’Under træet’: Islandsk nabokomedie drukner i platheder
En af de første film, jeg så på dvd, var Bent Christensens 60’er-komedie ‘Naboerne’, som han skrev sammen med Leif Panduro. Den gakkede historie om to familier, der ryger i totterne på hinanden på en lille dansk ø, gjorde dengang et stort indtryk på mig. Det var både spændende og morsomt at overvære, hvordan konflikten mellem ’alfahannerne’ Ebbe Rode og John Price eskalerede fra avancerede drillerier til krigslignende tilstande, alt imens den snedige, lokale købmand tjente fedt på at sælge udstyr til begge lejre.
Hvorvidt den ville holde ved et gensyn, mere end ti år efter, ved jeg ikke. Men jeg kom igen til at tænke på den under islandske Hafsteinn Gunnar Sigurðssons ‘Under træet’, der havde premiere på sidste års filmfestival i Venedig. Også her handler det om en uoverensstemmelse over hækken, der bliver blæst voldsomt op. Til gengæld er det hverken spændende eller morsomt (hvad man ellers kunne forvente, når den nu sælges som en thriller-komedie). Gagsene er kalkulerede, karakterskildringerne gumpetunge, og jeg måtte tage mig selv i flere gange at kigge på mit ur.
Åbningsscenen er symptomatisk for den type humor, filmen byder på. Midaldrende Atli sidder ved sit skrivebord, hånden nede i bukserne og med blikket fast rettet på computerskærmen, hvor en sexvideo med ham og en tidligere kæreste udspiller sig. Han bliver – selvfølgelig! – opdaget af sin kone, der ikke tøver med at smide ham på porten efter en hurtig ordveksling: »Ser du porno?«, »Nej!«, »Er det Rakel?«, »Nej!«.
Lige så usjov er en senere episode til et beboermøde, som hr. og fru Atli deltager i, hvor et ungt par bliver beskyldt for at have højlydt sex. Man kan ikke sove, når kommentarer som »Stik fingeren op i røven på mig« runger i komplekset midt om natten, er indvendingen. Så er vi ligesom i gang, på vaskeægte revy-manér. Siger du noget ’frækt’, gælder det som en joke.
Atli flytter hjem til sine forældre, der ligger i strid med ægteparret inde ved siden af, som vil have dem til at beskære deres skyggende træ. Her kunne filmen løfte sig (nu begynder nabokrigen jo), og det lægger faktisk godt ud med de to kvinder, der leder slagets gang, mens mændene holder sig mere i baggrunden. Det bliver også et spørgsmål om to forskellige generationer, idet Atlis mor er gammel og grå og naboens trofæhustru en halvdesperat motionsfreak i slut-30’erne.
Men jeg mistede hurtigt interessen for fejden, der byder på kast med hundelort, opskårne bildæk og kidnappede kæledyr. Det starter vildt og bliver kun vildere, lige efter drejebogen. Man aner nok, hvorhen det ender, og slutscenen – der ellers er en fin idé i sig selv, rigtig galgenhumoristisk – kommer ikke som nogen overraskelse.
Det styrker heller ikke filmen, at de to kvinder forsynes med en forhistorie, der skal være med til at forklare deres skøre handlinger. Den ene har mistet sin voksne søn. Den anden har problemer med at blive gravid i en moden alder. Pludselig er det meget tæt på den kernefamilie i krise, der optræder så hyppigt i de store produktioner herhjemme.
Sideløbende følger vi Atlis forsøg på at finde tilbage til sin kone. Han forfølger hende i bil, tropper op på hendes arbejdsplads, tigger hende om en ekstra chance. Det fungerer ikke, så han ’kidnapper’ deres datter fra børnehaven, tager hende med i Ikea, inviterer hende på is. Skideballen kan han ikke finde ud af at tage, når den kommer.
Denne del af filmen er garanteret tænkt som en karikatur over den moderne, vesteuropæiske mand, en udstilling af hans narcissisme og uduelighed. Men den overbeviste mig aldrig, den blev for konstrueret uden megen plads til hverken manuskript- eller skuespilmæssige finesser.
Kort sagt:
‘Under træet’ tager fat på en lovende problematik, når den behandler nabokrig på Island. Desværre bliver det ikke til meget andet end platheder og trivialiteter.