Uhyggelige mor er en gyser-darling, men hvor er far?

Uhyggelige mor er en gyser-darling, men hvor er far?
Toni Collette som mor i den aktuelle 'Hereditary'.
Mor er den bedste i verden – lige indtil hun er den værste. Sådan er det i mange gysere, hvor mødre spreder gift i kernefamilien og terroriserer deres stakkels unger med morderiske luner. Nu må far godt snart komme ind i kampen.
Uhyggelige mor er en gyser-darling, men hvor er far?
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder på Soundvenue

KOMMENTAR. I torsdags fik den stærkt hypede gyser ’Hereditary’ premiere herhjemme, klar til at køle varme sommerkroppe med en spandfuld isnende gåsehud i mørket.

Filmen følger en familie, der begynder at gå op i syningerne, efter mormorens død tilsyneladende sætter uhyggelige begivenheder i gang, og den voksne datter Annie (Toni Colettes) – der selv er mor til en mystisk pige og en forvirret teenageknægt – kæmper med tragedie og et stadigt mere svækket greb om virkeligheden.

Tolkningen af ‘Hereditary’ er åben, men Annie er uanset hvad endnu en udsat mor med mord og død på hjernen i rækken af gyserfilmmødre, der står for skud som enten psykopatiske kællinger, gravide ofre og/eller fatalt overbeskyttende curlingforældre, der mere eller mindre selvforskyldt forårsager familiens opløsning, børnenes værste mareridt og fædrenes sikre død. Kendt og berygtet fra film som ’Psycho’, ’Mama’, ’The Babadook’, ’Friday the 13th’, ’Shelley’, ’Rosemary’s Baby’, ’Goodnight Mummy’, ’Børnehjemmet’, ’The Others’ og ’Carrie’.

Nicole Kidman i ‘The Others’.

Moderfiguren som perverteret Madonna svøber sig med tung skabelsessymbolik, alt imens Ødipus-komplekserne klynger sig til hendes kjoleskørter, og en foruroligende kvindelig urkraft forvandler det varme skød til edderkoppekæber, der forgifter unge drenges overgang fra barn til mand.

Kuede sønner er ofte den stride mors følgesvend, og de små blege drenge i ’The Babadook’, ’Børnehjemmet’ og ’Goodnight Mummy’ er symbolske forløbere for knækkede Norman Bates-typer med forkvaklede forhold til sex og piger. Mor vil ikke dele sine sønners kærlighed, men døtrene farer ikke meget bedre:

I ’Carrie’ må den titulære hovedperson gøre et voldeligt opgør med sin tyranniserende skaber, idet moren opponerer mod ’magtskiftet’, og i ’Mama’ hjemsøges to traumatiserede småpiger af deres mors langlemmede gespenst, der ikke vil lade dem vokse op.

Sponsoreret indhold
Hvordan blev »a fat boy from nowhere« en superstjerne?
Kom tæt på en af musikhistoriens største legender i det storslåede drama om Elton John. Læs fem gode grunde til at se ‘Rocketman’ her.
UIP

Thomas Jane i Stephen King-filmatiseringen ‘1922’.

Hvor er far henne i denne elendighed?

Som oftest død eller på anden vis borte, hvorfor kvinden er blevet berøvet den solide klippe, der holdt hendes neuroser i skak og i stedet søger at substituere sin tabte elsker med en stakkels søn. Eller lader sine frustrationer gå ud over datteren, der mere eller mindre ubevidst skal nægtes forelskelsen, når nu mors sexdrive er blevet uretfærdigt amputeret.

Blandt gyserfilmkoryfæer står ’The Shining’ som en forrygende skræmmende undtagelse, hvori det er faren, der taber sutten og går grassat på sin lille sagesløse familie. Stanley Kubricks film er en klassiker, men Jack Nicholsons Jack Torrance, Bill Paxtons modbydelige Dad Meiks i ’Frailty’ og Thomas Janes Wilfred i ’1922’ svinger økserne som ganske få haner i hønsegården. Det er der en god grund til.

Fiktive skræmmebilleder af mandlige morderes rovdrift på sagesløse kvindelige ofre har alle dage afspejlet en reel samfundsfrygt for og bekæmpelse af voldelig maskulinitet og seksuelt motiveret kvindeundertrykkelse, men når angsten kryber ind over barndomshjemmets dørtærskel, og det onde tager bo i den skikkelse, vi instinktivt higer mest efter for tryghed og beskyttelse, ophæves alle naturlove. Det er ikke, fordi det skorter på voldelige eller på anden vis forkastelige fædre i filmens verden, men i gysergenrens børnefamilier er det mor, der forgifter aftensmåltidet.

‘The Babadook’.

Den morderiske mor er en tidløs genretrope, fordi hun borer strikkepinden i vores primærfrygt for at blive forladt og svigtet, og for at den hjemlige hygge muterer til et følelsesmæssigt rædselskabinet, langt værre end de kuldegysninger, tunge fodtrin i en mørk gyde kan afføde. Alligevel kunne man godt ønske sig, at familierne i gyserland blev rystet en smule, så mødrene ikke låses fast som go-to-prygelknaber for (mandlige) instruktører og manusforfattere, der har et freudiansk horn i siden på deres egen mummy dearest.

Måske far ikke altid behøvede at have lidt en belejligt krank skæbne, der har reduceret kernefamilien til skibbrudne på et forræderisk hav? Måske han – hvis han stadig lever ved filmens start – rent faktisk kunne bidrage og komme ind i kampen for sine unger? Eller bedre endnu: Blive stjernen i sine egne gyserfilm om fædre, der langsomt går op i limningen, hører lyde på familiens loft, kradser med neglene i tapetet og taler i tunger over for deres forfærdede afkom. I ‘Hereditary’ er Gabriel Byrnes faderfigur rolig og fornuftig, men også foruroligende passiv, mens helvede bryder løs omkring ham.

Vi har efterhånden vænnet os til, at skurkefædre bruger åbenlys vold frem for psykisk terror, som det ofte er tilfældet med mødrene. Men der er lige så interessant stof i at udforske psykologiske gyserskildringer af faderrollen, gerne holdt op imod nutidige familiedynamikker, der afviger fra gammeldags kønstraditionel ansvarsfordeling og forudsigeligt patriarkalske magtstrukturerer. Dominerende, lunefulde Jack Torrance gik i hundene af kedsomhed under ekstreme forhold for 38 år siden, men jeg ville gerne se en gyser, der tirrer den moderne speltfamiliefars indre bæst.

Gyserfar, vær ikke bange for at gribe strikkepinden.

Læs også: En kronisk bangebuks ser de tre grusomste horrorfilm – og reagerer med frygt, lede og lammelse