Tom Hardy og Tom Cruise teaser meget mere ‘Mad Max’ og ‘Mission: Impossible’

Tom Hardy og Tom Cruise teaser meget mere ‘Mad Max’ og ‘Mission: Impossible’
Tom Hardy i 'Mad Max: Fury Road'.

Den stærkt roste ‘Mission: Impossible – Fallout’ og Tom Cruises spektakulære helikopterstunts er knapt landet i biograferne, men instruktør Christopher McQuarrie og hans utrættelige 56-årige hovedrollestjerne taler allerede om den næste film i rækken.

Det fortæller McQuarrie til Toronto Sun:

»Ikke så snart var den her film færdig og sendt afsted, før Tom vendte sig om og sagde, »Her er, hvad jeg vil gøre næste gang«. Premieren i Paris var første gang, Tom og jeg så ‘Fallout’ sammen. Reaktionerne i salen var fantastiske, og da rulleteksterne kørte og publikum jublede, sagde Tom til mig »Yeah, det kan der kan vi gøre bedre««.

McQuarrie, som i sin tid slog igennem i Hollywood med manuskriptet til ‘The Usual Suspects’, har indtil videre instrueret Tom Cruise i tre film (‘Fallout’, ‘Mission: Impossible – Rogue Nation’, ‘Jack Reacher’), og skrevet yderligere tre til stjernen (‘Valkyrie’, ‘Edge of Tomorrow’, ‘The Mummy’).

Simon Pegg, Rebecca Ferguson, Tom Cruise og Ving Rhames i ‘Fallout’.

‘Mission: Impossible’ er imidlertid ikke den eneste populære actionfranchise med en Tom i spidsen, der vender tilbage. Tom Hardy er også mere end klar til at drage ud i ‘Mad Max’ dystopiske ørkenlandskaber igen, og fortæller Variety, at han tripper for at få grønt lys fra Warner Brothers, der ejer rettighederne:

»Det var altid planen, at vi ville lave tre film, så jeg tror, at vi alle bare venter på at få mulighed for at komme i gang med den næste. Da jeg indspillede den første film lå der allerede en masse materiale klar«.

Vi krydser fingre for meget mere Ethan Hunt og Max i nærmeste fremtid.

‘Mission: Impossible – Fallout’ får premiere den 2. august.

Læs også: Se den første trailer til Neil Armstrong-filmen ‘First Man’ med Ryan Gosling

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af