Verdens mest oversete serier #4: Nyligt afsluttet spionserie tilhører samme liga som ’Breaking Bad’ og ’The Sopranos’

Verdens mest oversete serier #4: Nyligt afsluttet spionserie tilhører samme liga som ’Breaking Bad’ og ’The Sopranos’
Keri Russell i 'The Americans'.
Gennem juli anbefaler vores anmeldere serier, som er fløjet ufortjent under radaren. Denne gang hylder filmredaktør Jacob Ludvigsen en eminent spoinserie, hvis slutning hører til blandt de skarpeste på tv nogensinde.

SOMMERSERIE: Den blev i forrige uge nomineret til fem Emmy’er, dens sjette og sidste sæson, som sluttede i USA sidst i maj, har en usædvanligt flot score på 92 ud af 100 på anmelderopsamlingssitet Metacritic, og dens to hovedrolleindehavere har kickstartet karrieren gennem deres formidable præstationer.

Det er derfor måske lige groft nok at kalde ’The Americans’ en overset serie, men så alligevel: Dens seertal i USA har aldrig været prangende, men kanalen bag, FX med den kvalitetsbevidste chef John Landgraf i spidsen, har alligevel holdt fast gennem seks sæsoner, og det var først så sent som med sæson 4, at Emmy-hæderen rigtigt tikkede ind, selvom serien havde holdt et sjældent højt niveau i årevis.

Endelig har dens danske hype haft svære betingelser, al den stund at serien tikker ind på Netflix med et års tids forsinkelse. Lige nu kan man således se alle sæsoner på nær den sidste.

Og det bør man. Joe Weisberg har nemlig skabt det stærkeste karakterdrama, spiongenren nogensinde har set, et familiedrama møder paranoiathriller par excellence. For mens genren ofte dyrker arketyperne, stemningen og suspensen alene, dykker Weisberg adskillige spadestik dybere i sit portræt af to russiske agenter, der er toptrænede til at gå så kompromisløst undercover i USA, at de lever som et på overfladen helt almindeligt ærkeamerikansk ægtepar med to børn, hus i en forstad til Washington D.C., baseball på tv-skærmen og trivielle jobs på deres eget rejsebureau.

Matthew Rhys og Keri Russell som spionægteparret Philip og Elizabeth Jennings.

Det er på overfladen en forrykt præmis, at to mennesker kan leve et så overbevisende dobbeltliv på fremmedsprog, at ingen gennemskuer deres hemmelighed. Og når en FBI-agent så flytter ind i huset overfor og bliver gode venner med parret, virker det jo helt bizar.

Men faktisk har Weisberg grebet den overordnede idé fra virkeligheden, hvor russiske agenter i det, der er blevet døbt The Illegals Program, gik undercover som amerikanere med langsigtede planer om at opbygge et kildenetværk og infiltrere alt fra politikere til ingeniører for at sende afgørende viden hjem til moderlandet, både under den kolde krig og senere. Så sent som i 2010 optrevlede FBI et netværk af illegals med 10 anholdelser til følge. De russiske agenter havde ikke skjult deres oprindelige nationalitet som Elizabeth og Philip Jennings i ’The Americans’, men alligevel er den skinbarlige efterretningsvirkelighed så utrolig, at serien ikke er større tilsnigelse, end at man hurtigt accepterer udgangspunktet.

Spionsplots er der masser af i serien, hvis spændingsmoment ulmer i de farefulde infiltreringsmissioner, ægteparret indlades på med ordre fra Sovjet.

Elizabeth og Philip går hele vejen. Opbygger adskillige identiteter, som gør dem i stand til at smøre personer, der kan give dem adgang til centrale oplysninger om alt fra atomprogrammer til counterrerrorism. De lyver. De dræber. De går i seng med kilderne. De opfører et maskespil så kompliceret, at det uundgåeligt bliver sværere og sværere for dem at huske, hvem de egentlig er. Så kompromisløst, at efterdønningerne for deres ofre skærer i hjertet, særligt Philips naive pebermø af en FBI-sekretær, der forelsker sig hovedkulds i manden, hun tror hedder Clark Westerfeld, har runde briller og leverpostejsfarvet hår. Hendes skæbne – ak!

Særligt Philip er fra starten af serien splittet, da han i stigende grad vænner sig til det nemme og bekvemme amerikanske liv. De forenede stater er alt det, de er opfostret til at hade – men er det egentlig så slemt?

Denne tvivl løber som en understrøm i serien, der, som sæsonerne går, handler allermest om de menneskelige konsekvenser for Philip og Elizabeth – eller Mikhail og Nadezhda, som de faktisk hedder –   og først og fremmest deres børn, som vokser op som pæreamerikanske borgere intetanende om deres forældres sande identitet. Og når først deres kvikke teenagedatter Paige – som tilslutter sig et kristent kirkefællesskab til stor frustration for sine gedulgt ateistiske kommunistforældre – begynder at fatte mistanke, bliver man så grebet af relationen, at serien tager evig bo under huden på én.

Holly Taylor som datteren Paige er et naturtalent – og udvikler sig til en utrolig skuespiller i løbet af seriens levetid. (Foto: Matthias Clamer/FX)

Hvilke ofre er værd at bringe på idealernes alter? Kan man tage sine børn til indtægt for egne idéer? Hvem kæmper man egentlig for? Hvem er man selv, når hele ens identitet er bundet op på en større sag? Det er nogle af de magtpåliggende spørgsmål, serien med utrolig sans for nuancer udforsker med tiltagende styrke gennem sæsonerne. Og uden at afsløre noget kan jeg slå fast, at slutningen hører til blandt de skarpeste på tv nogensinde. Her bærer det tålmodige karakterarbejde frugt, så finalen virker i fuldstændig tråd med seriens dyder – troværdigt drama, ingen nemme løsninger, en foruroligende blanding af kærlighed og koldhjertethed – så man sidder lamslået tilbage.

I de to hovedroller skænker Matthew Rhys og Keri Russell (der fortrænger sin ’Felicity’-fortid med et snuptag) os to slående præstationer. De spiller utallige roller i løbet af serien, og de holder styr på niveauerne i karakterernes facader – over for hinanden og sig selv – med imponerende præcision. Med deres kemi på skærmen kan det slet ikke undre, at Rhys og Russel fandt sammen i privaten under serien og i dag er et af Hollywoods cuteste par. Ja, så et det sagt.

’The Americans’ har ganske vist fået hæder, men den bør nævnes i samme åndedræt som ’Breaking Bad’ og ’The Sopranos’. I dét lys er det vel nok verdens mest oversete serie.

Læs også: Verdens mest oversete serier #3 – »Jeg sagde farvel til familien Braverman i en pøl af tårer«

Læs også: Verdens mest oversete serier #2 – Seriekonge smelter camp, kløgt og popkultur, så det er en fryd

Læs også: Verdens mest oversete serier #1 – Hyperambitiøst madprogram er sjovt, lærerigt og overraskende rørende

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold