Roland Møller på Hollywood-eventyr: »The Rock er så perfekt, at man får lyst til at sparke ham i kuglerne«
Roland Møller i 'Skyscraper', hvor han spiller over for Dwayne 'The Rock' Johnson.

Roland Møller på Hollywood-eventyr: »The Rock er så perfekt, at man får lyst til at sparke ham i kuglerne«

»Det er lækkert at være hjemme. Jo mere jeg rejser, jo mere finder jeg ud af, hvor dejligt Danmark er. Især om sommeren. Her er rent. Ikke så meget larm«.

Roland Møller sidder bag privatchaufføren i en sort Mercedes og kigger ud af vinduet. Udenfor suser Vesterbro forbi. Han er her på lånt tid. For 14 dage siden landede han i Danmark. 5. august går turen ud af landet igen, når han drager til Island og Norge på nye filmoptagelser, og inden det kalder en promotion-tur, som starter i New York og fortsætter verden rundt i privatfly.

Men denne eftermiddag befinder Møller sig lige midt på Istedgade. Han er på vej hen til sin vens restaurant Skank, hvor han forhåbentlig kan få rystet flere timers interview i polerede presseomgivelser af sig. Historien om gadedrengen, der voksede op og blev til en Hollywoodstjerne, er stadigvæk for god til at blive glemt.

Siden Roland Møller fik sit danske gennembrud i Michael Noers og Tobias Lindholms fængselsfilm ’R’ i 2010 og senere sit internationale gennembrud i Martin Zandvliets Oscarnominerede film ’Under Sandet’, er tingene stukket gevaldigt af for den selvlærte skuespiller. Tilbuddene tikker ind fra både ind- og udland, og det seneste år har Møller levet i en kuffert i lejede lejligheder og på hoteller overalt i verden.

Jeg er blevet et bedre menneske af at spille et dårligt menneske

Helt præcist har han boet og arbejdet på Bali og Malta, i Vancouver, LA., New York, Prag, Beograd, Montenegro, Lanzerote, Paris, Stockholm, Malmø, Berlin, Schweiz, Amsterdam og London. Medregnes tiden lige før Oscaruddelingen sidste år kan Tokyo, Beijing og Toronto også inkluderes.

»Fuck mand, det er jo helt vanvittigt, hvor jeg har været henne. Jeg går og klynker over, at det er hårdt, og det må man simpelthen ikke«, mumler han på bagsædet.

»Jeg har stadig base i Danmark, men jeg er flyttet fra Nørrebro og ind i Borgergade. Det går godt jo. Jeg er begyndt at tjene penge«.

»Slap af med den jakke, mand«

Møller stiger ud af bilen og trasker det sidste stykke hen til restauranten i det gule hus på hjørnet af Eskildsgade og Istedgade. En del af skuespillerlønnen har han tilsyneladende investeret i den Burberry-trenchcoat, som flagrer på ham. På hovedet er kasketten skiftet ud med en bøllehat i camouflageprint.

Som han går der med sin tussede torso lige så rank og buff som en skudsikker vest, fremstår han næsten som en menneskelig udgave af Vesterbro. Roland Møller gemmer ligesom bydelen både ridser og skygger bag sin nyrenoverede solbeskinnede facade. Den historie har pressen allerede søbet rundt i. I dag handler det om hans nye liv som Hollywoodstjerne med biografaktuelle roller i actionbraget ’Skyscraper’ og Michael Noers kommende fængselsdrama på amerikansk, ’Papillon’.

Han åbner døren til Skank og havner fluks i favnen på en gruppe venner, som sidder i baren. »Ej, okay. Slap nu af med den jakke der, mand. Er du sindssyg?«, driller den ene og glider blikket op og ned ad skuespilleren. Møllers hvide sneaks er allerede på vej ned i den anden ende af restauranten:

»Skal vi sitte hernee?«, spørger fynboen hæst.

