De bedste tv-serier i første halvdel af 2018 – top 10-1

De bedste tv-serier i første halvdel af 2018 – top 10-1
Benedict Cumberbatch som den plagede Patrick Melrose i serien af samme navn.
De første seks måneder af tv-året er gået, og vi samler op på det bedste af det bedste.

10. ’Dear White People’ sæson 2

Hvor første sæson af samfundssatiren ’Dear White People’ genfortalte historien fra serieskaber Justin Simiens film af samme navn – der i 2014 satte spørgsmålstegn ved raceproblematikker i Obama-æraen – åbnede andet kapitel med at lade hovedpersonen Sam (Logan Browning) konstatere, at »noget er anderledes. Logik, fornuft, samfundsdiskurs – det hele er smidt ud af vinduet«.

Sæson 2 optrevlede USA’s ideologiske kaos set fra sorte studerendes POV på det fiktive Ivy League-universitet Winchester, hvor Sam kæmpede mod en anonym Twitter-troll, samtidig med at hedens radioshow ’Dear White People’ fik konkurrence af et nyt show, ’Dear Right People’, og den sorte FOX News-værtinde Rikki Carter spottede sortes ’offermentalitet’ – overraskende og effektivt gestaltet af Tessa Thompson, der paradoksalt spillede Sam i filmversionen i et genialt symbol på, at fanatismens ansigt kan ligne ens eget. Med virkelighedens højredrejede mediers fremhævelse af Kanye Wests tonedøve slave-kommentarer in mente syntes Rikkis retorik at udspringe direkte fra live-tv.

’Dear White People 2’ nævnte aldrig manden i Det Hvide Hus ved navn. Det var de højredrejede strømningers konsekvenser, serien udforskede, ikke den orange præsidents person. Og selvom Simiens kradse optegning af sort versus hvid fortsat delte vandene – og Sam atter var øretæveindbydende narcissistisk – var serien et vigtigt kulturelt indspark til racedebatterne i USA, hvis fornemme miljø-setting understregede, at forskellene i privilegier også trives i de højere luftlag i samfundet.

Kan ses på Netflix.

9. ’Wild Wild Country’

Chapman og Maclain Ways Netflix-dokumentarserie genfortalte med en imponerende mængde arkivoptagelser den utrolige historie om en spiritualitets- og polygami-dyrkende kults sammenstød med det amerikanske samfund.

I 80’erne bosætter guruen Bhagwan Shree Rajneesh og hans følge sig i den lille by Antelope i staten Oregon. Det sker til stort postyr, for de lokale er bestemt ikke glade for de fremmedes indtog i gadebilledet og i byrådet. Det leder til ondsindede trusler og våbenoprustning på begge sider. Da guruens talskvinde Ma Anand Sheela tager sagen i egen hånd, eskalerer konflikten i ekstrem grad. Kulten splittes internt, og FBI undersøger mistanker om telefonaflytning, masseforgiftning og attentatforsøg.

Alle involverede parter medvirker i serien, der ikke kun svælger i skandalerne, men også tegner interessante menneskeportrætter. For på trods af deres til tider tvivlsomme handlinger vækker kultmedlemmerne sympati, og specielt den rapkæftede Sheela er en af den slags figurer, man aldrig selv ville have kunnet finde på.

Kan ses på Netflix.

Anmeldelse af ‘Wild Wild Country’

8. ’Pose’ sæson 1

Vores anmelder var ikke i tvivl, da hun bestøvede Ryan Murphys (’American Horror Story’, ’Feud’, ’Glee’) ode til ball-kulturen i 80’ernes LGBT-miljø i New York med fem strålende stjerner:

»’Pose’ funkler og gnistrer overivrigt af trodsig livsnerve. Murphy og co. har tydeligt meget på hjerte, og de bryder ny grund sådan cirka hvert andet øjeblik. Alene den rekordstore andel af autentiske transpersoner på rollelisten er revolutionerende i en serie, der spiller et herligt og inderligt sted imellem ’Fame’, ’Transparent’ og ’RuPaul’s Drag Race’«.

