De 12 vildeste plottwists i dette årti

De 12 vildeste plottwists i dette årti
'Life of Pi'.

TEMA: PLOTTWIST-SÆSON! Der er få ting, der kan generere filmsnak som et effektivt plottwist, og efter en overraskelsesfattig periode siden 90’erne synes de uventede drejninger at være tilbage. Helt forudsigeligt har det dog ikke været i 10’erne, og her peger vi på de mest velskruede twists fra de seneste otte år.

(Behøver vi skrive det? Massiv spoiler alert!)

Daniel Kaluuya og Allison Williams i ‘Get Out’.

1. ’Get Out’

Selvom Jordan Peeles instruktørdebut er rig på humor, har den også klare gysertræk. Og som i enhver anden horrorfilm, mærker man hurtigt, at der er noget helt galt. Alligevel tager filmens plottwist én på sengen, når den skubber handlingen i en noget mere blodig og bizar retning.

Chris (Daniel Kaluuya) er på besøg hos kæresten Roses (Allison Williams) forældre for første gang. Han er bekymret for, hvad den velhavende, hvide familie mon vil sige til, at datteren har fået sig en afroamerikansk kæreste. Men Armitage-husholdningen gør deres bedste for at få ham til føle sig hjemme med velmenende udtalelser som »jeg ville have stemt på Obama en tredje gang«.

Der ligger dog et dystert motiv bag den komisk akavede, men hjertelige modtagelse. Chris er overhovedet ikke Roses første sorte kæreste. Faktisk har hun gentagne gange taget afroamerikanske mænd med hjem, for at kirurg-faren kunne operere hjernerne fra gamle, rige hvide personer over i nye, unge kroppe.

Man kan argumentere for, at noget af uhyggen forsvinder, når twistet er langt ude, men samtidig er det en skarpsindig vinkel på historien om hvide overherrers undertrykkelse og beslaglæggelse af sorte menneskers kroppe.

Michael Shannon og Jessica Chastain i ‘Take Shelter’.

2. ’Take Shelter’

Var Jeff Nichols’ psykologiske thriller sluttet to minutter før sit store twist, var de færreste nok gået skuffede hjem fra biografen. Den sidste drejning ændrer imidlertid hovedpersonernes skæbne markant ved at varsle verdens undergang.

Gennem hele filmen har familiefaren Curtis LaForche (Michael Shannon) haft mareridtsvisioner om en snarlig apokalypse, som både indeholder oliefarvet regn og sorte fugle på himlen. Uden at fortælle det til sin kone Samantha (Jessica Chastain) bruger han hele familiens opsparing på at bygge et sikkerhedsrum i baghaven, som skal skærme dem fra en undergang, som aldrig kommer.

Troede man. For til slut, da Curtis har fortalt Samantha om sine syner, er blevet fyret fra sit job og udstødt fra lokalsamfundet, tager den lille familie på en mindre strandferie for at samle kræfter. Men da han leger med sin datter på stranden ser han pludselig noget dystert i horisonten. Det tilbagetrukne hav indikerer, at en tsunami er på vej, mens tornadoer anes på den mørkegrå himmel. Og han er ikke den eneste, der ser det.

Finalen fungerer dog også som en forløsning. For da en oliefarvet regndråbe lander på Samanthas hånd, indser både hun og publikum, at Curtis faktisk havde ret hele vejen igennem. Det er derfor heller ikke paniske skrig, men et roligt »okay«, der lyder fra hendes mund.

Amy Adams og Jeremy Renner i ‘Arrival’.

3. ’Arrival’

Man kan altid regne med, at besøg fra det ydre rum er verdensomvæltende på én eller anden måde. Men de færreste havde nok set det komme, at Denis Villeneuves sci-fi-film ’Arrival’ ville vende op og ned på vores opfattelse af tid.

Lingvisten Louise Banks (Amy Adams) leder mødet med Heptapod-rumvæsenerne, hvis sorte rumskibe er landet 12 steder på kloden. Trin for trin lærer hun deres sprog, som, modsat menneskets, er cirkulært af natur. Det tvinger Louise og publikum til at bryde ud af vores lineære opfattelse af tid og rum.