Roland Møller over for Charlie Hunnam i den kommende ‘Papillon’. I baggrunden står »nørden« Rami Malek.

Han scorer stedets eneste sofa, slænger sig hjemmevant i puderne og fløjter ubevidst med på nationalskjaldens ’Jutlandia’, som siver ud af højtalerne. Så registrerer han endelig:

»Hvad sker der for musikken? Kimolajsen!«.

Køkkenet lokker med smørrebrød, tarteletter og hjemmelavet snaps. Mere dansk bliver det næsten ikke for den hjemvendte søn fra Hollywood, som nøjes med at bestille en espresso og noget vand, inden han samler tråden op fra bilen om sit eventyr i Tinseltown.

»Det er jo super ensomt«, begynder Møller.

»Når man filmer i 3-4 måneder, vil man gerne have en hverdag op at køre, men man ved også, at man slutter lige om lidt, så man står med et ben i hver lejr konstant og hele tiden. Det er spændende nok at lære nye områder og mennesker at kende, men der er ikke rigtig tid til at blive venner med nogen. Mange tror, jeg render rundt på den røde løber og på sightseeing hele tiden, og jeg får da også set lidt, men jeg er jo ikke på ferie«.

Hvordan har dit liv set ud det seneste år?
»Når jeg skal starte på en film, bliver jeg hentet af en chauffør på min hjemmeadresse. Så bliver jeg kørt ud i lufthavnen, går selvfølgelig uden om køen og flyver på første klasse, og så står der en ny chauffør og venter på mig, som kører mig til mit hotel. Så er der møder med instruktøren og producenterne og kostume- og makeupprøver. Dernæst skal man til lægetjek og snakke scenerne igennem med de andre skuespillere, og så får man et skema over, hvornår man skal skyde hvad. Det ændrer sig som regel, så man skal hele tiden være klar«.

Han hiver luft ind og fortsætter:

Det var nemmere at imponere, dengang jeg var underdog

»Når vi så skyder filmen, står jeg typisk op før solen og skynder mig at træne, hvis rollen kræver det. Så læser jeg op på mine replikker og bliver kørt til settet. Vi får makeup på og skyder, til solen går ned ved en 20-21-tiden. På det tidspunkt har vi arbejdet 14-15 timer. Så skal jeg have makeup af, og så skal jeg hjem, spise, tage et bad, øve replikker, i seng og så: Repeat«.

Hvordan har det været at skulle levere dagligt på et stort set?
»Det er da mentalt udmattende. Ikke nok med at man skal levere hver eneste dag, man gentager også tit scenerne fem-otte gange, og hvis man har en scene, hvor man er hidsig og oppe at køre, når man at falde helt ned, inden de er klar til at skyde den i næste vinkel. Ottende gang bliver det hårdt, ikke? Næste scene er det det samme igen, så man skal op og ramme et niveau konstant«.

Og der er et kæmpe apparat, som kører…
»Ja, og alle folk står og kigger og har forventninger til en. Det var nemmere at imponere, dengang jeg var underdog. Nu har jeg imponeret, så nu vil de imponeres igen, hvilket vil sige, at jeg skal genopfinde mig selv og imponere. De skal underholdes, stimuleres og imponeres. Det er gamet, og hvis de ikke får det, er man bare en lorteskuespiller«.

Det skal man nok ikke tænke for meget over…
»Nej, ikke mens man står der. Så skal man bare sørge for at kunne sit shit. Man er ikke så fleksibel på en stor film som på en lille film. Det tager lige en halv time at få styr på hele maskineriet, hvis man skal flytte et kryds på jorden, så der er ikke rigtig plads til at finde på gode ting på settet. Det er også derfor, små film nogle gange bliver bedre, for der har skuespillerne mulighed for at levere ordentligt«.

Overperfekt The Rock

I Rawson Marshall Thurbers ’Skyscraper’ spiller Roland Møller filmens muskuløse skurk over alle skurke. Han springer rundt og skyder på et kæmpe greenscreen-set og jorder armen igennem en mur, alt imens han smiler smørret og letter lumsk på øjenbrynet. Hans modstandere er medspillerne Dwayne Johnson og Neve Campbell.