På vanlig Murphy’sk vis fulgtte serien et broget ensemble med afsæt i en bitter rivalisering mellem to konkurrerende ball-’huse’ – det legendariske House of Abundance under streng moderledelse af Elektra Abundance (Dominique Jackson) og det nyetablerede House of Evangelista, hvor Abundance-afhopperen Blanca (Mj Rodriguez) forsøgte at etablere sig som en mere omfavnende og varm ’hus-moder’.

Serien hoppede ubesværet fra skæbne til skæbne, og et sideplot med transkvinden Angel (Indya Moore) og Wall Street-yuppien Stan (Evan Peters) udgjorde en af halvårets mest interessante romancer – alt imens budskabet om at favne sin identitet blev krystalliseret af tidens aids-frygt. ’Pose’ drog paralleller til det moderne USA’s indskrænkelser af LGBT-rettigheder, hvorfor seriens lede, misogyne ål – James Van Der Beeks glatnakke – naturligvis havde kontor i selveste Trump Tower.

Kan ses på HBO Nordic.

Anmeldelse af ’Pose’

Benedict Cumberbatch i ‘Patrick Melrose’.

7. ’Patrick Melrose’

Indtil flere fiktionsserier udsprang af virkelige personers ekstraordinære liv i halvåret der gik, og på den konto spillede Benedict Cumberbatch sig helt ud i hjørnerne af sit talent i seriefilmatiseringen af Edward St. Aubyns stærkt anmelderroste, semiautobiografiske romanserie ’Patrick Melrose’ om en britisk overklasse-playboy, der kæmper med et galoperende stofmisbrug og fortidens dæmoner igennem fire årtier.

Over fem visuelt splendide kapitler fulgte vi Patricks svømmetag mod overfladen af en hverdag, der synes ubærlig uden rusens sanselige eskapisme til at sløre traumerne af, at hans far (en isnende uhyggelig Hugo Weaving) forgreb sig på ham som barn – komplet med gæsteoptrædener fra en alkoholiseret mor (Jennifer Jason Leigh), knugende flashbacks (shout-out til barneskuespilleren Sebastian Maltz) og en række kvindelige bekendtskaber, der splittede vor antihelt mellem længslen efter tryg normalitet og sanselig storvildtsjagt.

Serien var skrevet af David Nicholls (’One Day’) og instrueret af Edward Berger (’The Terror’), og var lige så sporadisk urkomisk, som den var gribende med en snert af ’Requiem for a Dream’-tragedie lurende i skyggerne.

Kan ses på HBO Nordic.

Anmeldelse af ’Patrick Melrose’

Sponsoreret indhold
Original, brutal og stjernespækket thriller
’12 Years a Slave’-instruktøren Steve McQueen er tilbage med den anmelderroste, hæsblæsende heist-film ‘Widows’. Find billetter og spilletider her.
Nordisk Film

6. ’Barry’ sæson 1

En komedieserie om en lejemorder, der forfølger en pludselig teaterdrøm, mens han samtidig er i kløerne på tjetjenske gangstere.

Det burde ikke fungere, og det er faktisk også svært at forklare, hvorfor ‘Barry’ er så inderligt underholdende og tilfredsstillende en oplevelse.

Komikeren Bill Hader, der spiller den titulære hovedperson, står selv bag serien om den bløde hitman, som sendes til Los Angeles for at likvidere en mand, der har en affære med hustruen til gangsterbossen Goran. Mordmålet spiller i en teatergruppe, og ved et tilfælde befinder Barry sig pludselig i orkanens øje på scenekanten over for den søde Sally og den inspirerende mentor Gene. I skuespillet øjner han en vej ud af den umenneskelige tilværelse, han har kørende som brutal morder, men hans exit bliver selvfølgelig langt fra ligetil.

Det lyder jo egentlig seriøst og er det også et stykke hen ad vejen, men særligt de tjetjenske gangstere, der faktisk er usædvanligt følsomme og høflige mennesker, som sætter ære og stolthed i deres forbrydelser, trækker i den anden retning som et uimodståeligt morsomt bekendtskab. Det tonale clash skaber det mest interessante miks mellem skæv humor og brutal alvor siden ’Breaking Bad’, som man faktisk godt kan se ’Barry’ som en værdig arvtager til, selvom den bestemt har fødderne mere placeret i komedie- end dramagenren.

Kan ses på HBO Nordic.