Med den nye tidsforståelse formår Louise at stoppe en global verdenskrig, da hun i en fremtidsvision ser, at en kinesisk general takker hende for at have ringet ham op på sit privatnummer – hvorefter hun i nutiden gør netop dette.

Det helt store mindfuck har dog mere personlig karakter. Gennem hele filmen har vi set (hvad vi troede var) flashbacks af Louises afdøde datter, men minderne viser sig at være fra fremtiden. Det er nemlig hende og kollegaen Ian Donnellys (Jeremy Renner) endnu ufødte barn, og filmens hjerteskærende og kærlighedsbærende pointe bliver således, at Louise vælger at få barnet til trods for sin viden om den tragiske fremtid.

‘Foxtrot’.

4. ’Foxtrot’

Samuel Maoz’ israelske drama, der var et mulehår fra en nominering til årets Oscar-uddeling (den blev siet fra i cuttet fra ni shortlistede til fem nominerede), indeholder flere drejninger, der overrasker den intetanende seer. Filmens twists er ikke af den slags, der sætter tidligere begivenheder i et anderledes lys, men fører i stedet det fortløbende handlingsforløb i helt uventede retninger.

Vi starter hos Michael og Dafna Feldmann, som mødes af to uniformklædte mænd, der bringer den triste nyhed om, at deres søn Jonathan er død i militærtjeneste. Herefter følger mindst en halv times sorg og tristesse, inden hr. og fru Feldmann igen kontaktes af budbringerne, som har givet forkert information. Der var tale om en anden Jonathan.

I stedet for lettelse vækker nyheden vrede i Michael, som straks beordrer, at Jonathan bliver bragt hjem fra sin udsendelse, og via kontakter i militæret bliver det sat i gang.

Men da vi i filmens sidste akt vender tilbage til selvsamme familiehjem, aner man, at noget er gået grueligt galt. Flere måneder efter fortællingens begyndelse er Michael og Dafna blevet skilt, og årsagen skal findes omkring sønnen, som nu for alvor er død.

I filmens sidste scene ser vi Jonathan bliver hentet i en militærvogn, som skal køre ham fra sin vante vejafspærringspost til en lufthavn, så han kan komme hjem til sin oprevne familie. Men pludselig står en dromedar midt på grusvejen, og i et forsøg på at styre udenom vælter bilen ud over en stejl skrænt.

Rosamund Pike og Ben Affleck i ‘Gone Girl’.

5. ’Gone Girl’

’Gone Girl’, loyalt baseret på Gillian Flynns bestseller, huskes ikke kun for instruktør David Finchers skarpe, iskolde visuelle stil, men også for et stort plottwist, der måske ikke er lige så hjernebrydende som i ’Fight Club’ og ’Seven’, men midtvejs alligevel bringer stor uro i vores sympatibalance for karaktererne.

En dag er Nick Dunnes (Ben Affleck) hustru Amy (Rosamund Pike) forsvundet, og politiet finder hurtigt beviser for, at hun er blevet fjernet med vold. Da kriminalteknikere finder spor efter blodpletter i huset, bliver Nick kraftigt mistænkt og senere arresteret for at have myrdet sin kone.

Vi finder imidlertid ud af, at Amy i virkeligheden har iscenesat sin egen død og plantet beviser som en hævn på Nick, efter hun opdager, at han har en affære med en af sine elever. Og det er ikke det eneste trick, hun har gemt i ærmet.

Da Amy senere forbarmer sig over sin arresterede ægtemand, efter han har udtrykt sin dybe fortrydelse i et talkshow, beslutter hun sig for at vende tilbage fra de døde. Hun har hidtil søgt husly hos sin rige ekskæreste Desi (Neil Patrick Harris), men ender med at iscenesætte ham som sin bortfører og overfaldsmand. Hun påfører sig selv smerte og skærer hans hals over »i selvforsvar«.

Amy vender tilbage, og Nick frifindes, men han vil ikke blive hos hende. Bare ærgerligt. Amy har insemineret sig selv med hans sædceller, gemt i en sædbank, og nu venter hun hans barn. Nick beslutter sig modvilligt for at blive ved hendes side for barnets skyld.

Suraj Sharma i ‘Life of Pi’.