Var det en drengedrøm at vælte rundt og skyde?
»Nu har jeg prøvet at skyde før og også at blive skudt efter, så den drengedrøm var ligesom udlevet. Hæ hæ hæ hæ! Mit action-gen er ikke blevet forløst i denne her film, for jeg har jo ikke nogen slåskampe, men bare et stand off. Men jeg har fundet ud af, at jeg ikke længere skal lave alle mine stunts selv. Jeg skulle være smart over for min stunt double og sagde: ’Du kommer ikke til at arbejde i dag’. Så lavede jeg 18 rullefald på et glasgulv. Da jeg kom hjem, havde jeg en bule i hovedet og ondt i albuen, skulderen, hoften og knæet, og man kan jo ikke se, hvem der ruller! Det er fuldstændig lige meget. Jeg kunne bare have gået ind og rejst mig op, så havde jeg ikke haft ondt endnu«.

Roland Møller i ‘Skyscraper’.

Hvordan var det at spille over for ’The Rock’?
»Han er nærmest så perfekt, at man får lyst til at sparke ham i kuglerne for at bryde hans perfekte facade. Men det kan man ikke, for det er ikke en facade. Han er forberedt og dybt engageret, han er sød, imødekommende, ydmyg, flink, sjov, dejlig, givende, lyttende, rummelig og åben. Jeg kan ikke sætte en finger på den mand«.

Har du et særligt minde fra jeres optagelser sammen?
»Vi lavede en scene, hvor jeg åbenbart så lidt sjov ud i hovedet, for han kiggede på mig og sagde: ’What is it, Roland?’. Jeg svarede: ’Jeg synes, du spiller forkert’ og forklarede, hvad det var. Så sagde han: ’That makes sense. Excuse me?’, og så kaldte han instruktøren hen, og vi fik det ændret«.

Hvad gjorde han galt?
»Det var måden, han reagerede på, da jeg tager hans datter fra ham, hvor hans fokus skulle være på hende og ikke mig. For jeg syntes, det var meget smukt og stærkt, at hun løber over til ham og vil kaste sig rundt om hans hals. Men altså, derfor er det jo ikke sikkert, det er blevet sådan i den endelige film.

Vi fik også ændret andre småting undervejs, og han er super cool og har ingen stjernenykker. Det er optur og befriende at arbejde med sådan én, men jeg gør det med alle mine medspillere. Jeg siger det, hvis jeg føler noget, og så kan de tage det eller lade være«.

En ældre herre i lyseblå marineskjorte med dannebrog og mærker på skulderen bryder ind i samtalen: »Hej hej, Roland, hvordan går det? Jeg hører, du er blevet berømt«.

Møller hilser hurtigt: »Det går fint, jeg sidder lige midt i et interview«. Han får øjenkontakt med vennen bag baren og hæver stemmen: »Kan du ikke lige kalde på obersten?«. Herren fordufter igen. »Han hjælper lidt til her. Han er gammel hjemmeværnsmand, så vi kalder ham obersten«, forklarer han.

Spontan slåskamp

Roland Møller er typen, der ikke kan ryge en smøg på Istedgade uden at møde bekendte, som lige skal hen og hilse. Telefonen har han konstant ved hånden. Klar til at modtage sine hyppige opkald eller fodre sine i skrivende stund 34.331 Instagram-følgere.

Han er nærværende selskab og gammeldags galant, når han åbner og holder døren for damerne. Samtidig er han helt tydeligt sin egen rastløse herre. Som en trodsig teenager bestemmer drengerøven tempoet, og så må verden bare vente, hvis telefonen eller noget andet kræver hans opmærksomhed.