Anmeldelse af ’Barry’

5. ’The Terror’

Menneskets eventyr- og erobringstrang konverteret til iskoldt mareridt levendegjort af såvel indre som ydre monstre.

AMC-serien tager udgangspunkt i den sande historie om to engelske skibe, der i 1845 satte ud for at finde en ny handelsrute gennem Arktis, men aldrig vendte hjem. Skibene sad fast i isen, og i flere år kæmpede besætningen for først succes, siden overlevelse – med de to meget forskellige kaptajner John Franklin og Francis Crozier i front, spillet formidabelt i serien af veteranerne Ciaran Hinds og Jared Harris .

Man mærker kulden, desperationen, sulten og i sidste ende galskaben på egen krop i fortællingen, der elegant bygger spændingen op på mandskabets indre linjer, mens et monsterlignende væsen dræber besætningsmedlemmerne én efter én. Det er en forrygende, stemningsfuld og uhyggelig skildring af den vestlige verdens hybris og arrogance, også i mødet med den eskimo-befolkning, hvis isolerede liv de kolliderer med.

Ridley Scott har produceret, men hvor stort aftryk han har på serien, vides ikke. En sæson 2 skulle være på vej, hvilket kan undre – forhåbentligt kommer en helt ny historie fuld af terror i spil frem for søgt udvanding af denne intense autentiske historie, der bestemt ikke beder om en fortsættelse.

Kan ses på Amazon Prime.

Anmeldelse af ‘The Terror’

4. ’The Staircase’

Mens de fleste true crime-serier, fra ’The Jinx’ til ’Serial’, mestendels må forlade sig på rekonstruktioner og tilbageskuende interviews, er det sensationelle ved ’The Staircase’, hvor tæt man kommer på processen, efterhånden som sagen udfolder sig.

Serien handler om et dødsfald i 2001, hvor Kathleen Peterson findes død i sit hjem. Hun er tilsyneladende faldet ned ad trappen, men særligt på grund af den store mængde blod, der ligger omkring liget, sættes hendes mand, forfatteren Michael Peterson straks under mistanke, og politiet betragter hurtigt tragedien som en drabssag.

Den franske instruktør Jean-Xavier Lestrade fulgte retsforløbet på allertætteste hold, og man forbløffes, mens kameraet med tilsyneladende uhindret adgang filmer forsvarsadvokaternes tanker og møder sammen med Peterson, retsmedicinernes overvejelser og de pårørendes tanker, mens nye oplysninger konstant vender op og ned på sagen.

De første otte afsnit af den serie, der nu er tilgængelig på Netflix, fik premiere allerede i 2003, og ’The Staircase’ må således ses som lidt af en godfather for de true crime-serier, der de senere år har givet genren et populærkulturelt gennembrud. Siden kom to nye afsnit til, og i forbindelse med at Netflix nu distribuerer serien (i Danmark under titlen ’Døden på trappen’), er tre helt nye episoder kommet til. ‘The Staircase’ er således must-watch for enhver med den mindste interesse i true crime – og i det ofte forbløffende amerikanske retssystem, for den sags skyld.

Kan ses på Netflix.

Anmeldelse af ’The Staircase’

3. ’Killing Eve’ sæson 1

Phoebe Waller-Bridges sexede spionthriller var en sprudlende og komplet uforudsigelig serietriumf, der gav Sandra Oh et forrygende comeback som den titulære efterforsker Eve, launchede Kim Bodnias internationale seriegennembrud og præsenterede os for en af de mest tvetydige mordere i nyere tid i form af Jodie Comers dræbermaskine i lyserød tylkjole, Villenelle. Og så var den mere end nogen anden fiktionsserie fra årets første måneder et tidssvarende flagskib for vigtigheden af at fortælle flere flerfacetterede kvindedrevne historier på tv.

Med få undtagelser (Bodnia) var ’Killing Eve’s mandlige relationer dermed forfriskende accessoriske for det centrale krimiplot drevet af Villanelle, Eve og MI5-topbossen Carolyn (Fiona Shaw), men serien lod ikke kønsagenda overskygge karaktererne – Waller-Bridge lod dem bare være. Vigtigere endnu, hun lod dem være komplekse kvinder frem genretroper: Kvinder, der får tørre læber af at flyve, tager flade sko på og en elastik i håret, når der skal ordnes praktiske opgaver (mord, forstås), og vælger karrierer, der giver sitrende nipples frem for tryghedsnarkomani og høflig lørdagssex i privaten.

