’Sharp Objects’: Amy Adams er sublim i krimiserie fra ’Gone Girl’-forfatter

’Sharp Objects’: Amy Adams er sublim i krimiserie fra ’Gone Girl’-forfatter
Amy Adams i 'Sharp Objects'.
4 6
Tv-serie
Hovedforfatter

Marti Noxon

Medvirkende

Amy Adams, Patricia Clarkson, Chris Messina, Eliza Scanlen, Matt Craven

Spilletid

8 afsnit à 50 min.

Premiere

Nyt afsnit på HBO Nordic hver mandag

Der er mange skarpe genstande i ’Sharp Objects’. Knivtange, skruer, nåle. Men dem morderen bruger på sine ofre, unge piger, får ikke så meget opmærksomhed som dem, pigerne bruger på sig selv.

Nok bliver journalisten Camille Preaker (sublime Amy Adams) sendt fra redaktionen i St. Louis til sin barndomsby Wind Gap, fordi mord hærger byen, men i HBO-serien ’Sharp Objects’, baseret på Gillian Flynns (’Gone Girl’) gennembrudsroman, er hendes krimiartikler ikke så vigtige som hendes fortrængninger.

Hendes krop er tilplastret med ar fra knive og nåle ført med egne fingre. Hun skærer i sig selv for at gøre smerten fysisk og forståelig, en smerte, der har barndommens traumer som arnested. Søsterens død og morens spidse skuffelse – blandt andet.

Arrene – dem på kroppen og dem på sindet – kradses op, da hun havner der, hvor hun først fik dem, i Wind Gap. En sydstatsflække, hvor beboerne bader deres verandaer i sved og bourbon og fejrer slaveejerne fra den amerikanske borgerkrig uden at blinke.

Preakers mor, en Missouri-matriark spillet isnende af Patricia Clarkson, har end ikke omfavnet datteren, før hun lader bebrejdelsen hagle ned over hende. Senere forklarer hun sit afkom, at hun ikke elsker hende, fordi hun har arvet sin fars slette karakter: »Jeg håber, det kan være en trøst for dig«, tilføjer hun.

Det er her, ’Sharp Objects’ excellerer. I portrættet af storbykvinde, der med selvpåførte snitsår i form af ord – fuck, liar og så videre – og vodkaflasker i håndtasken vender tilbage til de dæmoniske veje og huse, der fødte hende med vold og svigt.

Annonce

Hendes blik er den prisme, vi ser samfundet igennem. Og hendes blik er det, der retfærdiggør instruktør Jean-Marc Vallées tornadostil, et fletværk af sanseindtryk, der nedbryder kronologien og udfordrer virkeligheden. Drømmesyn, erindring og faktiske hændelser blendes sammen i endnu højere grad, end tilfældet var i ’Big Little Lies’, som Vallée også instruerede.

Man kan indvende, at visse montager skaber effekter ud af psykiske lidelser, særligt i én cutting-scene på den lukkede. Men fordi skildringen af selvledens ophav er så præcis – særligt i forholdet mellem Preaker og hendes spottende mor – slipper Vallée akkurat afsted med det.

Til gengæld gør billedernes associationsrække sjældent noget godt for krimiplottet, der nok chokerer i glimt, men ofte flakker blegt og ubestemmeligt i slagskyggen fra det psykologiske drama. Plottet har en del til fælles med ’True Detective’s mordgåde, men evner ikke at skabe den fremdrift, som HBO-milepælen – eller for den sags skyld ’Big Little Lies’ – gjorde. Vel at mærke uden at ofre de menneskelige nuancer på spændingens alter.

Måske er forklaringen også, at de hovedmistænkte, der hurtigt bliver til genstand for hårde blikke og næver i sydstatshullet, ikke er skarpt nok tegnede til at udfylde skurkeroller, mens efterforskerne hele tiden virker til at være mere i vildrede end på sporet.

Preakers redaktør siger på et tidspunkt til hende: »Du er der ikke for at løse mysteriet!« Noget lignende gælder serien: I de første syv ud af otte afsnit føles det ikke, som om den leder efter morderen. Det er alligevel en skam i et krimidrama.


Kort sagt:

Der er to mysterier i ’Sharp Objects’: Mysteriet om journalisten Camille Preakers traumer, der har forplantet sig som selvpåførte ar på huden, og mysteriet om morderen, der tager livet af unge piger. Det første er hjemsøgende, det andet længe lidt uforløst.

Anmeldt ud fra 7 ud af 8 afsnit