6. ’Life of Pi’

Ang Lees filmatisering af Yann Martels bestseller af samme navn blev en Oscar-nomineret triumf, der i sidste ende indbragte Lee statuetten for bedste instruktør. Men det var filmens overrumplende twist, der gav ekko langt ind i publikums hjerter.

’Life of Pi’ fortæller den sælsomme historie om drengen Pi Patel, der ender i en redningsbåd midt på det store blå hav, da det skib, der skulle fragte hans familie og deres menageri af zoo-dyr til en ny og bedre verden, synker. I redningsbåden befinder sig desuden en såret zebra, en hyæne og en orangutang, men besætningen reduceres hastigt, da den lumske hyæne dræber og gnasker i både zebraen og orangutangen og vender sig mod næste måltid: Pi.

Her tager fortællingen imidlertid en actionpræget drejning, da en gigantisk bengalsk tiger ved navn Richard Parker springer ud fra sit skjul under en presenning og gør kort proces med hyænen. Dage bliver til uger, mens tiger og dreng driver rundt under stjerner og en brændende sol, og Pi forsøger at please rovdyret ved at fange fisk, samtidig med at han må sætte sig i respekt og udvise snilde for ikke at ende som offer for hverken tigertemperament eller elementernes rasen. Da båden endelig driver i land, forsvinder den stærkt udmagrede tiger ind i junglen uden at se sig til tilbage, og Pi bringes til et hospital. Og det er her, ’Life of Pi’ sætter ind med sit isnende twist:

Pi interviewes af en forsikringsmand om skibsforliset, og da denne udviser stor skepsis over for historien om dreng og tiger, fortæller Pi en ny version, hvori dyrene erstattes af mennesker. Hans mor var orangutangen, zebraen en såret sømand og hyænen skibets ubehagelige kok – mens Richard Parker var Pi selv, der i en kamp på livet slog kokken ihjel og brugte ham som mad og fiskemadning. I sidste ende lader filmen det være op til publikum at bedømme, hvilken historie man kan leve med: Den utrolige eller det noget nær uudholdelige menneskelige drama.

Det er et mørkt svirp med tigerhalen oven på en visuelt storslået, drømmeagtig film, der slører grænserne mellem eventyr og virkelighed, menneskelig vilje og naturkraft, og som giver ny mavepuster-mening til den fortærskede ’det var bare en drøm’-kliche.

‘Kill List’.

7. ’Kill List’

Ben Wheatleys ’Kill List’ er en forskruet lejemorderthriller, der tager flere uventede drejninger undervejs og slutter af med et decideret ubehageligt twist.

Filmen, som Wheatley har skrevet i fællesskab med sin hustru Amy Jump, følger krigsveteranerne Jay og Gal, der nu befinder sig i den noget lyssky lejemoderbranche. Da Gal og hans nye kæreste Fiona en aften er på besøg hos Jay og konen Shel, fortæller han, at han har et nyt job til dem. Jay tager på Shels opfordring imod jobbet, og de to kollegaer mødes med en mystisk klient, der har en list med tre mål.

Det første mål er en præst, der synes at genkende Jay og ligefrem takker ham, før Jay slår ham ihjel. Mål nummer to er en arkivar, hvis hjem er fyldt med diverse horrible videoer. Efter Jay har myrdet arkivaren, finder han og Gal en mappe med billeder af dem selv. Gal finder desuden så mange kontanter, at de beslutter sig for at droppe det sidste mål og deres betaling.

Den idé er deres klient dog ikke med på. Han truer med at myrde dem og deres familier, hvis ikke de færdiggør arbejdet. De accepterer opgaven, mens Jays kone og søn søger ly i deres sommerhus.

Sidste mål er et parlamentsmedlem. Da de venter uden for hans mål, opdager de en stor, fakkelbærende og maskeklædt kult, som foretager et menneskeofringsritual, og iblandt dem er parlamentsmanden. Jay og Gal skyder ham og forsøger at flygte, men Gal overlever ikke.

Jay når ad underjordiske gange frem til sin families sommerhus, hvor han genforenes med Shel, men kort efter bliver han slået bevidstløs. Han vågner, omringet af de maskerede kultmedlemmer, der tvinger ham til at kæmpe mod en ligeledes maskeklædt, pukkelrygget modstander med en kniv. Jay formår at slå personen ihjel, men opdager bagefter, at det i virkeligheden var Shel med deres søn spændt fast på ryggen og et lagen over sig.

Kultmedlemmerne tager maskerne af og viser sig blandt andre at være klienten og Fiona. Det hele var et sygt spil, som de havde planlagt, og som Shel tilsyneladende også var med på, idet hun gnægger en ond latter, mens hun ånder ud.

‘The Handmaiden’.

8. ’The Handmaiden’

Asiatisk film elsker et godt twist i kombination med saftigt seksuelt bedrag, og Parks Chan-woks ’The Handmaiden’ tager tendensen til nye Babusjka-højder, der (næsten) erstatter instruktørens karakteristisk forråede ultravold som parabel for samfundets fordærv med en forførende fortælling om lesbisk kærlighed, sex og dominans i 1930’ernes japanskbesatte Korea.

Min-hee Kim og Tae-ri Kim spiller henholdsvis den velbeslåede Lady Hideko og hendes tjenerinde Sook-Hee, der udvikler komplicerede følelser for hinanden, til trods for at Sook-Hee er i ledtog med den glatte svindlercharmør Fujiwara – der er ude på at gifte sig med Hideko blot for at få hende indlagt på en galeanstalt og stjæle hendes formue. Først skal Fujiwara imidlertid uden om Hidekos diktatoriske værge onkel Kouzuki (Jin-woong Ho), der faldbyder sin smukke nieces seksualitet som underholdning for perverse rigmænd. Nå ja, og så er der noget med en blæksprutte…

’The Handmaiden’ tegner et kvalmt billede af kvindeundertrykkelse og sexmisbrug som traditionel (fin)kulturel magtfaktor, men vender bøtten i vejret, da Park lader sine snarrådige kvinder give patriarkatet eftertrykkeligt tørt på. Alliancer formes og trevles op i et svimlende loop, men ultimativt viser det sig, at det er de to skønheder og kærester Sook-Hee og Hideko, der i fællesskab har spundet deres intrikate net om de hovmodige mænd, der besejlede deres skæbner ved at se kvinderne som lidet andet end naive dukkehoveder.

Den, der ler sidst – og det gør Sook-Hee og Hideko så, da de forklæder sig som heteropar og forsvinder i mængden.

Anne Hathaway og Matthew McConaughey i ‘Interstellar’.

9. ’Interstellar’

Store, gennemtænkte og hjernevridende twists har i dén grad præget Christopher Nolans karriere, med film som ’Memento’ og ’The Prestige’. I 2014 bød den storladne sci-fi-film ’Interstellar’, som han skrev i fællesskab med brormand Jonathan, på et ligeledes overraskende twist. I stil med ’Arrival’ handler det om tid og rum, og Nolan-brødrene tro er det komplicerede plot svært at beskrive i korthed.

Jorden er i midten af det 21. århundrede ved at løbe tør for ressourcer. Da den tidligere NASA-pilot Coopers (Matthew McConaughey) datter Murph siger, at der er et spøgelse på hendes værelse, som vælter hendes bøger ned fra reolen, går det op for ham, at der er tale om abnormaliteter i tyngdekraften, som kan overføres til geografiske koordinater. De fører ham til en hemmelig forskningsbase.

Her møder han John Brand, som vil forsøge at flytte menneskeheden til andre planeter. Han skal bare lige først finde løsningen på en tyngdekraftsligning. Alternativt vil han kunstigt ’føde’ 5000 menneskefostre, som kan bringe arten videre. Joseph Cooper leder en ekspedition til forskellige planeter langt fra vores solsystem, som, ifølge tidligere udsendte astronauter, er beboelige, og med sig har han de potentielle fostre.

Cooper og rumcrewet, der blandt andre består af John Brands datter Amelia, rejser gennem et ormehul nær Saturn for at komme til de fjerntliggende, planeter. De kommer til en galakse, hvor tiden går markant langsommere end på Jorden grundet et stort sort hul, som planeterne kredser om. Da de forlader den første planet, som viser sig at være ubeboelig, er der derfor gået hele 23 år hjemme på jorden. I mellemtiden når datteren Murph derfor også at vokse op og blive til Jessica Chastain.

