’ (single)kvinder og urealistiske skønhedsidealer, skuespillerinders aldersdiskriminerede sidste salgsdato (sketchen ’Last Fuckable Day’ med Tina Fey er en nyklassiker), krænkelseskulturen (år før #MeToo brød løs) såvel som hverdagens små og store frustrationsmomenter for 20-something millennial-fuck-ups.

Anmelderroserne regnede ned over Schumer, der blev udråbt som ledestjerne for en ung generation af kvindelige satirikere: I 2015 vandt hun en Emmy for ’Inside Amy Schumer’, året efter blev hun nomineret til en Golden Globe for sin præstation i hitkomedien ’Trainwreck’ – instrueret af Judd Apatow og skrevet af Schumer selv. Hun udgav som 34-årig sine memoirs i ’The Girl With the Lower Back Tattoo’ og blev nomineret til en Tony Award for sin Broadway-debut i Steve Martins ’Meteor Shower’.

Og i 2016 optrådte hun nøgen i den årlige Pirelli-kalender, skudt af Annie Liebowitz. Billedet markerede en milepæl for fremstillingen af mere almindelige kvindekroppe i den traditionelt supermodelsfikserede udgivelse, der tidligere havde lagt sider til Gisele Bündchen, Kate Moss og Naomi Campbell. Schumer tweetede sin taknemmelighed med ordene:

»Beautiful, gross, strong, thin, fat, pretty, ugly, sexy, disgusting, flawless, woman. Thank you.«

Amy Schumer i Pirelli-kalenderen.

Schumers budskaber er velmenende og hendes succes imponerende. Men komikerens afstandtagen fra skønhedstyranniet leveres med en stadigt mere defensivt sarkastisk selvlede og passivt aggressive stabs mod andre kendiskvinder, som var hendes signaturpersona i offentligheden – den tiltagende usympatiske, jaloux, skinny shaming-kvinde – i sig selv en sejr for ligestillingen:

»Jeg elsker bare, hvordan Ellie Goulding er sådan ’Tak for at elske os rigtige kvinder’, når hun nu selv ligner en fucking supermodel. Tak for at skinne et lys på os små ’grimlinger’«, vrængede Schumer i sin takketale til Glamour Awards 2015, hvor hun indtog podiet for at modtage prisen som Årets Kvinde.

Bemærkningen høstede grin i salen, men Schumers ublu pegen fingre af Goulding som utroværdig kvindefortaler baseret på sangerindens looks alene, rungede bittert. Bedre blev det ikke, da Schumer fulgte op med følgende mirakuløse landevinding til inspiration for ligesindede ‘grimlinger’:

»Jeg vejer formentlig 70 kilo lige nu, og jeg kan alligevel score en pik, når jeg vil! Seriøst, det er rigtigt. Det er ikke et problem«, sagde komikeren – der med sin højde på over 1,70 ligger i BMI-gruppen for normalvægtige kvinder.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Schumer har aldrig lagt skjul på, at hun har lidt af dårligt selvværd, men hendes færden inden for Hollywood-murene og evige sammenligninger med skuespillerkolleger (heriblandt veninden Jennifer Lawrence) synes at have fået hende til at købe forestillingen om, at hun automatisk stikker ud i mængden – hvilken som helst mængde – som en betændt finger. Og i dag – tre år, et nedlagt ‘Inside Amy Schumer’-show og ihærdige forsøg på at kickstarte en kommerciel filmkarriere senere – skriger den biografaktuelle ’I Feel Pretty’ til himlen, at Schumer nu har ladet sig sovse ind i filmbyens bedagede kvinderangering i en grad, så hun har mistet jordforbindelsen.

I filmen spiller Schumer singlekvinden Renee, der er besat af sit udseende og nærer hede drømme om at avancere fra sit velbetalte it-job til en karriere som receptionist (!) i et skønhedsimperium befolket af gudesmukke kvinder. Ekspedienter i tøjbutikker kigger skævt til hendes ‘elefantstørrelse’, og til en spinning-time knækker Renees cykel simpelthen under hendes ’opulente’ vægt. Ergo udspringer det dårlige selvværd ikke alene af Renees fantasi, som filmen senere vil påstå for at redde egen røv, men også af hendes medmenneskers daglige rynken på næsen.

Amy Schumer i ‘I Feel Pretty’.

Alt ændrer sig, da Renee slår hovedet, og pludselig ser en anden, i hendes optik, smukkere krop i spejlet. Med et bliver hun fuld af selvtillid, scorer både receptionistjobbet og en kæreste og taler grimt til sine veninder for ikke at gøre mere ud af sig selv. Skønhed gør indbildsk, forstås.

