Netflix har i årevis været det mest mystikomgærdede foretagende i Hollywood og omegn. På få år er streaminggiganten blevet en massiv magtfaktor i underholdningsindustrien takket være et stigende omfang af originalproducerede serier og film. Men hvor mange ser deres produktioner? Hvor meget ved de om deres brugeres vaner og forbrug? Og hvor meget spiller deres avancerede algoritme og big data-insights ind på, hvilke serier og film de vælger at lave og forlænge?
Det er ikke alle disse spørgsmål, vi får konkrete svar på i New York Magazines gigantiske artikel ’The Netflix Binge Factory’, der kan læses i sin helhed her. Men artiklen er alligevel nok det mest konkrete og dybdegående indblik, vi endnu har fået i Netflix’ tankegang og handlingsmønstre. Journalist Josef Adalian har gennem en længere periode haft sin faste gang i Netflix-korridorerne i Los Angeles og siddet med til adskillige møder med såvel topledelsen som enkelte underafdelinger.
Det kan anbefales at læse den små 9.000 ord lange indføring i sin helhed, men er din tid lidt for kostbar, kan du spare 8.000 af dem ad denne genvej:
1. Ingen topstyring
I toppen af Netflix’ indholdsproduktion sidder indholdschef Sarandos og under ham vicepræsident for originalindhold Cindy Holland. Men hele to lag under hende har fuld frihed til at sætte serier i gang uden at spørge om lov, ligesom cheferne for underafdelingerne internationalt indhold, dokumentar, uscriptede serier (fx reality) og standup har samme autoritet.
»De kan greenlighte ethvert projekt uden min godkendelse. De kan godkende det imod min godkendelse«, siger Sarandos. Det betyder, at Netflix er i stand til at operere som 10-15 nærmest uafhængige selskaber, hvilket er hemmeligheden bag, at tjenesten kan sætte så meget indhold i søen, som de gør for tiden (cirka en original-film om dagen og halvanden original-serie om ugen).
2. To succeser, chefen ikke troede på
Ted Sarandos nævner to eksempler på titler, som han selv talte imod, men som blev tvunget igennem af hans folk alligevel – og endte som store succeser: Dokumentaren ’What Happened, Miss Simone?’ (»vi skændtes om det i seks måneder«) og true crime-mockumentaryen ’American Vandal’, som nu er blevet forlænget til sæson 2.
3. 70 procent mavefornemmelse
Netflix bliver ofte mobbet med at lade sig lede ensrettet af deres algoritme: Hvis de kan se, at deres brugere elsker Adam Sandler-film, så skal brugerne satme også få Adam Sandler-film, til de brækker sig. Så enkelt er det dog ikke ifølge Netflix-spidserne.
»Man skal være meget påpasselig med ikke at blive for optaget af matematikken, for så kommer man til at lave det samme igen og igen. Og data fortæller dig kun, hvad der skete i fortiden. Det fortæller dig ikke noget om, hvad der vil ske i fremtiden«, siger Ted Sarandos.
»Det er 70 procent mavefornemmelse og 30 procent data. Det meste er informerede fornemmelser og intuition«.
’The End of the Fucking World’ nævnes som et eksempel på en serie, som nærmest blev lavet imod tallenes forudsigelser, men som endte med langt at overstige forventningerne til, hvor meget den ville blive set.
4. Men tallene er alligevel vigtige
Selvom udviklingen af en ny serie ikke starter med dataene, vil de altid spille ind. Selv når Netflix indleder forhandlinger med en stor etableret stjerne eller producer, tager de et dyk ned i tallene, før de giver endeligt go.
5. Netflix’ særlige genreopdeling
Netflix er ikke bange for nicherne – faktisk vil de gerne ramme så mange nicher som muligt. De har et stort system af meget specifikke genreopdelinger, »verticals« kalder de dem. Det kan være coming of age-komedier, perioderomancer eller sci-fi-eventyr. Tjenestens mission er at krydse så mange af disse subgenrer af som muligt med deres indhold.