Meget går galt undervejs, og med en kritisk mængde brændstof på tanken lægger Cooper og Amelia Brand en plan for at nå til den sidste beboelige planet. I en ’slangebøsse-manøvre’ kobler Cooper sig fra rumskibet, så Amelia kan nå det sidste stykke vej og starte en ny menneskepopulation med fostrene. Selv falder han ind i galaksens sorte hul og ender i en såkaldt tesseract. Her sker der spøjse ting.

Tesseract’en er skabt af fremmede, højteknologiske væsener, som sandsynligvis er fremtidens mennesker. De har en femdimensionel forståelse af tid og rum, og det samme får Cooper, der viser sig at være Murphs ’spøgelse’. I tesseract’en kan han nemlig påvirke tyngdekraften i fortiden, hvor han skubber datterens bøger ud af reolen, og dermed starter hele eventyret.

Men Cooper formår også at redde jordboerne ved at morse løsningen på John Brands tyngekraftsligning. Han manipulerer nemlig med viserne i et armbåndsur, som han gav Murph inden sin afrejse. Denne morsekode giver hende svaret på ligningen, som muliggør, at jordens befolkning kan forlade planeten og bo midlertidigt på en rumstation, før en rigtig planet er klar til at blive beboet.

Det er denne station, som Cooper til slut vågner op på. Han møder Murph, som nu er meget ældre end ham på grund af det sorte huls tidsvridning og får at vide, at Amelia nåede frem til den beboelige planet og er i gang med at gøre den klar til indflytning.

Meget skulle forklares i ’Interstellar’s slutning, som bestemt ikke begejstrede alle anmeldere. Selvom den byggede på videnskabelige teorier, virkede det måske også en tand letkøbt at lade McConaughey redde verden via en ubestemmelig boks, skabt af fremtidens mennesker.

‘Goodnight Mommy’.

10. ’Goodnight Mommy’

I østrigske ’Goodnight Mommy’, instrueret af Severin Fiala og Veronika Franz, vender en kvinde hjem til sine to tvillingesønner, Lukas og Elias, efter hun er blevet opereret i ansigtet. De to drenge skræmmes af hendes bandager i ansigtet og begynder at tvivle på, om hun overhovedet er deres mor. Hun opfører sig nemlig underligt ved konsekvent at ignorere Lukas og kræve, at der skal være stille i huset, og at gardinerne skal være trukket for.

Overbevist om at hun er en bedrager, limer drengene moren fast til gulvet og truer med at brænde huset ned. Moren fortæller Elias, at Lukas omkom i en ulykke, mens hun var væk. Tårevædet forsikrer hun ham om, at han ikke var skyld i tvillingebrorens død.

Elias tror ikke på, at Lukas er en forestilling i hans hoved. Han ser broren stille sig over til vinduet for at sætte ild til et gardin. For at bevise, at hun er deres mor, beder han hende fortælle, hvad Lukas gør.

»Jeg kan ikke se det«, siger hun. »Min mor ville vide det«, svarer Elias og sætter ild til gardinet, så den skrigende mor går op i flammer. Til sidst ser vi Lukas, Elias og moren genforenet i den nærtliggende majsmark. Smilende kigger de ind i kameraet.

Twistet får én til at se tilbage på hele filmen og fundere over, hvor meget der mon foregik oppe i Elias’ hoved, og hvor meget der faktisk skete i virkeligheden. Ser vi i slutningen familiens ånder, der mødes i himmerige, eller er det også bare noget, Elias forestiller sig?

Jake Gyllenhaal og Jake Gyllenhaal i ‘Enemy’.

11. ’Enemy’

Inden ’Arrival’ instruerede Denis Villeneuve arthouse-thrilleren ’Enemy’, som ligeledes slutter med et overraskende twist. Denne gang læner det sig mindre op ad videnskab og logik.

Jake Gyllenhaal spiller universitetsprofessoren Adam Bell, der en dag ser sin egen dobbeltgænger i en film. Han opsøger skuespilleren Anthony Claire, ligeledes spillet af Gyllenhaal, og de finder ud af, at de er fuldstændigt ens og endda har det samme ar.

Efterfølgende finder Anthony stor interesse i Adams kæreste Mary (Mélanie Laurent), og han får tvunget den modvillige, men handlesvage Adam til at give ham sit tøj og sine bilnøgler, så Anthony kan tage Mary med på en romantisk weekendtur. Imens finder Adam hen til Anthonys boligkompleks, hvor sikkerhedsvagten genkender ham og lukker ham ind. Her møder han Anthonys kone Helen (Sarah Gadon).

