De 10 mest intense one location-film, du kan streame lige nu

I denne uge fik Gustav Möllers debutfilm ’Den skyldige’ biografpremiere. Den dramatiske thriller skiller sig ud ved kun at udspille sig på ét sted, hvor den eneste kontakt til omverdenen er en telefon. Vi har udvalgt 10 anbefalelsesværdige film fra det danske streaming-katalog, der på samme måde har skåret helt ind til benet.
De 10 mest intense one location-film, du kan streame lige nu
Chris Evans i 'Snowpiercer'.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Skal det være hjernebrydende, mystisk og følsomt: ’Moon’

Efter skuffelserne ’Warcraft’ og ’Mute’ må man konkludere, at instruktør Duncan Jones er bedst, når han har begrænsede midler til rådighed. Det var tilfældet i hans formidable spillefilmdebut ’Moon’ fra 2009.

Her spiller Sam Rockwell astronauten Sam Bell, der er udstationeret på en månebase, hvorfra han udvinder værdifulde energipartikler og sender dem til Jorden. Hans eneste selskab er robotten GERTY, stemmelagt af Kevin Spacey – og han ser frem til at komme hjem til familien.

Hverdagen på den lille månebase er repetitiv og ensom, og Sam er efterhånden ved at blive lidt kulret. Derfor stiller han spørgsmålstegn ved sin egen mentale tilstand, da der begynder at ske mystiske ting på stedet.

Kan streames på SF Anytime, Filmlounge og Blockbuster.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Drømmer du om 85 minutter i en bil med Tom Hardy: ’Locke’

Til november vender den erfarne manuskriptforfatter Steven Knight tilbage til instruktørstolen med Matthew McConaughey-thrilleren ’Serenity’. Sidste gang, det skete, var tilbage i 2013, hvor han med ’Locke’ præsenterede et anderledes nedbarberet koncept.

Tom Hardy brillerer som familiefaren og konstruktionsarbejderen Ivan Locke, hvis liv i løbet af en halvanden times biltur på motorvejen langsomt falder fra hinanden. Mens konen og sønnerne venter derhjemme, kører han nemlig til hospitalet, hvor en anden kvinde skal føde hans barn. Vi bevæger os aldrig uden for bilen, mens diskussioner med familie, venner og kolleger foretages over telefonen. Samtidig bevæger verden sig forbi i støt tempo.

Knight viser mod ved ikke at påføre livstruende og overdramatiske elementer til den ganske normale hovedpersons fortælling for i stedet at fokusere på karakteren. Der burde dog kunne findes mere oplagte fortællegreb end at lade Tom Hardys karakter diskutere med en usynlig udgave af sin far på bilens bagsæde.

Kan streames på HBO Nordic, Filmstriben, Blockbuster, SF Anytime og Viaplay.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Kan det ikke blive klaustrofobisk nok: ’Buried’

Instruktør Rodrigo Cortés og manuskriptforfatter Chris Sparling lavede noget af et benspænd for sig selv ved at lade handlingen i ’Buried’ udspille sig i en nedgravet kiste. Modsat ‘Locke’ sættes tingene her fuldstændigt på spidsen. Det handler om liv, død og desperation på et ganske småt areal.

Ryan Reynolds spiller den uheldige Paul Conroy, der arbejder som civil lastbilchauffør i Irak. En dag angribes hans lastbil af en gruppe terrorister, som slår ham bevidstløs og begraver ham levende. Hans eneste hjælpemidler til at komme ud er en lighter og en mobiltelefon.

Kan streames på Blockbuster og SF Anytime.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Skal du overvældes af et af genrens mesterværker: ’Rear Window’

Den britiske Hollywood-instruktør Alfred Hitchcock var ekspert i uhygge og suspense, også når handlingen udspillede sig på små områder. I ’Rope’, der er lavet som en (falsk) one-shot-optagelse, får han eksempelvis et mord og dets anspændte efterspil til udelukkende at foregå i en lejlighed.

’Rear Window’, en af Hitchcocks bedste film, foregår ligeledes i en lejlighed. Her spiller James Stewart, der også medvirker i ’Rope’, fotografen Jefferies, som grundet et brækket ben er bundet til kørestolen derhjemme. For at fordrive tiden udspionerer han sine naboer gennem lejlighedskompleksets vinduer. Da han aner mistanke om, at en mand har slået sin kone ihjel, inddrager han sin kæreste Lisa, spillet af Grace Kelly, til at hjælpe med at finde beviser.

Modsat flere af de andre film foregår meget af handlingen her uden for hovedpersonens begrænsede areal. Hitchcock taler til publikums voyeur-gen, når Jefferies lurer på omverdenen med sin kikkert. Samtidig gyser man ved, at han på grund af sit ben får svært ved at slippe væk, hvis han bliver opdaget.

Kan streames på Blockbuster og SF Anytime.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Foretrækker du dine one location-film med Tarantino-vold: ’Free Fire’

Ben Wheatley er en af Englands mest spændende instruktører lige nu, og titler som ’High-Rise’ og ’Kill List’ viser, at han bestemt ikke er genresky. ’Free Fire’ er et skudfarligt gangster-komediedrama, som udelukkende udspiller sig i en forladt lagerhal.

Her mødes to kriminelle grupper til en våbenhandel, der efter flere fejltrin og provokationer går i vasken. De tungt bevæbnede hovedpersoner, der blandt andre tæller Armie Hammer, Brie Larson og Cillian Murphy, barrikaderer sig og peger pistolerne mod hinanden.

