’Game of Thrones’-skuespiller er dødtræt af celebrity-cameos – »især Ed Sheeran«

’Game of Thrones’-skuespiller er dødtræt af celebrity-cameos – »især Ed Sheeran«
Ed Sheeran i 'Game of Thrones'.

’Game of Thrones’ er blevet så stort et fænomen, at alle vil være med – inklusive musikerne Sigur Rós, Of Monsters and Men og Mastadon. Det er imidlertid ikke en tendens, som behager alle. I et nyt interview fortæller irske Kristian Nairn, der har spillet stalddrengen Hodor, om sin aversion.

»Jeg er ikke fan af gæsteoptrædenerne i ’Game of Thrones’. Jeg kan ikke lide dem. Jeg synes, det er dumt. Det har jeg ikke noget imod at fortælle. Jeg synes bare, det tager én helt ud af universet«, siger skuespilleren til Huffington Post, hvorefter han fremhæver en vis popsanger, der medvirkede i første afsnit af sæson 7.

»Især Ed Sheeran. Jeg tænkte: ’Hvorfor er Ed Sheeran her?’ Jeg mener, Ed Sheeran er fed, han er en fed fyr, fed musiker, men hvorfor er han med i ’Game of Thrones’?«, siger Nairn.

»Det er en fantasy-serie. Vi indfanges i den her fantastiske verden og bruger så meget tid, penge og talent på at skabe den. Og lige pludselig dukker der en popstjerne op? Hvad?«

Tiden vil vise, om HBO-serien introducerer flere spøjse cameos i den sidste sæson, som får premiere til næste år.

Læs også: Kit Harington planlægger stor transformation efter ’Game of Thrones’: »Jeg bliver nødt til at skille mig af med Jon Snow«

Advertisement