6. Netflix kigger ikke på, hvor gammel du er – men på din smag
Mens tv-kanaler traditionelt har opdelt deres seermålgrupper i overordnede karakteristika som alder og køn, er det ikke data, Netflix indsamler. I stedet kigger de på smag. Faktisk har de inddelt 2000 såkaldte taste clusters, som alle deres brugere falder ind i. Det fortæller Netflix meget mere, hvad folk faktisk clicker på, end hvor gamle de er. »Det er lige så sandsynligt, at en 75 år gammel mand i Danmark ser ’Riverdale’ som mine teenagebørn«, siger Ted Sarandos.
7. Dataene får de rette serier ud til de rette folk
Mens dataene kun i mindre grad dikterer, hvilke serier Netflix laver, er statistikken essentiel i forhold til at få serierne ud til de rette brugere. ’Black Mirror’ blev for eksempel ikke lavet for at please specifikke målgrupper, men efter den kom ud, kunne Netflix se, at den spillede særligt godt i Cluster 290 og Cluster 65. Det viste eksempelvis, at ’Black Mirror’-fans også var fans af ’Lost’ og ’Groundhog Day’.
»Vi har et ordsprog: Dit Netflix er ikke mit Netflix«, siger strategidirektør Olivia De Carlo. Det betyder, at selv tjenestens første storfilm, ’Bright’ med Will Smith’, måske slet ikke figurerede på din Netflix-forside, hvis du ikke tidligere havde vist interesse for den type film.
8. Forskellige billeder til forskellige brugere
Der bliver lagt et stort arbejde i at promovere serierne med det rette billeder på sitet, og ikke alle brugere får det samme billede. Når en serie får premiere, prøver Netflix-folkene forskellige billeder af på forskellige taste clusters og ser, hvilke billeder der får hvilke grupper til at se serien.
9. Når mange står af midtvejs, er det fatalt
Det er ikke nødvendigvis et problem for Netflix, hvis seertallene ikke er så høje – det er nærmest værre, hvis dem, der ser serien, ikke ser afsnittene til ende. »Survivorship«, kalder de dette element. Med coming of age-serien ’Everybody Sucks!’ sprang de få, der så den, for eksempel fra midt i afsnit 1. Den blev øjeblikkeligt skrinlagt.
10. 28-dages-reglen
Netflix går ikke så meget op i, om deres serier bliver binget hurtigt i den første weekend. Det er der alligevel kun en lille gruppe mennesker, der gør. Men det er en vigtig parameter, hvor mange der ser en sæson færdig på den første måned, efter den er kommet ud.
11. Det var nemt at fyre Kevin Spacey
Da Kevin Spacey blev fældet af en #MeToo-relateret skandale, var det svære ikke at få ham fyret fra ’House of Cards’. Det var derimod, hvad man skulle stile op med serien og de tusindvis af mennesker, der arbejder på den. Ted Sarandos og Cindy Holland kontaktede seriens producere og Robin Wright og sagde, at de gerne ville fortsætte, hvis de kunne finde en god »Kevin-free solution«. Det gjorde de, og Netflix satte hurtigt den reviderede version i søen.
12. Stadig ingen konkrete seertal, men…
Netflix afslører ikke deres seertal, heller ikke i New York Magazine-artiklen. Vi må nøjes med et par antydninger. Sarandos bekræfter, at nogle af deres serier »bestemt« har rundet 40-50 millioner seere (de har 125 millioner abonnenter, men op til 300 millioner seere). Og så indikerer han, at IMDb-brugernes afstemning af de mest populære serier overlapper ret præcist med, hvilke der er mest populære på Netflix.
13. En film, du aldrig har hørt om, er en af verdens mest sete
Den romantiske teenagekomedie ’The Kissing Booth’ bliver af Sarandos kaldt »en af de mest sete film i landet, måske i verden. På IMDb’s popularitetslister ligger den da også nummer 4 efter ’Deadpool 2’, ’Avengers: Infinity War’ og ’Solo: A Star Wars Story’, ligesom dens stjerner Jacob Elordi og Joey King er blandt de mest populære i verden lige nu ifølge IMDb’s Star-o-Meter.
Det er ifølge Sarandos et eksempel på, at Netflix-original-titler ikke bliver væk i mængden, som nogle kritikere hævder. I en følgeartikel fra New York Magazine fremhæves det også, hvordan en film som Ava DuVernays racedokumentar ’13th’ blev set af »millioner af millioner« af seere, fordi Netflix kan få den ud til den helt rette målgruppe.
Læs også: Engang var Netflix Irma – nu er de Netto