Det skal du streame i juli: Nyt fra Jerry Seinfeld, ’Big Little Lies’-instruktør, true crime og Netflix-hit

Få det hurtige overblik over de mest spændende tilføjelser til de danske streamingtjenester i den kommende måned.
Det skal du streame i juli: Nyt fra Jerry Seinfeld, ’Big Little Lies’-instruktør, true crime og Netflix-hit
Amy Adams i 'Sharp Objects'.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Sharp Objects’

Sidste år instruerede Jean-Marc Vallée alle afsnit af den prisvindende HBO-serie ’Big Little Lies’, og i næste måned vender han tilbage til miniserieformatet med ’Sharp Objects’, der er baseret på en roman af ’Gone Girl’-forfatteren Gillian Flynn.

I serien, der er skabt af Marti Noxon (’Buffy the Vampire Slayer’, ’Mad Men’), spiller Amy Adams journalisten Camille Preaker, som vender hjem til sin fødeby for at undersøge mordet på to unge piger. Samtidig begynder fortidens dæmoner hos Camille, der tidligere har været indskrevet på et psykiatrisk hospital, at titte frem.

Premiere 9. juli på HBO Nordic.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Sacred Games’

Som det er kommet til udtryk med blandt andre danske ’The Rain’, tyske ’Dark’ og israelske ’Fauda’ har Netflix gjort det til sin mission at levere originalt indhold fra og til alle dele af verden. Nu er turen kommet til streamingtjenestens første indiske orginalserie.

’Sacred Games’ er baseret på Vikram Chandras roman af samme navn og følger politibetjenten Sartaj Singh, der forsøger at fange gangsterbossen Ganesh Gaitonde i en tempofyldt jagt gennem Mumbais skumleste afkroge.

Premiere 6. juli på Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Robin Williams: Come Inside My Mind’

Instruktør Marina Zenovich, der tidligere har lavet dokumentarfilm om Roman Polanski og Richard Pryor, vender med ’Robin Williams: Come Inside My Mind’ nu blikket mod den elskede komiker og skuespiller, der tog sit eget liv i 2014.

I selskab med blandt andre Billy Crystal, Whoopi Goldberg og David Letterman gennemgår filmen Williams’ historie, der båder indbefatter narkotika- og alkoholafhængighed, depression og et kæmpestort performertalent. Der er lagt op til en følelsesladet afsked.

Premiere 17. juli på HBO Nordic.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Orange Is the New Black’ sæson 6

En af Netflix’ allerførste orginale serier lancerer i slutningen af måneden sin sjette sæson. Folkene bag har været ganske hemmelighedsfulde omkring de nye afsnit, der igen følger Piper Chapman og de kvindelige fængselsfanger, spillet af blandt andre Taylor Schilling, Laura Prepon, Danielle Brooks og Kate Mulgrew. Efter femte sæsons fængselsoprør sluttede med en solid cliffhanger, er der nok lagt op til lidt store ændringer i karakterernes tilværelse.

»Mod slutningen af sæson fem var der nogle personer, som besluttede sig for at holde sammen, mens andre sørgede for sig selv«, har skuespiller Adrienne C. Moore udtalt til The Hollywood Reporter. »Vi kommer til at se efterdønningerne af de beslutninger i næste sæson«.

Premiere 27. juli på Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Wrong Man’

C More melder sig ind i true crime-feberen med dokumentarserien ’Wrong Man’. Som titlen antyder, er fokus her på fængselsfanger, der, i hvert fald efter eget udsagn, sidder inde for noget, de ikke har gjort.

I seks afsnit undersøges tre gamle sager til bunds – blandt andet en mordhistorie, hvor fire sælgere blev dræbt i en møbelbutik i Mississippi, og hvor manden Curtis Flowers, der netop var blevet fyret fra arbejdspladsen, hurtigt blev mistænkt. Efter to årtier i fangeskab holder han stadig fast i sin uskyld.

Premiere 12. juli på C More.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Comedians in Cars Getting Coffee’

Efter ni sæsoner på Sonys gratis online-kanal Crackle flytter Jerry Seinfelds mobile talkshowserie nu over til Netflix, der har vist sig ikke at være bleg for at punge ud for at tiltrække store comedy-navne. Den nye sæson får 24 afsnit, hvori Seinfeld fortsat dyrker det simple koncept, som indebærer ham og en komikerkollega, der snakker om løst og fast, mens de kører i bil og drikker kaffe.

Premiere 6. juli på Netflix.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Dietland’

Marti Noxon, der også står bag tidligere nævnte ’Sharp Objects’, tager med ’Dietland’ fat i flere tematikker, som diskuteres i dag. Baseret på Sarai Walkers bog af samme navn kommer serien således både ind på mode- og skønhedsindustriens kropsidealer, fat shaming og håndteringen af seksuelle krænkere.

Joy Nash spiller Plum Kettle, der er ansat til at svare på læserbreve i sin modellækre redaktørs sted. Hun er træt af den måde, som omverdenen behandler hende på, udelukkende på grund af at hun er overvægtig. »Det kræver en revolution«, siger hun i traileren. Samtidig beretter en nyhedsvært om flere tilfælde, hvor mænd, der er blevet beskyldt for seksuelle overfald på kvinder, kidnappes og slås ihjel.

Premiere 31. juli på Amazon Prime.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Becoming Bond’

’New Girl’-instruktør Josh Greenbaums nye dokumentar følger australske George Lazenby, der gik fra at være bilsælger til at spille James Bond i ’On Her Majesty’s Secret Service’, hvorefter han til manges overraskelse takkede nej til at forsætte som den ikoniske Agent 007.

»Filmens udformning minder om et møde mellem Errol Morris og Wes Andersons tanker«, skrev Indiewire om ’Becoming Bond’, hvori den aldrende skuespiller genfortæller sin vilde historie, der indebærer sex og stoffer en masse. Hans (lovlig) farverige anekdoter akkompagneres af festlige reenactments, som ikke lægger skjul på, at vi har af gøre med én mands version af historien.

Premiere 23. juli på C More.

Læs også: Det skal du se i biografen i juli: Dansk Oscar-vinder, narkothriller og Roland Møller vs. The Rock

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af