15. ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’
Frances McDormand og Sam Rockwell dominerede velfortjent podierne til vinterens tunge prisuddelinger, hvor de to stjerner gjorde rent bord for deres kraftpræstationer i Martin McDonaghs Oscar-nominerede drama med den udødelige titel ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’.
I filmen spillede McDormand Mildred, som forsøger at få retfærdighed for sin myrdede og voldtagne teenagedatter ved at råbe politiet i lillebyen Ebbing op. Mildred rejser tre enorme billboards ved landevejen, der hænger sheriffen Willoughby (Woody Harrelson) ud for at misligholde sine forpligtigelser, og skaber ulmende splittelse i lokalsamfundet, der især vækker Willoughbys afstumpede, galoperende racistiske højrehånd Dixons vrede.
Med sin komprimerede setting i det landlige amerikanske midtvesten hudflettede ’Three Billboards’ nationens voksende mistillid til en ofte skræmmende indifferent – hvis ikke ligefrem inkompetent – politistyrke og opblomstringen af højreekstremistisk race- og kvindehad.
Filmen lignede for en stund et oplagt bud på en Oscar-vinder for bedste film, men dens grovkornede, politisk betændte tematikker og voksende kritik af menneskeliggørelsen af Rockwells karakter gav ’Three Billboards’ stærk modvind på den sidste etape, hvor Guillermo del Toros tuttenuttede eventyr ’The Shape of Water’ ultimativt svømmede forbi og nappede trofæet i et klassisk berøringsangst move fra Akademiets mere konservative medlemmer.
Anmeldelse af ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’
14. ‘Søndagssyge’
Man kan sige meget om Netflix og deres blandede landhandel af film og serier, men man må tage hatten af for, at de også bakker op om film som spanske Ramón Salazars ‘La enfermedad del domingo’ – eller som den loyalt er oversat til dansk: ‘Søndagssyge’ – der ligger på tjenesten som et Netflix Original.
Det er nemlig en konsekvent slowburner, der på ingen måde lefler for seeren med nemme følelsesmæssige konklusioner eller hurtige svar, men som i rigt mål belønner den tålmodige beskuer med en gådefuld, blændende smuk og i sidste ende stærkt emotionel fortælling besjælet af store mestre som Bergman, Fassbinder og Bilge Ceylan.
Den kølige ældre overklassefrue Anabel opsøges en dag af sin nu omkring 40-årige datter Chiara, som hun forlod, da pigen var lille. Chiara har kun ét ønske – at moren tilbringer 10 dage med hende i en afsides landsby. Anabel indvilliger, selvom hverken hun eller publikum er afklaret med Chiaras intentioner – vil hun forsones, slå hende ihjel eller noget derimellem? Derfra udvikler filmen sig til et fortættet kammerspil, hvor ethvert blik dirrer af fortielser og hemmeligheder, som langsomt bobler op mod overfladen.
Det er et smukt og subtilt mor-datter-portræt, om den skyld, fortrængning og forsoning. Flot understøttet af det statiske kamera, der i hver indstilling fremkalder dybde som et Rembrandt-maleri og understreger tvetydigheden i filmens lavmælte metaforer. Et langt take, hvor mor og datter kører sammen i en sneklædt rutsjebane, og man ser begges ansigter, uden de ser hinanden, hører til årets mest mindeværdige scener.
13. ‘The Tale’
Med HBO-spillefilmen ’The Tale’ skabte dokumentaristen Jennifer Fox en af filmhistoriens vigtigste og mest kompromisløse skildringer af det i Hollywood-regi alt for ofte lækkerficerede ’Lolita’-forhold mellem en purung pige og en granvoksen mand.
’The Tale’ fiktionaliserede Fox’ egen historie om et seksuelt forhold, hun som 13-årig havde med sin 40-årige løbetræner Bill, mere eller mindre ansporet af ridelæreren – og løbetrænerens elskerinde – Mrs. G. Filmen springer mellem nutiden, hvor 48-årige Jennifer (spillet af Laura Dern) læser en stil, hun skrev om begivenhederne i folkeskolen, og flashbacks til barndommen, mens års fornægtelse bobler op til overfladen og blander sig med svære spørgsmål om, hvorvidt barnet selv til en vis grad legede med sine drifter.
The Tale’ blev kaldt både en tidssvarende #MeToo-film og en problematisk genfortælling af en hændelse, Fox ikke engang selv ved, om hun har taget skade af. Men det er netop i fravalget af moralsk forløsende skabeloner, hvor begæret får fatalistiske følger, at ’The Tale’ udstiller Hollywoods sensationaliserede omgang med emnet. På den røde løber ynder filmbyen fortsat at seksualisere unge stjerner helt ned i Millie Bobby Brown-alderen, men ‘The Tale’ flår skyklapperne af dem, der måtte forveksle pædofile tematikker med påstået kunstnerisk sensualitet.
12. ’Alt for min søn’
Der vil fremover være store forventninger til instruktør Xavier Legrand, som spillefilmdebuterede med den intense og dybt bevægende ’Alt for min søn’ (originaltitel: ’Custody’), der aldrig slipper sit tag i beskueren.
Den franske film følger 11-årige Julién, formidabelt spillet af Thomas Gioria, som fanges i en kamp om forældremyndighed. For omverdenen fremstår faren Antoine (Dénis Menochet) som en kærlig og venlig mand, hvorfor det burde være rimeligt, at han kan se sine børn engang imellem. Men moren (Léa Drucker’) hævder, at eksmanden har været voldelig over for hende, og at han fortsat chikanerer hende.
Snart tvinges Julién modvilligt til at tilbringe weekenderne med faren, der frustreres over sin søns manglende engagement og ekskonens afstandtagen, og som publikum begynder vi også at sympatisere med Antoine. Men under overfladen ulmer de aggressioner, som han tidligere har haft så svært ved at styre, og en ny, skræmmende side viser sig.
’Alt for min søm imponerer, skrev vores anmelder, »både i sin opbyggelighed og sin eksperimenterende leg med, hvilke karakterer vi lægger vores sympati hos«.
11. ’You Were Never Really Here’
Seks år efter den benhårde ’We Need to Talk About Kevin’ om et psykopatisk barn og hans hårdt plagede mor vendte skotske Lynne Ramsay tilbage med en ligeledes ubehagelig og voldelig fortælling.
Joaquin Phoenix har taget opsigtsvækkende på i både muskler og fedt for at spille den traumatiserede krigsveteran Joe, der nu arbejder som lejemorder. Joes eneste nære kontakt er til sin gamle, halvsenile mor, som han bor sammen med. Det ændrer sig, da han får til opgave at redde en senators datter ud af en grum prostitutionsring. De to ødelagte, ordfattige sjæle knytter bånd, mens Phoenix’ arrede krop svinger sin bloddryppende hammer mod skurkene.
Instruktør Ramsay skaber et klaustrofobisk og dystert univers rundt om den enkle fortælling. Fyldt med nærbilleder og blinde vinkler får man aldrig det fulde overblik over Joes hævntogt, ligesom hans fortid blot antydes i ultrakorte glimt. Der lefles ikke for publikum, men man forsvinder alligevel ind i den fortættede stemning og Jonny Greenwoods idiosynkratiske underlægningsmusik.
Vi håber ikke, at vi skal vente lige så længe på Ramsays næste film.