Den rå gavflabede attitude er den, som banede vejen for Møllers skuespillerkarriere, da han debuterede som en brutal udgave af sig selv i rollen som Mureren i ’R’. Det er samme attitude, som de senere år har gjort ham til et oplagt navn i både Hollywood og Europa, når der skal castes en bølle, actionskurk, galning eller gangster. Som skuespiller er attituden med til at fremhæve ham som det eksotiske islæt på et set fyldt med garvede kollegaer, som kender deres Stanislavskij. Gadedrengen selv ser ikke ret mange film.

»Jeg synes, det meste er lort«, siger han.

Nu har jeg prøvet at skyde før og også at blive skudt efter, så den drengedrøm var ligesom udlevet

»Jeg kender heller ikke ret mange instruktører eller skuespillernavne, så når de begynder med deres tekniske snak, står jeg af, og jeg siger det også bare til dem. Så kigger de lidt på mig, indtil de ser mig levere varen. Så siger de: ’Det kan godt være, der er en fordel ved ikke at følge så meget med nogle gange’, og det har jeg ligesom hængt mig i«.

Fordelen for Møller er, at han er uimponeret. Han ligger ikke under for andres regler, teknikker og normer. Han spiller fra maven og har ingen andre begrænsninger end sig selv. Desuden er han god til at spille spillet. På sådan et Hollywood-set er der mange, som ikke tør sige og gøre noget forkert af frygt for at blive fyret, men danskeren forsøger at sprede god energi og karma og løfte det hele til den holdsport, det er. Under optagelserne til Noers remake af filmklassikeren ’Papillon’ fra 1973 svulmede Møllers ansvar for den gode stemning op til lettere absurde proportioner.

Filmen, som er baseret på en delvist sand historie, handler om straffefangen Henri ’Papillon’ Charriere, som i 1930’erne idømmes livsvarigt fængsel og sendes til afsoning under umenneskelige forhold i en fangekoloni i Fransk Guyana. I filmen spiller Roland Møller den barske medfange Celier over for Charlie Hunnam fra ’Sons of Anarchy’ og Rami Malek fra ’Mr. Robot’. Optagelserne foregik blandt andet i Beograd, og en dag blev livet som fange i en brutal mandelejr lige lovlig realistisk, fortæller Møller.

»Jeg måtte standse en slåskamp på settet. Nogle serbere er meget racistiske, så der var et ordentligt hold serbere, som hoppede på en af vores mørke medspillere, og der var ikke nogen, der blandede sig. Så måtte jeg jo blande mig til sidst«.

Roland Møller og Charlie Hunnam i Toronto, hvor ‘Papillon’ fik verdenspremiere i september sidste år. (Foto: Matt Winkelmeyer/Getty Images)

Hvad gjorde du?
»Jeg hoppede ned og fik det stoppet, for de stod i en rundkreds om ham og slog på ham. Der var kun seks sorte mennesker på hele settet, og de kom med en stor flaske whisky til mig næste dag og sagde: ’Thank you very much’. Ham, jeg fik stoppet, truede så med at komme og skyde os alle sammen, så vi måtte hyre nogle lokale gangstere, som kunne passe på os. Men så tog jeg et møde med ham og fik den lukket«.

Det var fiktionen, der smeltede sammen med virkeligheden der…
»Ja, det gjorde den. Pludselig var det meget realistisk med en helt spontan slåskamp. Men jeg gad godt at høre, hvordan Michael (Noer, red.) oplevede det, for vi snakkede ikke så meget om det bagefter. Folk kiggede bare på mig. Jeg tænkte: Det kan da heller ikke passe, at jeg skal stoppe en slåskamp. Jeg er skuespiller. Hvad sker der?«.

Hvordan var det at spille sammen med Rami Malek?
»Jeg lærte ham ikke rigtigt at kende, for han er en lille, sød og dygtig nørd. Vi er meget langt fra hinanden, hvorimod Charlie (Hunnam, red.) og jeg har de samme fritidsinteresser, så vi blev rigtigt gode venner. Vi trænede, dyrkede jiu jitsu, tog op i bjergene, gik ture ved stranden, spiste sammen, gik i sauna, så UFC (Ultimate Fighting Championship, red.) og snakkede om filmen«.

Og hvordan var han at spille overfor?
»Han er mere end almindeligt dedikeret. Han sultede sig selv i fem dage og gik i svedehytte, så vi andre måtte også steppe vores game op, og jeg var generelt bare endnu mere disciplineret omkring alt. Man er ikke bedre end den dårligste i scenen, og når man spiller sammen med nogen, som er bedre end en selv, lærer man også noget«.

Hvad har du lært?
»Jeg har lært at følge mine instinkter og lægge forfængeligheden derhjemme. Og så har jeg lært, at kemi er altafgørende. Man behøver ikke den bedste trommeslager og guitarist for at lave god musik, for hvis de to har kemi, kan de lave magi. Det er det samme med Michael Noer, Charlie og mig, og det er det, jeg vælger ud fra nu, for kemi kan hverken købes eller fakes«.

En mand af en vis standard

Et par Bandidos-bikere fræser forbi på den anden side af vinduet og ødelægger pludselig freden. Møller kaster et blik efter dem. På en måde mødes hans fortid, nutid og fremtid lige der. Nutiden og fremtiden er livet som feteret Hollywoodskuespiller med alt, hvad det indebærer af privatchauffører, rejser, røde løbere og pressedage som nu.

I fortiden var det ikke rygmærkerne, men gadens andre hårde drenge, som fyldte en del af hverdagen i Roland Møllers liv, da han ydede beskyttelse for pushere i hjembyen Odense. Et job, som resulterede i ti voldsdomme og tid bag tremmer.

Siden har han gjort en ihærdig indsats for at distancere sig fra fortiden og erstatte voldsdommene på cv’et med udfordrende og nuancerede roller. Møller vil være en seriøs skuespiller, som repræsenterer andet og mere end de brutale badass-karakterer, som kickstartede karrieren. Med roller som den bløde maskinmester Jan i Tobias Lindholms ’Kapringen’ og ikke mindst Møllers Bodil-vindende præstation som sergent Carl i ’Under sandet’ er missionen rent faktisk lykkedes. Endda på ekstremt kort tid.

Roland Møller i den Oscar-nominerede ‘Under sandet’.

Men i midten af juni indhentede fortiden igen skuespilleren, da rygtet om, at Roland Møller havde plantet sin knytnæve i ansigtet på en journalist til en kendisfest på dette års Folkemøde på Bornholm, fandt vej til sladderpressen.

»Det er en helt tåbelig historie, som ikke har noget på sig«, starter han en smule modvilligt. »Historien burde være: ’Håndgemæng ordnet med håndslag’. To mennesker kommer i karambolage. Ti sekunder efter finder de ud af det som mandfolk med en undskyldning og et håndslag og sparer skatteyderne for en masse penge«.

Du ærgrer dig ikke over den?
»Jo, det gør jeg, men det kan ikke betale sig i længden at ærgre sig over noget, der er sket. Jeg har sagt undskyld til dem, der var involveret, og de har taget imod undskyldningen. Og det her viser, at to forskellige mennesker kan opfatte en situation på vidt forskellige måder, fordi de har forskellige baggrunde. Men jeg føler ikke, jeg skylder den danske presse at træde mere rundt i det«.

Hvad synes du om, at tålmodigheden med dig måske er mindre på grund af din fortid?
»Jeg kan ikke tage mig af det, for det er folks egen frygt, og jeg har lidt ondt af de mennesker, som lever i en så endimensionel verden. Men det har da sikkert givet benzin på bålet for mange, som nu kan sige: ’En gang kriminel, altid kriminel’«.

