Timothée Chalamet skal spille hovedrollen i Denis Villeneuves ‘Dune’

Timothée Chalamet skal spille hovedrollen i Denis Villeneuves ‘Dune’
Timothée Chalamet i 'Ladybird'.

Den yngste skuespiller, der nogensinde er blevet nomineret til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle, køres i stilling til at indtage scenen i Denis Villeneues stærkt imødesete, todelte filmatisering af Frank Herberts sci-fi-kultroman ‘Dune’.

Kæmpetalentet og Hollywoods favorityngling du jour Timothée Chalamet skulle sålunde være i de afsluttende forhandlinger med folkene bag ‘Dune’ for at spille Paul Atreides – rollen, der i David Lynchs omdiskuterede filmversion fra 1984 blev legemliggjort af Kyle MacLachlan præ ‘Twin Peaks’.

Historien centrerer sig om to magtfulde familier, der kæmper om herredømmet på ørkenplaneten Dune, og Villeneuve har allerede sagt, at hans film bliver markant anderledes end Lynchs:

»Jeg har stor respekt for David Lynch – han er en af de største filmmagere, der er. Men hans version er ikke den filmatisering, jeg drømmer om. Jeg går tilbage til romanen, og arbejder ud fra de billeder, jeg fik, da jeg først læste den«, udtalte Villeneuve til Yahoo! Movies allerede sidste år.

Forventningerne til Villeneuves passionsprojekt er skyhøje ovenpå instruktørens mesterlige sci-fi-fabel ‘Blade Runner 2049’ og hans ditto besnærerende ‘Arrival’, der har spundet poesi og bjergtagende billedtableauer over menneskets rastløse eksistentialisme overfor det store, uendelige rum.

Chalamet springer pt. fra det ene prestigeprojekt til det næste, fra ‘Call Me By Your Name’ til ‘Lady Bird’, Amazons kommende ‘Beautiful Boy’ med Steve Carrell og ‘Lady Bird’-instruktør Greta Gerwigs filmatisering af ‘Little Women’.

Læs også: Kontroversielt Stanley Kubrick-manuskript fundet efter 62 år – ny film muligvis på vej

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af