’Evil Genius’: Netflix’ chokerende pizzamord-serie er alt for true crime-befippet

Uden at have lyttet til morderisk allemandsseje som ’Serial’ eller set ’Making A Murderer’ og ’The Jinx’ følte jeg mig næsten kriminelt nøgen i mødet med Netflix’ nye true crime-miniserie ’Evil Genius’. Men kun næsten. ’The Thin Blue Line’ og ’Wormwood’ af genreurfaderen Erroll Morris og især den skarpe penisparodi ’American Vandal’ har formtilpasset brillerne.

Genreskabelonen er da heller ikke svær at spotte i ’Evil Genius’. Den er toneangivende.

Et sagesløst pizzabud fra Pennsylvania røver i 2003 en bank med en stokkeformet gun, en bombe spændt fast på maven, et metalbånd rundt om halsen og en yderst detaljeret liste med instrukser, der førte ham på en skattejagt med livet på spil. Manden kom aldrig så langt, bomben sprang. Hvem stod bag?

’The Pizza Bomber Heist’ burde have mere rod i ’Seven’ eller ’Saw’ end i virkeligheden. Man både rystes og fascineres af misantropi på så tæt hold. Det er bare en skam, at seriens skabere Barbara Schroeder og Trey Borzillieri er mere interesserede i at konstruere et flerhovedet detektivmysterie efter fiktionens whodunit-præmisser. Det skal være true true crime.

Derfor præsenterer Borzillieris fortællestemme os som det første for Marjorie Diehl-Armstrong med de døde Fritzl-øjne. Vi får opridset, at hun aldrig var normal, men klog. Intelligent, men manisk, bipolar og narcissist. Attraktiv, men med en uheldig tendens til at tage sine ægtefæller af dage.

Med et skingert vanvidsskrald slår en telefonstemme fast: »Jeg er ikke et ondskabsfuldt geni, som var grådig og bad en fyr røve en bank for mig«. Og så er hun ude af billedet igen et afsnits tid.

I mellemtiden ser vi de uhyggeligt nære optagelser af Brian Wells død og hører om hans baggrund, mens efterforskere sår tvivl om hans uskyld med nyheden om en af hans kollegers selvmord dagen efter røveriet. Detaljer omkring Wells halsbånd udlægger dog sagen som overlagt mord. Hvem var morderen? Så kommer vi tilbage til Marjorie, nu med (eks)kærestens lig i vennen Bill Rothsteins fryser.

Er hun titlens ondskabsfulde geni? Er det fedtmulen Bill? Eller måske en helt tredje? Politiet er forvirret, vi er forvirrede, og Schroeder og Borzillieri har svarene, men præsenterer alle tænkelige vinkler som jomfrueligt territorium.

Ludere, lommetyve og intelligente manipulatorer støbt af storhedsvanvid og samlermani trækker historien væk fra udgangspunktet. Trods instruktørernes merviden er det hele fortalt kronologisk efter krimiens spændingsprincipper om tilbageholdelse af information.

Først halvvejs inde ser det ud, som om ’Evil Genius’ vil komme til sagen. Marjorie kontakter noget overraskende Borzillieri for juridisk hjælp, mod at hun som en anden Hannibal Lector røber personen bag ’The Pizza Bomber Heist’. En cliffhanger, et twist… et vildspor.

Kort før lukketid forklares sagsforholdene, som de står i dag, hvorefter serien vil booke plads på true crime-olympen ved at trække en kanin op af hatten som indsigelse.

Arkivmaterialet er omfattende, historien en one-of-a-kind. Skaberne bag ’Evil Genius’ bemestrer bare ikke materialet og ender med at lade historier om menneskeligt forfald, skurkeensembler, familiestrid, mordopklaringer og psykopatrelationer træde hinanden over tæerne.

Man føler sig nærmest snydt og bedraget for en klar, perspektivrig undersøgelse af den ondskab, der spillede dødsleg med et pizzabud. Det, vi får, synes ikke at have særlig meget med sandheden at gøre?

Læs også: Netflix’ true crime-serie ‘The Staircase’ er sommerens must-binge – se traileren