‘I Kill Giants’: Anders Walters amerikanske debut bringer en spielbergsk glæde frem

‘I Kill Giants’: Anders Walters amerikanske debut bringer en spielbergsk glæde frem
Madison Wolfe i 'I Kill Giants'
4 6
Spillefilm
Instruktion

Anders Walter

Medvirkende

Madison Wolfe, Zoe Saldana, Imogen Poots

Spilletid

106 min.

Premiere

Den 5. juli

Børn, der flygter fra smerte, sygdom og familietraumer ind i fantasiverdener befolket af mere eller mindre venlige monstre, er en velkendt opskrift fra blandt andet Hayao Miyazakis ‘Min nabo Totoro’, Guillermo del Toros ‘Pans labyrint’, Spike Jonzes ‘Where the Wild Things Are’, Juan Antonio Bayonas ‘Syv minutter over midnat’ og danske Anders Walters egen Oscar-vindende kortfilm ‘Helium’.

Med sin amerikanske debutspillefilm ‘I Kill Giants’, baseret på en grafisk roman af Joe Kelly og Ken Niimura, udforsker Walter samme tema. Tween-pigen Barbara (Madison Wolfe) er en nørdet outsider, der er overbevist om, at hendes lille amerikanske kystby bliver ødelagt af kæmper, hvis hun ikke sætter en stopper for dem. Derfor tilbringer hun det meste af sin tid på at lægge strategi for sit modangreb og sætte fælder op på stranden og i skoven. Hun forlader aldrig hjemmet uden sine kaninører – en hyldest til sin »åndelige vejleder« – og sin taske med en magisk økse.

Hjemme er forældrene ude af billedet, og storesøster Karen (Imogen Poots) kæmper med at passe job og sætte aftensmad på bordet til Barbara og deres konstant PlayStation-spillende bror. Forældrenes fravær forklares først sent i filmen, men det står hurtigt klart, at familien er ramt af en krise, og Barbara kanaliserer sin sorg og frygt ud i kampen mod kæmperne. Skolens nye psykolog Mrs. Molle (Zoe Saldana) forsøger at få Barbara til at åbne sig, men hidsige Barbara skubber alle omkring sig væk.

Hun har ikke tid til at sidde og snakke, hun har faktisk en mission. Lidt bedre går det skolens nye pige fra England, Sophie (Sydney Wade), der nysgerrigt lytter til Barbaras teorier og tager med på kæmpejagt.

Annonce

Filmen har fine magiske scener med overbevisende kæmper, men foregår først og fremmest i en grå socialrealistisk hverdag. Jeg savner mere ambivalens i det fantastiske lag – er kæmperne virkelige eller ej? Forklaringen er lidt for direkte i sin psykologi. Og så skal man lige købe, at en cirka 12-årig intelligent pige for alvor tror på kæmper.

Mens historien og især konklusionen ikke hører til den mest originale, er den æstetiske udførelse overbevisende. Filmen er fuld af stemningsfulde billeder i matte farver af det rå landskab med evig rusk og regn, og den har en spielbergsk glæde ved mekanik. Man bliver helt nostalgisk af at se Barbara køre rundt i skoven og forbi gamle togvogne på sin slidte cykel med trækvogn, binde reb rundt om træer, tegne kort i hånden og lytte til kassettebånd. Hun ligner et ufordærvet 80’er-barn med sine runde briller, cowboyjakke og knæstrømper.

Madison Wolfe er virkelig god og intens i hovedrollen – hun skifter lynhurtigt mellem stærk, vred og sårbar, frembringer sympati i sit portræt af Barbaras ensomhed og smerte, men er lige så meget en usamarbejdsvillig og tvær møgunge.

Filmen er til den sentimentale side, men i store dele et vellykket balanceret indfølt og melankolsk portræt af en kompliceret, nørdet og genstridig pige i sorg. En forfriskende pigetype, man ikke ser mange af på film.


Kort sagt:
Anders Walters amerikanske spillefilmdebut om en sorgramt pige, der søger tilflugt i en farlig fantasiverden, er ikke så original eller overraskende, men overbevisende og stemningsfuldt udført. Og så er talentfulde Madison Wolfe en fornøjelse som herligt aggressive og genstridige Barbara, der skubber alle omkring sig væk for ikke at blive såret.

Læs også: Oscar-vinder Anders Walter fik danske afslag, men amerikansk opbakning – »’Sentimentalt’ er et fyord herhjemme«