Pointen er naturligvis, at Renee, som i alle andres øjne ligner sig selv, skal indse, at skønhed kommer indefra, og at de supermodeller, hun altid har misundt, også kan have dårlige dage (»Shut your face!« siger Renee til en flot kvinde, der græder over et breakup). På forunderlig vis lykkes ’I Feel Pretty’ imidlertid på en og samme tid med at fremme både fat OG skinny shaming af værste skuffe: Filmen vil, at vi skraldgriner af Renees hjerneskadede skønhedsvrangforestilling, samtidig med at den som den mest naturlige ting i verden tegner smukke kvinder som overfladiske, hvis ikke noget nær ondsindede væsner.

Så meget for søstersolidariteten hele vejen rundt.

Helt galt går det, da Renee endelig lærer lektien og bruger sit klarsyn til … at sælge makeup til en sal fuld af kvinder, der alle klapper henført, som var de kultmedlemmer til en Scientology-messe. Charme og selvtillid er som bekendt lig nul uden lækkert hår på toppen og perfekt optegnede kindben. Leveret af komikeren, der for få år tilbage blev Emmy-nomineret for sketch-sangen ’Girl you don’t need makeup’. Ironien løber ned af væggen.

Amy Schumer på stand-up-scenen.

Schumer er en dygtig stand-upper, men hendes forsøg på kropspositive opråb går konsekvent hånd i hånd med latterliggørelsen af hendes egen, imaginært pinlige krop – ikke ulig måden, hvorpå Lena Dunham kropsaktivisme i ’Girls’ udsprang af karakteren Hannahs evige insisteren på at rende halvnøgen rundt i outfits, der var adskillige størrelser for små til hende. Og tog enhver anfægtelse af hendes modesans som kvindeundertrykkelse.

Budskaberne er mudrede: Vi skal inspireres af Schumer og Dunhams mod til stå frem foran kameraet og flashe maveskind, men humoren funderes i en modstridende konsensus af, at begges udseende rent faktisk er pinlige og alt andet end sexede at se på, når de atter falder på halen.

Schumer kæmper i disse uger indædt for at forsvare filmen og adresserer selv flere af ovenstående anker head-on. Men hendes argumentation er så tynd som ’I Feel Pretty’s plot. I et interview med Vulture slår stjernen på, at filmen ikke handler om »en grim trold, der skal blive smuk, men en kvinde, der skal få bedre selvtillid. Alle har ret til at føle, at de har dårligt selvværd, uanset hvordan de ser ud«, siger Schumer.

Det har hun så ganske ret i, men hvordan booster det sunde kropsidealer i branchen at holde fast i skildringen af kvinder med en BMI over 20 som klodsede punchlines, der har brug for en gang magisk hjerneskade for at få succes? Det er dybt skuffende og paradoksalt, at Schumer fodrer unge piger med, hvad der essentielt er en filmsynopsis fra de makeover-misogyne 90’ere i en tid, hvor der for alvor er momentum omkring opgøret med Hollywoods kvindesyn.

I samme interview indrømmer Schumer, at hun selv havde det svært med førnævnte makeup-pitch-forklædt-som-peptalk, men at scenen nødvendigvis måtte med for at »hænge sammen med resten af filmen«. Huh? Betyder det ikke blot, at filmen essentielt er forskruet? Endvidere siger hun, at man ikke bør sammenligne ‘I Feel Pretty’ med hendes eget materiale – »den er helt løsrevet fra mit eget arbejde« – om end hun jo selv har sagt ja til at medvirke, og at hun, selvom hun nu er »en rig og berømt person, med masser af sikkerhed« (jævnfør millionerne for ’I Feel Pretty’), har »akkurat lige så dårlig selvtillid«, som da hun var ‘fattig’ og arbejdede som tjener.

Et sobert attitudeskift fra sidste år, hvor Schumer ellers sagde i Netflix’ stand-up-specialen ’Amy Schumer: The Leather Special’:

»Jeg har det virkelig godt i min krop. Jeg føler mig stærk og sund, det gør jeg virkelig. Jeg føler mig sexet!«

Udtalelserne om ’I Feel Pretty’ lugter af skræddersyet reparations-pr med en snert af modstridende, personlig fortrydelse, og miseren farver uvægerligt Schumers integritet som kvindefortaler. Komikeren kalder sig feminist, men hendes ekskluderende, os-imod-dem-version af ‘feminisme’ ekkoer i stigende grad fordommene om, at kvinde er kvindejalousi værst i skønhedsdikaturet, idet hun kategorisk deler sine medsøstre op i samme firkantede kasser, hun foregiver at banke ned.

Og når Schumer oveni hatten ikke engang kan bestemme sig for, om vi skal grine med eller ad hende, om hendes krop fortjener hyldest eller stigma, hvordan skal vi så tage hendes brand seriøst?

Læs også: Anmeldelse af ‘I Feel Pretty’ – fatshaming-jokes underminerer Amy Schumers nye komedie

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af