SOMMERSERIE. Mit forbrug af amerikanske hitserier fra HBO og Netflix er for en stund sat på pause, da jeg har genfundet min folkeskoletids glæde for animeserier. Og det er ganske forfriskende. For mens jeg ofte går død i amerikanernes efterhånden timelange afsnit og langsomme tilløb, er det anderledes ligetil at hoppe med på de japanske animationsseriers max 25 minutters afsnit, der går lige på og hårdt.
Her tænker jeg ikke på de mest kendte animeserier, der er rettet mod børn og teenagere og tæller titler som ’Pokémon’, ’Dragon Ball’, ’One Piece’ og ’Naruto’. De har nemlig alle hundredevis af afsnit, som flere gange går i tomgang, for at tegneserieforlæggets handlingsforløb ikke skal sakke bagud.
Jeg tænker på kortere serier, der, med et ældre publikum for øje, ikke er bange for at skildre svære problematikker, vold og sex. Jeg tænker især på den uhyggeligt fascinerende ’Paranoia Agent’, skabt af instruktør, animator og forfatter Satoshi Kon i 2004.
Inden Kon som blot 46-årig døde af kræft i 2010, var han allerede hyldet blandt animefans for sine fantasifulde film, der med sprudlende animation udvisker linjen mellem virkelighed og drømme – blandt andet i ’Paprika’, der i øjeblikket kan ses på Netflix.
Den opfindsomme ’Paranoia Agent’-serie, der boltrer sig i samme grænseland, må dog siges at være langt mere overset, idet den, ligesom så meget andet anime, aldrig er blevet udgivet herhjemme. Den kan dog importeres fra England på det endnu ikke helt pensionerede dvd-format, eller man kan nøjes med den amerikanske version, som en venlig piratsjæl har lagt på YouTube.
’Paranoia Agent’ fungerer som et samlingspunkt for Satoshi Kons mange filmidéer, der aldrig blev til noget. Med et episodisk præg skifter hvert afsnit derfor hovedperson, ligesom animationsstilen kan variere fra tid til anden. Alle fortællingerne er centreret om et bizart mønster af forbrydelser og de to detektiver, der forsøger at opklare sagen.
I første afsnit bliver mangategneren Tsukiko Sagi, som står bag en Hello Kitty-lignende hundefigur ved navn Maromi, en aften slået ned på en parkeringsplads og bragt til hospitalet. Her har detektiverne Keiichi Ikari og Mitsuhiro Maniwa svært ved at tro på hendes beskrivelse af overfaldsmanden, da en teenageknægt iført guldfarvede rulleskøjter og en rød kasket skulle have hakket hende én med et bøjet, gyldent baseballbat.
Men snart herefter begynder lignende voldshandlinger at ske over hele byen, og den rulleskøjtekørende forbryder bliver et hyppigt samtaleemne i medierne, der døber ham Lil’ Slugger.
Mens Ikari og Maniwa på sidelinjen har travlt med at finde hoved og hale i de mange angreb, følger vi løbende ofrene, som har relationer på kryds og tværs. De har alle det til fælles, at de er trængt godt og grundigt op i en krog, og det voldelige møde med Lil’ Slugger ender faktisk oftest som en slags forløsning på problemerne.
Vi møder blandt andre skolelærerinden Chouno, der lider af personlighedsspaltning og slås med sit frembrusende alterego Maria. Chouno skal giftes og vil derfor lægge sin hemmelige sidegesjæft som prostitueret på hylden, men Maria nægter at lade sig pensionere og lægger drillende beskeder på Chounos telefonsvarer.
Et andet afsnit følger politimanden Masami, der kalder sig selv en anstændig familiefar, men i virkeligheden lader sig bestikke af yakuzaen og mænger sig med prostituerede, hvoraf Maria/Chuono besøges jævnligt. Han fanges i en stor gæld til mafiaen, hvilket tvinger ham ud i sølle småtyverier sideløbende med sit regulære job, mens et stofmisbrug tager til.
På 20 effektive minutter formår Satoshi Kon at tegne interessante menneskeskæbner, hvis desperate historier ofte læner sig op ad thrillergenren. Andre gange bliver det overraskende sorthumoristisk og syret, når de to detektiver eksempelvis bevæger sig ind i den samme Dungeons & Dragons-inspirerede fantasyverden, som en mentalt forstyrret hovedmistænkt opererer i. Der bliver både gyset og grint, når serien tager os ned ad uventede veje.
I løbet af ’Paranoia Agent’ bliver krimifortællingen mere og mere bizar, og både Ikari, Maniwa og publikum må lægge fornuften på hylden for at løse mysteriet. For det er langt mere abstrakt end en voldelig dreng på inliners, og i stil med den afdøde instruktørs andre værker spiller hovedpersonernes underbevidsthed en vigtig rolle.
Alle bør stifte bekendtskab med Satoshi Kons idérige univers, og ’Paranoia Agent’ er bestemt et godt sted at starte.
Læs også: Verdens mest oversete serier #7 – Et virkelighedsdrama så kulørt, at sagsanlægget truer
Læs også: Verdens mest oversete serier #6 – Idioti, højkulturelle referencer og Zack Galifianakis
Læs også: Verdens mest oversete serier #5 – Gotisk mareridt fra Sam Mendes giver uforglemmelige kuldegysninger
Læs også: Verdens mest oversete serier #3 – »Jeg sagde farvel til familien Braverman i en pøl af tårer«
Læs også: Verdens mest oversete serier #2 – Seriekonge smelter camp, kløgt og popkultur, så det er en fryd