’Pose’: Et herligt og inderligt LGBT-portræt fra manden bag ’Glee’

’Pose’: Et herligt og inderligt LGBT-portræt fra manden bag ’Glee’
Angelica Ross i Ryan Murphys 'Pose'.
5 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Ryan Murphy, Steven Canals, Brad Falchuk

Medvirkende

Indya Moore, Evan Peters, Kate Mara, Ryan Jamaal Swain, James Van Der Beek, Mj Rodriguez, Dominique Jackson, Billy Porter.

Spilletid

8 afsnit à 60 min.

Premiere

Kan ses på HBO Nordic

Inden du kaster dig over den myreflittige showrunner Ryan Murphys nye serie ’Pose’ på HBO Nordic, afsætter du lige 1 time og 16 minutter, smutter over til streaming-konkurrenten Netflix og trykker play på Jennie Livingstons dokumentar ’Paris is Burning’ fra 1990: En på alle måder banebrydende film om ball-subkulturen blandt transkønnede, homoseksuelle, dragqueens og ekstravagante typer i New York i slutningen af 1980’erne.

Lektier, tænker du? Ja, men de bedste lektier, du længe har fået for. Filmen er et indsigtsfuldt og inkluderende storværk, der tåler utallige gensyn og fortjent kultdyrkes den dag i dag. Så musikalsk, så real, så på én gang sprudlende og barsk.

’Paris is Burning’ er således den kraftfulde klangbund, Murphy (manden bag alt fra ’Glee’ til ’American Horror Story’ og ’Feud’) i fællesskab med Steven Canals og Brad Falchuk har modeleret ’Pose’ over. Med masser af kærlige hilsner, dybfølt ære og glimt i øjet til originalen – og med Jennie Livingston selv med om bord som konsulent – tager serien os med tilbage til New York anno 1987. Præcis som ’Paris is Burning’.

Til ballerne, hvor der konkurreres i at posere i et væld af kategorier som ’royal’, ’militær’, ’business’ eller ’aftenkjole’, klæder deltagerne, der primært er sorte og latinoer, sig ud og går catwalk foran dommerne, mens et eksalteret publikum hepper på deres yndlingshuse. Showet styres med hård hånd, smittende begejstring og – bedst af alt – zing’ende fornærmelser af konferencieren Pray Tell (Billy Porter). Vinderne går derfra med et overdimensioneret trofæ og øjeblikkelig legendestatus i miljøet. Og et par uger senere er der bal igen.

‘Pose’.

Annonce

På vanlig Murphy’sk vis følger vi ikke én hovedperson, men et broget ensemble. Med afsæt i en bitter rivalisering mellem to konkurrerende ball-’huse’ – det legendariske House of Abundance under streng moderledelse af Elektra Abundance (Dominique Jackson) og det nyetablerede House of Evangelista, hvor Abundance-afhopperen Blanca (Mj Rodriguez) forsøger at etablere sig som en mere omfavnende og varm ’hus-moder’ – hopper serien ubesværet fra skæbne til skæbne.

Den syttenårige, sorte Damon bliver smidt ud på røv og albuer fra den trygge familieidyl i Pennsylvania, da far finder ud af, at sønnen i al hemmelighed går til ballet og gemmer bøssepornoblade under sengen. I New York ser Blanca Damon danse for håndører i parken og beslutter at tage den unge, tydeligt talentfulde danser under sine moderlige vinger i House of Evangelista. Først og fremmest fordi hun aner en mulighed for at slå Abundance af tronen med et hemmeligt kort til næste bal. Men i virkeligheden nok mere, fordi ball-kulturen, dets ’huse’ og tilværelsen som transkønnet eller homoseksuel helt ude i periferien af samfundet fordrer sammenhold.

»Et hus er en familie, du selv får lov til at vælge,« forklarer Blanca Damon i en den slags statement-agtige replikker, som er et af seriens få svage punkter.

Kate Mara i ‘Pose’.

Sådan lykkes det ’Pose’ at veksle mellem ekstravagant underholdning med tungen velplaceret i kinden og et nænsomt portræt af LGBTQ-miljøet med alle dets styrker og udfordringer her i slutningen af 1980’erne.

Allerede i første afsnit får den transkønnede Blanca konstateret hiv. Og herfra ved du bare, at ’Pose’ med alle sine stærke, elskelige, unge larger than life-karakterer kommer til at knuse dit hjerte mere end én gang. Ikke ulig franske Robin Campillos aktivistdrama ’120 slag i minuttet’, der havde biografpremiere tidligere i år.

Truslen fra aids-epidemien er allestedsnærværende, og tragedier er hverdagskost. Så hvorfor disse i manges øjne fjollede klæd-ud-fester, hvor det eneste, det handler om, er at posere? Konferencieren Pray Tell har svaret: »Bliv ved med at leve! Tag dine højeste pumps på og gå ud i verden. Du er ikke død endnu. Intet er mere tragisk end en trist trans«.

’Pose’ funkler og gnistrer overivrigt af samme trodsige livsnerve. Murphy og co. har tydeligt meget på hjerte, og de bryder ny grund sådan cirka hvert andet øjeblik. Alene den rekordstore andel af autentiske transpersoner på rollelisten er revolutionerende i en serie, der spiller et herligt og inderligt sted imellem ’Fame’, ’Transparent’ og ’RuPaul’s Drag Race’.

Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.

Annonce