Begge mænd tilbringer natten med den andens kæreste, men mens Helen ikke ænser, at Adam ikke er hendes mand, bliver Mary forskrækket, da hun ser et mærke efter Anthonys vielsesring. Hun tvinger ham til at køre hende hjem, men på bilturen dør de begge i en bilulykke.

Dagen efter vågner Adam op uvidende om sin kærestes død. Han ifører sig Anthonys tøj og sludrer med Helen, der ude fra badeværelset siger, at han skal ringe til sin mor. Men da han vender sig om og går ind i soveværelset, mødes han ikke af Helen. En kæmpestor edderkop har taget hendes plads, og Adam sukker i et af nyere tids mest overraskende twists.

I stil med resten af filmen giver den kryptiske slutning, som ikke er at finde i José Saramagos roman ’The Double’, som filmen er baseret på, langtfra en klar løsning på mysteriet.

Villeneuve har tidligere udtalt, at han med ’Enemy’ ville udforske det underbevidste, hvorfor Gyllenhaals to karakterer kan symbolisere én persons indre splittelse, mens edderkoppen er et billede af Adams syn på kvinder. »Jeg syntes, det var en ret hypnotisk og dybsindig måde at udtrykke noget om femininitet på i ét billede«, har instruktøren sagt i et interview med Amazon Prime.

Forrest Wickman fra Slate mener, at hele filmen er en allegori over at leve under et totalitært styre. Adam, der i løbet af filmen underviser i netop dette, formår ikke at agere som et selvbestemmende individ, da der er to af ham. Han opdager ikke, at staten fanger og kontrollerer ham i sit spind før til allersidst.

Kaya Wilkins og Eilie Harboe i ‘Thelma’.

12. ’Thelma’

Norske Joachim Trier prøvede med ’Thelma’ ikke bare kræfter med gysergenren, han gav os også et grumt twist, som satte karaktererne i et nyt lys.

I filmens åbningsscene ser vi den titulære hovedperson som barn, der er med sin far på jagt i en sneklædt skov. Uden at Thelma opdager det, sigter han jagtgeværet på hende, men han kan ikke få sig selv til at skyde hende. Det former vores blik på deres relation i resten af filmen – og forankrer vores sympati hos Thelma med faren som en kilde til potentiel ondskab.

Vi spoler frem til voksne Thelma, der flytter til Oslo for at starte på universitetet. Her bliver det gjort klart, at forældrene er meget bevidste om hendes gøren og laden, og at de har givet hende en dybt kristen opvækst, hvor hun er blevet afstraffet, hvis hun opførte sig upassende.

Den generte hovedperson møder og forelsker sig i den medstuderende Anja, og mens drifterne stiger op i hende, begynder der at ske mystiske ting, og hun får, hvad der ligner epileptiske anfald. Hendes frustrationer og indestængte seksualitet fører tilmed til, at hun ubevidst får Anja til helt at forsvinde.

Thelma finder ud af, at hun har arvet overnaturlige kræfter fra sin mormor, som hun troede var død, og at hendes såkaldte psykogene ikke-epileptiske anfald kan kobles tilbage til hekse, der blev brændt på bålet i middelalderen. Mormoren ligger i et slags koma på et hospital, hvor hun ikke kan gøre nogen ondt.

Grunden til, at faren i starten af filmen ville skyde sin datter, var, at hun forinden havde slået sin spæde lillebror ihjel af bar jalousi. I et grufuldt flashback ser vi, hvordan hun med tankens kraft placerede sin lillebror i vandet under den tykke is på en sø, som familien bor ved siden af.

Pludselig forstår vi forældrene, der hidtil har syntes kontrollerende og kolde. Den religiøse opvækst har skullet nedkøle hendes følelser, som ellers ville aktivere de farlige kræfter. Med denne åbenbaring går Thelma fra at være den uskyldige, afholdende pige til at favne sine kræfter, og hun ender med at slå sin far ihjel ved at sætte ild til ham med tankens kraft.

Læs også: En ny stor æra for vanvittige plottwists er begyndt

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold