’Succession’: Alle er irriterende i ny HBO-serie
For nylig udpegede vi her på Soundvenue ti seriekarakterer, der irriterer os grænseløst. Allerede i dag, tre ugers tid senere, må vi sande, at listen er forældet.
Det skyldes ene og alene den øretævetiggende samling af narcissister, der er mast ned i ’Succession’, den Adam McKay- og Will Ferrell-producerede HBO-serie om magtkampen i en familieejet medievirksomhed.
Der er den Rupert Murdoch-lignende mediemogul og patriark, Logan Roy, der nægter at abdicere fra tronen efter et hjerteanfald og pisser på sit afkom som en herskesyg køter. Hvis han siger én hjertelun frase til ungerne, der står i kø for at gribe magten, ved man, at det er kold kalkule, og når han spyttende beder dem rende og hoppe, kommer det anderledes dybt fra sjælens hule.
Der er sønnen Kendall, der tripper for at vælte farmand af pinden, uden at man tænker, at det ville være en god ide. Han er omtrent så sprudlende som en kalkvæg, selv når han forpester kroppen med hårde stoffer, han er ikke rar, men ej heller så gemen, at han kan stange en fornærmelse ud med grov karisma.
Der er Kendalls bror, Roman, en mat kalkering af Patrick Bateman, uden farligheden, men med slikhåret, yuppie-egoet og de syge seksuelle lyster. Han siger ikke en sætning, uden at han ser ud, som om han sniffer til sine egne prutter.
Og så har jeg ikke nævnt den karrierefikserede skal af en søster eller hendes mand, der finder fornøjelse i at belære nyrige om behørig ødselhed (de eneste gode vine er dem uden pris på menukortet), eller fætter Greg, der med sin klynkende jagt på nepotisme er en omvandrende invitation til olferter.
De har meget til fælles. De er ikke dygtige. De er ikke sjove. De hader hinanden, ligesom de burde hade sig selv.
Og så er de pisseirriterende.
Det er ikke sådan, at karakterer ikke må indbyde til kæberaslere, men en så tarvelig parade af flintesten i skoen er svær at døje over syv timers dialogtungt drama. Det er ikke bare umuligt at investere sin sympati i andet end de forbipasserende statister, som familien fornedrer, det udtørrer også spændingen i serien, fordi kampen om CEO-titlen er et slagsmål mellem mennesker, der ikke har fortjent den.
Adam McKay, der har instrueret pilotafsnittet, og hovedforfatter Jesse Armstrong (’In the Loop’, Black Mirror-afsnittet ’The Entire History of You’) lader til at have udklækket familien Roy på baggrund af den forskning, der viser, at magt gør os til dårligere mennesker. De prøver kun at spotte joviale sprækker i Kendall, men han er et så lunkent gadekryds mellem underkuet afkom og corporate machomand, at han dårligt kan bære en scene.
Det kan Brian Cox til gengæld. Veteranen er suveræn som brysk dinosaur, en mand, der ikke forstår medieverdens nybrud (han satser på flow-tv), men klynger sig til magten, fordi han ikke tør at forestille sig selv uden den. Han er en skurk, der pisser sit territorie af på sønnens kontor (bogstaveligt talt) og pander børnebørnene ned, når de er næsvise.
Hans modstræbende genforening med broren, en tvær James Cromwell, er det bedste eksempel på det, serien generelt skildrer godt: Blandingen af afsky og sygelig afhængighed i familien Roy. Blodets uransagelige bånd mellem fjender.
Cox er samtidig det eneste islæt på rollelisten, der kan levere en fornærmelse, så det basker, måske fordi ordkrigene ofte ender i udbruddet »fuck off«, ikke sådan et subtekstladet nålestik som »fuck it«-replikken fra ’The Deer Hunter’, bare en dyrisk vrissen, der bevidner, at forfatterens fantasi ikke rakte længere.
Det hjælper bestemt heller ikke, at replikken altid bliver affyret med af et af seriens cirka 6.019 hurtige zooms som ledsager.
Til tider er der en vis djævelsk nydelse i at se idioterne skamfere hinanden med versaler. Men der er nu langt til Alec Baldwin og Mark Wahlbergs fyrige pikmåling i ’The Departed’ eller Peter Capaldis galoperende skældsordslaviner i ’In the Loop’.
Måske er problemet, at ’Succession’ ikke ved, hvad den vil være: Satirisk udstilling af virkelighedens Murdochs eller hårdtslående familiedrama. Serien ender mest som det sidste, men inden den når så langt, har den lært os at afsky de stinkerige mediemænd så meget, at dramaet ikke for alvor fænger.
Kort sagt:
Roy-familiens kamp om tronen i familiens medieselskab bliver aldrig rigtigt medrivende. Hvorfor? Fordi alle, der kæmper om den, er voldsomt irriterende.
Anmeldt på baggrund af hele serien.
Læs også: Det skal du streame i juni: Netflix-true crime, skandinavisk krimi og historisk LGBTQ-serie