(Spoiler-alert for ‘Hereditary’, ‘It Follows’ og ‘The Babadook’)
Et sus går igennem biografen. Et 13-årigt barn stikker hovedet ud af siden på bilen, hun sidder i, og får flået hovedet af, da hun rammer en telefonpæl med panden først. Et hult dunk følger og så stilhed. Det er hendes storebror, der kører bilen, og hans frygt, da han kigger i bagspejlet til et tomt bagsæde, er lige så hjertevridende, som det er modbydeligt.
Hvad fanden er det her for en film?
’Hereditary’ er umulig at regne ud, og det bliver hurtigt klart, at det netop er den debuterende instruktør og manuskriptforfatter Ari Asters intention. Hvor de fleste gyserfilm underholder gennem skræmmende adrenalinrus, giver denne okkulte spøgelsesfilm snarere følelsen af at være fanget i et lukket rum med en vred gedehams.
Vi møder familien Graham i form af miniaturekunstneren Annie (Toni Collette), psykologen Steve (Gabriel Byrne) og deres to børn, datteren Charlie (Milly Shapiro) og sønnen Peter (Alex Wolff). I starten af filmen er Annies mor netop død, hvilket mere virker som en lettelse end en katalysator for sorg hos familien.
Men da Charlie altså senere dør i den vildt overraskende og dybt ubehagelige bilulykke – som viser sig at være forbundet til bedstemorens bortgang – rammer sorgen selvfølgelig på en helt anden måde. I sin grådkvalte desperation følger Annie rådet fra en mystisk ny veninde, Joan, der viser hende, hvordan man kommunikerer med de døde. I bedste horror-tradition er det naturligvis et stort fy-fy, og det kulminerer i, at også resten af familien bliver hjemsøgt, besat og myrdet af en glubsk dæmon ved navn Paimon.
I et klimaks, der er lige så skræmmende, som det er bemærkelsesværdigt, bliver Paimon genoplivet gennem den afdøde datter Charlie, som overtager Peters krop, mens Annie bliver besat og hakker hovedet af sig selv med en wire, mens manden Steve går op i flammer.
Bizar slutning
Vi er vant til gyserfilm med apokalyptiske slutninger, men af intellektuelle horrorfilm forventes det som regel, at de gemmer deres store stygge bøhmand bag en metafor. I ’The Babadook’ bliver det titulære monster i sidste ende fanget i morens underbevidsthed, gemt væk, men ikke glemt. I ’It Follows’ fungerer spøgelset som en dødelig kønssygdom og bliver til slut ført videre til et nyt offer. Spøgelset bliver midlertidigt skubbet til side, men aldrig forklaret eller besejret.
Heroverfor er slutningen på ’Hereditary’ bizar, fordi den giver sin okkulte dæmon en meget ligefrem forklaring i stil med mere kommercielle gysere som ’Sinister’ og ’The Conjuring’-filmene. Det har ført til et par runkne næser fra kritikere, men ved nærmere eftersyn bemærker man en langt dybere tragedie end en simpel historie om en familie, der opsluges af Djævlen.
Den hedenske dæmon Paimon bliver i filmen beskrevet som én af Satans otte tjenere, som ønsker at blive genoplivet i en mands krop. Ved sin genoplivning vil den udslette Treenigheden og regerer over verden. Det viser sig, at Annies mor, som stiller træskoene i starten af filmen, var medlem af en kult af satanister, som tilbeder dæmonen.
Den arvelige forbandelse
Annie forklarer, at hun meget bevidst holdt sit ældste barn Peter på afstand af hans bedstemor og indrømmer endda, mens hun går i søvne, at hun prøvede at få ham aborteret.
Charlie var ikke så heldig, og i en af Annies forstyrrende miniatureudstillinger ser vi, at bedstemoren ammede og passede på Charlie, mens Annie selv så til fra sidelinjen. Som resultat opfører Charlie sig som et vaskeægte ’The Omen’-barn. Hun er en outsider, der har hang til at klippe hovedet af døde dyr og konstruere creepy stikpindefigurer.
I et brev efterladt til Annie afslører moren, at familiens mange prøvelser vil give dem adgang til alverdens goder og rigdomme, hvilket bekræfter hendes forbindelse til kulten. »Så mange nye ansigter«, bemærker Annie til morens begravelse. Det er ikke svært at lægge to og to sammen og konkludere, at de mange nye ansigter er kultmedlemmer, som venter på deres snit til at rive familien fra hinanden og ofre dem til deres hersker.
Muligheden byder sig, da Charlie dør, og kultmedlemmet Joan overtaler Annie til at fremkalde Charlies spøgelse. Hvad der præcist sker herefter, kan diskuteres. En nærliggende teori er, at Paimon havde taget bo i Charlie. Men ritualet skal sørge for, at Paimon kan få sin mandlige krop, og dæmonen var således ikke tilfreds med sit hylster. Hvilket lægger godt i tråd med, at bedstemor »altid ønskede, at hun var en dreng«.
Titlen ’Hereditary’ refererer altså til den arvelige forbandelse, bedstemoren har udsat familien for. Annie bemærker, at hendes bror begik selvmord, da han anklagede moren for at »putte mennesker ind i ham«. Det var således ikke første forsøg på at fremkalde Paimon.
Tragisk eller komisk?
Men det overnaturlige aspekt er ikke det eneste trick, filmen har oppe i ærmet. Graham-familien kæmper også mod en anden dæmon: Mental sygdom. Annies mor led af personlighedsforstyrrelser og demens, mens broren var skizofren. Selvom hun aldrig bliver diagnosticeret, viser Charlie desuden tegn på en form for Asbergers.
Mental sygdom er et ømtåleligt emne, som gysergenren notorisk jokker rundt i. Enten bliver diagnoser præsenteret som noget fremmed og farligt, eller også bliver de psykisk plagede mennesker portrætteret som psykotiske, blodtørstige mordere – gerne med et Ødipus-kompleks.
Man kan ikke komme uden om, at dæmoner eksisterer i ’Hereditary’s univers, men familiens egne kvaler sætter filmens overnaturlige elementer i et helt nyt lys. Valgte Annies mor bevidst at ofre sine børn og børnebørn til en dæmon? Eller var hun en gammel, svagelig dame, der blev narret og manipuleret af kultmedlemmer? Hvor mange af de syner, som Annie får, er virkelige? Hun erklærer over for sin mand, at hun er et medium, men på den anden side er hun langt fra en pålidelig fortæller. Hun lider muligvis ikke af en psykisk lidelse, men at vokse op i et hjem med en psykisk syg mor og en skizofren bror sætter sine uudslettelige spor.
Det gør familiens endeligt så meget desto mere bitter. Men den tragiske slutning er ingenting i forhold til den sidste scene i legehuset, hvor Paimon reinkarneres i Peters krop. Joan bemærker, at han vil blive Mørkets Prins. Men hvad ser vi rent faktisk? En katatonisk dreng med en papirkrone på hovedet, omringet af sin brutalt myrdede familie og en flok nøgne kultister. Det ligner mere en farce end dommedag. Man fristes til at tro, at Familien Graham led og døde, blev mutileret og besat uden anden grund, end at en dæmon kedede sig.
Det gør slutningen så usigelig svær at sluge. Havde det ikke været så pisse tragisk, ville det nærmest være komisk.
Læs også: Anmeldelse af ‘Hereditary’