’Killing Eve’ – baseret på Luke Jennings ’Villanelle’-romaner – cementerede, at kvinder uden problemer kan owne den traditionelt maskuline Le Carré-arena, og dens katten-efter-musen-præmis underholdt fra a-z med samme form for sorthumoristiske skarpsindighed, der ligeledes prægede Waller-Bridges debutværk ’Fleabag’. Heldigvis er sæson 2 allerede på tegnebrættet.

Kan ses på HBO Nordic.

Anmeldelse af ’Killing Eve’

2. ’The Americans’ sæson 6

’The Americans’ har slet ikke fået den anerkendelse, den fortjener, og nu er det sidste chance: Det endegyldigt sidste afsnit løb over skærmen i USA i maj og satte smukt punktum for en serie, der fortjener en plads i tv-fortællingernes hall of fame blandt andre mesterværker.

Slutningen skal vi nok undlade at røbe på denne plads, men der er ingen tvivl om, at hovedforfatter Joe Weisberg fandt en elegant og poignant måde at runde historien om de to sovjetiske agenter Philip og Elizabeth, der lever et avanceret undercover-liv som amerikanske bedsteborgere med to børn og fine jobs i Washington D.C., mens de ved mere og mere ekstreme metoder forsøger at aftvinge hemmeligheder fra magtens korridorer for at sende dem hjem på den anden side af jerntæppet.

’The Americans’ har gennem seks sæsoner været en skarp og dybt nuanceret fortælling om idealernes konsekvenser for de mennesker, man har omkring sig – særligt ægteparrets teenagedatter Paige. Kombineret med fortættede spionthrillerplots, der har været åndeløst spændende helt frem mod sidste billede, der manifesterede mange af de ting, der gjorde ’The Americans’ så god: Aldrig entydig i sin moralske afdækning, aldrig klichéfyldt i sin plotmæssige forløsning, men påfaldende troværdig og skarpsindig i sit blik på sine bærende karakterer.

1. ’Atlanta’ sæson 2

Ingen serie har i år taget røven så grundigt på os fra afsnit til afsnit som Donald Glovers ’Atlanta’, der i anden sæson overgik sig selv, selvom man ikke troede, det var muligt. Det uhyggelige afsnit, hvor Glover selv i total uigenkendelig whiteface spillede en Michael Jackson-lignende creep, der skulle sælge Darius et klaver, gik med det samme over i tv-historien, men heldigvis var det langt fra sæsonens eneste højdepunkt.

Sammen med den brillante instruktør Hiro Murai, der også instruerede den allerede famøse ’This Is America’-video og afsnit til ovennævnte ’Barry’, tog han os med til den bizarre tyskerfestival ’Fastnacht’, hvor serien også legede lystigt med horror-troperne, til Drake-fest uden Drake, til umulig frisør med rapperen Alfred i en forrygende ’Barbershop’-pastiche og til Earn og Alfreds origin story som børn.

Man ved aldrig, hvor det næste afsnit ’Atlanta’ tager én hen, og de nye 11 af slagsen var både absurde, sjove og dystre. Men alligevel føles det også som én smukt orkestreret vision, en aldrig overpædagogisk, men til gengæld ofte sørgmodig skildring af, hvad det vil sige at være ung, sort og mand i USA lige nu. Forløst med en filmisk fornemmelse, som stadig er sjælden på den lille skærm.

Glover dominerer populærkulturen på alle leder og kanter med hiphop som Childish Gambino, blockbusterfigur i ’Solo: A Star Wars Story’ og altså som serieskaber med ’Atlanta’. Det er foreløbigt sidstnævnte, der må siges at være kronen på værket, og det er en skam, at man skal via amerikansk i Tunes for at se med herhjemmefra. Sæson 1 kan dog fanges på Viaplay.

Læs også: De bedste tv-serier i første halvdel af 2018 – top 15-11

Læs også: De bedste film i første halvdel af 2018 – top 10-1