Sacha Baron Cohens comeback-show bliver mere og mere konkret

Sacha Baron Cohens comeback-show bliver mere og mere konkret
Sacha Baron Cohen i sin glansrolle som Borat.

I går teasede Sacha Baron Cohen – måske – et nyt projekt, der ud fra hans lille Twitter-video at dømme omhandler Donald Trump og dennes kuldsejlede Trump University.

Og nu tyder alt på, at det kommende projekt er et interviewprogram på kabelkanalen Showtime. Kanalen, der står bag serier som ‘Homeland’, ‘Dexter’, ‘The Affair’, ‘Californication’ og ‘Billions’, har nemlig de seneste dage også teaset et mystisk comedy-projekt, som skulle være »det farligste show i fjernsynets historie« med en hovedfigur, som er »skamløs«, »sindsforvirret« og »koldblodig«.

Variety beretter, at Sacha Baron Cohen er tilknyttet Showtime-projektet, men det er endnu ikke bekræftet, om komikerens og Showtimes teasen er forbundet – og således heller ikke, om de lidet attraktive tillægsord er møntet på Baron Cohen eller Trump.

Men timingen er påfaldende, og det vil være i fin tråd med Sacha Baron Cohens gennembrud med talkshowet Ali G, at han vender tilbage til formatet i én eller anden form. Dog er han nok for kendt i dag til at føre folk bag lyset, som han gjorde dengang, men vi får se, hvad konceptet består i.

Det bliver i hvert fald godt at få englænderen tilbage på rette provokerende ‘Borat’-kurs efter de seneste års bølgegang.

Læs også: Sacha Baron Cohen er tilbage – teaser gådefuld Trump-video