Johnny Depp sagsøges for at slå medarbejder på filmset

Johnny Depp sagsøges for at slå medarbejder på filmset
Johnny Depp.

Det kører ikke just for Hollywoods tidligere bedst betalte stjerne og favorit-bad boy Johnny Depp.

For nylig bragte Rolling Stone et hudløst detaljeret interview med skuespilleren, der blotlagde Depps store økonomiske problemer, juridiske slagsmål med sit tidligere agentur og stofmisbrug – og nu er manden også blevet sagsøgt for at have slået en medarbejder på filmsettet til den kommende ’City of Lies’.

Hændelsen skulle have fundet sted i april 2017 i downtown Los Angeles, da Depp blev rasende over, at optagelserne måtte indstilles en aften på grund af manglende tilladelse til at filme i og uden for Barclay Hotel om natten.

I stedet for selv at fortælle Depp – som gerne ville tage en scene om – at det var tid til at slutte, bad instruktør Brad Furman location manager Greg Brooks om at viderebringe nyheden. Inden denne dog overhovedet kunne nå at åbne munden, kom Depp selv over til ham og råbte: »Hvem fanden tror du, at du er?! Du skal ikke fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal!«

Under tiraden slog stjernen Brooks i ribbenene, og udfordrede ham til at give igen: »Jeg giver dig 100.000 dollars, hvis du slår mig«, sagde Depp før sikkerhedsfolk trak ham væk.

I sit søgsmål fortæller Brooks endvidere, at han kunne lugte, at skuespilleren havde drukket, og at han selv blev fyret fra produktionen et par dage senere, da han nægtede at underskrive en erklæring om, at han ikke ville lægge sag an.

’City of Lies’ tager udgangspunkt i den sande historie om den pensionerede L.A.P.D.-detektiv Russell Poole (Depp), der indtil sin fratrædelse var ansat på sagerne om mordene på Notorious B.I.G. og Tupac Shakur. Filmen, der får premiere til efteråret, skulle være et af Depps mere ambitiøse forsøg på at rette op på sit flossede image ovenpå en række blockbuster-fadæser og kreativ latterliggørelse. Såvel som hans finanser, hvorfor tilbuddet om at stikke Brooks 100.000 dollars for en lige højre er bitterligt paradoksalt.

Læs også: Johnny Depps nedtur er en selvforskyldt Hollywood-tragedie med to miligram håb

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af