Mændene skal putte noget mere mand ind i deres hverdag i stedet for at være sådan nogle små tøser

Men som skuespiller har du jo arbejdet hårdt for at komme væk fra bad boy-imaget: Hvad tænker du så om at se sådan en historie?
»Jeg tænker bare, at der er mennesker derude, som er meget langt fra, hvem jeg er. Hvis jeg ser en hund, som er faldet igennem isen, løber jeg ud og prøver at hjælpe, mens andre bare ser til eller tager billeder og går hjem og skriver en artikel om det«.

»Jeg tænker også, at jeg godt kan forstå, at kvinder har så svært ved at finde en mand i dagens Danmark med den standard. Mændene skal putte noget mere mand ind i deres hverdag i stedet for at være sådan nogle små tøser«.

Det er vel også historier som den, som er med til at give dig den farlighed…
»Jo, men jeg håber kun, at det er på lærredet, at folk er bange for mig – og at de ved, at de ikke skal være bange for mig i virkeligheden«.

… som du tit bliver castet på, tænker jeg også?
»Ja, der er jo ikke så mange derude, som lever op til manderollen. Det er helt rigtigt, at man ikke må slå, men fejltagelser bør for det meste tilgives, og hvis man har mod til at indrømme det, vil man hurtigt kunne komme videre i teksten. Det kan politikere, meningsdannere og journalister ikke finde ud af, men i virkeligheden er de meget ondskabsfulde og voldelige i deres retorik«.

Du er ikke bange for, at det kan skade din karriere?
»Jo, selvfølgelig er jeg da det, men skal jeg rende rundt og være noget, jeg ikke er? Det er jo at gøre vold på mig selv. Jeg kan godt rette ind et langt stykke af vejen, og jeg prøver ikke at forsvare det, for man skal ikke slå på folk i en diskussion. Men det på Bornholm skete i affekt, og det endte med, at vi drak øl sammen. Egentlig har vi en positiv historie om to mandfolk, som anerkendte en fejl, undskyldte, gav håndslag, drak en forsoningspils og blev klogere uden at miste noget stolthed. Prøv at forestille dig, hvor langt vi kunne nå, hvis folk kunne erkende deres fejl og ændre standpunkt og komme videre med den erfaring i bagagen. Det gør vores videnskabsmænd jo – for uden den evne, intet fremskridt«.

»Jeg synes, mange er blevet lidt tyndhudede. Folk bliver krænket over det mindste og reagerer meget kraftigt og ondskabsfuldt mod det, de mener, er forkert. Mange dømmer og handler ud af frygt, og jeg har da lært, at man aldrig skal tage en beslutning, hvis man er bange eller sur«.

Skal genopfinde sig selv

Roland Møller har en mørk side. Det ved han godt. Og den vil nok altid være der. Men hans mange skurkeroller siden skuespillerdebuten for otte år siden har tvunget ham til at grave dybt i sit eget mørke og trænet ham i at træde ind og ud af det, når der bliver sagt ’action’. Derfor er han også privat blevet mere bevidst om, når mørket stikker sit grimme fjæs frem og allervigtigst, hvordan han får det væk igen.

»Jeg vil vove at påstå, at jeg er blevet et bedre menneske af at spille et dårligt menneske«, siger han.

»Nogle gange kan man godt gå rundt og være en nar uden at lægge mærke til det. Man er sur på det hele og snerrer ad folk. Pludselig opdager man: Hvad fanden laver jeg? Hvorfor er jeg så underskudsagtigt? Vi har alle sammen noget godt og ondt i os, og det er enormt interessant at arbejde med i karakteren, men det er også lærerigt som menneske at dykke ned i de mørke sider og acceptere dem. Det er kun sådan, man kan få styr på dem. Hvis man benægter the dark side, tager den over«.

(Foto: Olivia Rohde)

Som skuespiller er Møller ikke længere bange for, at mørket kommer til at dominere cv’et. Så længe der er variation i rollerne, napper han gerne en actionskurk eller bulderbasse mere. Lige nu har han to karrierer kørende. Den ene er Hollywoodkarrieren, som skaffer smør på brødet, Burberry og bopæl i Borgergade. Den anden er hans europæiske filmkarriere, som serverer roller med mere kød på, hvor han får mulighed for at vise, hvad han rent faktisk kan.