Wheatley går Tarantino i bedene i én lang skudduel tilsat rappe replikker. 90 minutter er lang tid at følge den noget repetitive konflikt, men tempoet er højt, og actionen velkoreograferet.

Kan streames på Blockbuster og SF Anytime.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Er du mere til spydig snak og Christoph Waltz: ’Carnage’

Roman Polanski har altid været fascineret af kammerspil, der udspiller sig på begrænset plads. Hans debutspillefilm, ’Kniven i vandet’ fra 1962, er eksempelvis et heftigt trekantsdrama, der stort set kun foregår på et mindre sejlskib.

Næsten 50 år senere lavede den polske instruktør ’Carnage’, hvori to forældrepar mødes for at snakke om deres sønner, der er kommet op at slås i skolen. Det sparsomme, men imponerede cast udgøres af Jodie Foster, John C. Reilly, Kate Winslet og Christoph Waltz, og, som titlen antyder, går det ikke stille for sig.

De to par er kun ‘fanget’ i samme rum af høflighedsprincipper, der dog alligevel igangsætter en voksende konflikt. I starten er de to lejre skarpt optegnede, men efterånden afslører personerne nye sider af sig selv, hvorfor der omrokeres i alliancerne.

Kan streames på Blockbuster, Filmlounge og SF Anytime.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Skal det være fuldstændigt bizart (og brillant): ’Dogtooth’

Græske Yorgos Lanthimos er kendt for at instruere syrede film som ’The Lobster’ og ’The Killing of a Sacred Deer’. I det internationale gennembrud ’Dogtooth’ tegner han en families forskruede verden, som blot afgrænses af et stakit.

Tre voksne søskende har nemlig aldrig været uden for familiens landejendom, fordi deres magtsyge far har fortalt dem, at de dør, hvis man forlader matriklen. Ikke nok med det så straffes ulydighed med vold, mens god opførsel belønnes med klistermærker. Faren har sørget for, at børnene aldrig vil kunne fungere i den virkelige verden ved blandt andet at lære dem et forkert ordforråd og få dem til at gø som hunde.

Ligesom i ‘Moon’ sætter den ene location spot på gentagelserne i karakterernes hverdag, lige indtil et lille oprør så småt begynder at ulme, og der på blodig maner brydes med rutinen.

Kan streames på Blockbuster.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Vil du hellere køres rundt på David Finchers spillebræt: ’Panic Room’

Mellem ’Fight Club’ og ’Zodiac’ lavede David Fincher ’Panic Room’, der er anderledes jordbunden ved kun at foregå i en stor villa. Den begrænsede plads fungerer nærmest som et spillebræt, hvor man skal bruge sin strategiske sands for at vinde.

Jodie Foster spiller den nyligt fraskilte Meg Altman, der flytter ind i et stort hus med datteren Sarah, spillet af en helt ung Kristen Stewart. De finder ud af, at husets tidligere ejer har installeret et panic room – et sikkerhedsrum, som kan låses indefra, skulle man støde på ubudne gæster. Det gør Meg og Sarah, da tre mænd, spillet af Forest Whitaker, Jared Leto og Dwight Yoakam, bryder ind. Mor og datter låser sig inde i rummet og prøver at regne ud, hvordan de skal slippe væk.

Kan streames på Blockbuster.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Skal det stadig være bizart, men med fart på: ’Snowpiercer’

Koreanske Bong Joon-ho var senest aktuel med den stjernebesatte Netflix-film ’Okja’, som på sin helt egen måde langede ud efter kødindustriens mørke sider. Fire år inden instruerede han den ligeledes særegne sci-fi-film ’Snowpiercer’, som blandt andre har Chris Evans, Tilda Swinton, John Hurt og Ed Harris på rollelisten.

I denne fremtidsdystopi er alt liv på kloden blevet udraderet af et forfejlet klimaeksperiment. De eneste overlevende befinder sig på Snowpiercer-toget, som farer af sted på skinner over et iskoldt snelandskab.

Toget er hierarkisk opdelt, så det lille samfunds fattigste bor i bagenden, mens de rigeste befinder sig forrest. Chris Evans’ Curtis leder et oprør for samfundets lurvede udskud, der kæmper sig vej gennem toget. Hele fortællingen foregår altså i det samme køretøj, men da hver togkupé er sin egen lille, farverige verden, kan man ikke kalde det en ensformig eller klaustrofobisk oplevelse.

Kan streames på Blockbuster og SF Anytime.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Vi slutter af med punk, mørke og nynazister: ’Green Room’

Det amerikanske genrehåb Jeremy Saulnier efterfulgte sin vellykkede hævnfilm ’Blue Ruin’ med horror-thrilleren ’Green Room’, der fik premiere på Cannes-festivalen i 2015. Indrømmet, filmen er ikke en rendyrket one location-film, men langt størstedelen af den nerveflændsende handlingen finder sted i samme bygning.

Et punk-band får et last minute-spillejob på et afsides koncertsted, der huser nynazistiske grupperinger. Da de unge bandmedlemmer, spillet af talenterne Alia Shawkat, Joe Cole, Anton Yelchin og Callum Turner, overværer et mord, beslutter stedets diplomatiske, men døduhyggelige ejer (Patrick Stewart), at de også må ladet livet. Punk-bandet låser sig inde i baglokalerne og kæmper for overlevelse med de redskaber, de kan finde. Resultatet er mørkt, creepy og klaustrofobisk.

Kan streames på Blockbuster, SF Anytime, Plejmo og Viaplay.

Læs også: Stream 12 filmperler, der aldrig kom i de danske biografer

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af