»En nyklassiker inden for homofilmen« – se ’God’s Own Country’ på C More

’Bergman – et år, et liv’: Svensk filmmester ville have haft adskillige #MeToo-skandaler på halsen

’Bergman – et år, et liv’: Svensk filmmester ville have haft adskillige #MeToo-skandaler på halsen
4 6
Dokumentarfilm
Instruktion

Jane Magnusson

Spilletid

117 min.

Premiere

Den 12. juli

1957 er i fokus for Jane Magnussons to timer lange dokumentar om Ingmar Bergman. Året er skelsættende for både den 38-årige Bergman og for filmhistorien som sådan, da to absolutte hovedværker ser dagens lys: Middelalderdramaet ’Det syvende segl’ er allerede filmet og har premiere i starten af året, mens erindringsdramaet ’Ved vejs ende’ med den aldrende filmlegende Viktor Sjöström i hovedrollen bliver både skrevet, filmet og har premiere i slutningen af året.

Som om det ikke var nok, har Bergman fire andre premierer det år, to teateropsætninger (’Peer Gynt’ og ’Misantropen’), en tv-film og et radiodrama. Det er også året, hvor Bergman kan gøre, hvad han vil takket være ’Det syvende segl’s store succes. Han begynder i højere grad at lave mere eksperimenterende og personlige film og opnår også herfra status som en genial auteur, der gør det, der passer ham.

Samtidig har Bergman seks børn med tre forskellige kvinder. Han er gift, men har en affære med en af sine hofskuespillerinder Bibi Andersson, og møder også både sin fjerde og femte hustru samme år. Børnene ser han ikke, og både hustruer og elskerinder inviteres til filmoptagelserne. Det overrasker ikke, at han i denne periode lider af blødende mavesår og udelukkende lever af tykmælk og mariekiks.

Sponsoreret indhold
En præst, en gangster og en kultleder går ind på et hotel
… og deres mørke, mystiske hemmeligheder smuldrer i den stjernespækkede thriller ‘Bad Times at the El Royale’. Find spilletider og billetter her.
Nordisk Film

Filmen lægger ikke fingre imellem, når den skildrer Bergmans forhold til kvinderne, og der er ingen tvivl om, at Bergman ville have adskillige #MeToo-skandaler på halsen, havde han levet i dag. I et slettet udsnit af Bergmans selvbiografi ’Laterna Magica’ skriver han selv, hvordan han slår en tidlig kæreste med en skammel og voldtager hende, mens hun ligger halvt bevidstløs. Samtidig slås det fast flere gange i filmen, at Bergman har en ret løs tilgang til fakta.

Der er ingen tvivl om, at Bergman var utroligt magtfuld, og at han udnyttede magten til både at komme i seng med mange af sine skuespillerinder og til at få fjernet konkurrerende elementer. Om hans tid i 90’erne som chef for den svenske nationalscene Dramaten udtaler tidligere kolleger, hvordan der var både en frygt for mesteren og et fedteri, der betegnes som »monumentalt røvslikkeri«. Her kommer filmen også ind på den psykiske terror, han kunne udøve mod sit cast, idet han decideret prøver at knække hovedrollen i genopsætningen af ’Misantropen’.

Grebet med at fastholde blikket på 1957 bliver dog hurtigt udvandet, for filmen hopper ubesværet frem og tilbage i Bergmans biografi og bør snarere ses som en overordnet biografi end en fortælling med et snævert dogmatisk greb. Der slås ned på en række emner, Bergmans barndom, hans flirten med nazismen, hans instruktion, kvinderne og utroskab, hans selvvalgte eksil i Tyskland osv. Der er ikke nogen logisk sammenhæng mellem emnerne, selvom de er interessante nok i sig selv.

Der interviewes en del forfattere og folk, der arbejdede sammen med Bergman, selvom det kun er Liv Ullman og Gunnel Lindblom fra det klassiske Bergman-ensemble, der giver deres besyv med. Tilsat et par arbitrære valg, som Barbra Streisand, som engang var på et set og vist nok synes, ’Det syvende segl’ var flot, eller Lars von Trier der kalder ham et dumt svin og erklærer ham sin kærlighed.

’Bergman – et år, et liv’ er en fin film, der giver et godt portræt af sin hovedperson. Man savner nogle deciderede filmhistoriske kilder, der kan sætte værkerne i en kontekst, og så er filmen for lang med sine fulde to timer. Den er vigtigst gennem sin belysning af Bergmans mørke sider, og man finder ud af, hvilket enormt personligt offer det var at frembringe den stribe filmhistoriske mesterværker, han står bag, både for ham selv og for de mennesker, der omgav ham.

Alligevel er det ikke et karaktermord, der står tilbage. Filmene kommer ham til undsætning. Bergman pøser sit eget liv ind i karaktererne og holder ikke tilbage med at fremstille sine egne mangler.

Advertisement