Hvis han gør det godt, tager Hollywood måske chancen en dag og hyrer ham til andre roller og genrer, ligesom Martin Zandvliet gjorde, da han castede Møller til ’Under sandet’. Byder fremtiden som skuespiller derimod kun på bad guys, bliver folk trætte af at se på hans fjæs. Det er han helt bevidst om. »Så jeg skal genopfinde mig selv«.

Drømmen om et entourage

Møller har godt hørt, at han har tilbagelagt vejen fra debutant til Bodil-vinder og nu international stjerne i raketfart. Men for ham går det for langsomt. Som i den klassiske ’mama I made it’- fortælling har han mange mennesker omkring sig, som har troet på ham og hjulpet ham, selv når fremtiden syntes sort. Af samme grund er en af ambitionerne penge på kontoen, så han kan vise sin taknemmelighed.

»Hvis jeg skal slå det rigtig stort op, kunne jeg godt tænke mig at hyre mine venner og tage dem med rundt i verden. Bare nogle af dem. Når man nu ikke har en kæreste at dele det med, ville det være rart at dele det med dem. Jeg har succes, fordi jeg har formået at vælge de rigtige mennesker, og det har jeg gjort i kraft af, at jeg har taget nogle forkerte valg i mit liv, som jeg har lært af. Væk med folk, som altid brokker sig og snakker lort om andre, og ind med positive inspirerende mennesker, som rejser sig efter en røvtur«.

Den helt store pengecheck og drengedrøm er allerede blevet præsenteret for Roland Møller, da kung fu-kongen Jackie Chan sendte et fristende filmtilbud hans vej. Men da havde han lovet sig ud til rollen som Thor i Fenar Ahmads kommende liveaction-udgave af ’Valhalla’, og man skal holde sit ord, så gadedrengen må vente med at blive millionær. Men det gør nu ikke så meget, siger han.

Roland Møller med den Bodil, han vandt for ‘Under sandet’.

»Det er vejen til målet, som jeg sætter en ære i nu, for det er den fedeste. Jeg har prøvet at nå et par af mine mål, som var at få en Bodil og spille en stor Hollywoodrolle. Det falder pludselig ned i skødet på mig. Det er jo ret vildt, hvad der er sket, når man tænker over det. Bagefter er der ingen forløsning. Man står lidt med en tom fornemmelse og tænker: Hvad nu?«.

Hvordan går det med at lære at græde på kommando?
»Jeg har kraftedeme gjort det! Jeg kan ikke gøre det på kommando ligesom Dejan (Cukic, red.) og Persbrandt (Mikael Persbrandt, red.), men jeg har grædt i en ny film, der hedder ’The Glass Room’«.

Hvad var situationen?
»Det var en meget sørgelig situation. Hæ hæ hæ hæ! Ja, jeg pulled it off. Jeg var også selv imponeret over det faktisk. Det var virkelig lækkert, for det har jo været noget af en kæphest for mig. Jeg har spurgt stort set alle, jeg kender, hvordan de gør. Til sidst var der en, der sagde det rigtige, og det er den teknik, jeg bruger nu, men jeg vil ikke fortælle, hvad den går ud på«.

Hvorfor ikke?
»Fordi jeg har fortalt det til en på et tidspunkt, og så ringede han til mig og sagde: ’Du har ødelagt det for mig, Roland, jeg kan ikke se film mere’. Jeg har det også selv sådan med gyserfilm. De bider overhovedet ikke på mig, fordi jeg altid får et indre billede af de der 50 mennesker, som står på settet lige bagved. Det er ligesom med tryllekunstneren, ikke?«.

Han letter på venstre øjenbryn.

»Magien går af«.

Læs også: Kim Bodnia er tilbage – »Jeg vidste godt, at noget af det ville gå galt«