Vores hedeste ønsker til årets Emmy-nomineringer på torsdag

Vores hedeste ønsker til årets Emmy-nomineringer på torsdag
Elisabeth Moss i 'Top of the Lake: China Girl'.
På torsdag bliver nomineringerne til tv-verdenens svar på Oscar, Emmy Awards, annonceret. Prisen hædrer alt fra dramaer og komedie til miniserier, tv-film og talkshows, og mange kategorier har sine klare favoritter. Men ét er odds, noget andet er ønsker – og her kommer vores filmredaktør med sine personlige bud på, hvem der har fortjent at blive indlemmet i det gode selskab, selvom de formentlig ikke tiltusker sig en plads.

1. Elisabeth Moss for ’Top of the Lake: China Girl’

Elisabeth Moss skal nok blive Emmy-nomineret, men det bliver efter alt at dømme for zeitgeist-serien ’The Handmaid’s Tale’, som indbragte hende prisen for bedste hovedrolleskuespiller i en dramaserie sidste år.

Men faktisk synes jeg, at Moss er bedre i ’Top of the Lake: China Girl’, sæson 2 af Jane Campions skæve og stemnignsladedede krimiserie fra 2013. I rollen som politiefterforskeren Robin Griffin, som plages af en traumatisk fortid, mens hun forsøger at opklare mordet på en ung asiatisk kvinde i Sydney, får hun flere facetter at spille på end som June i Gilead: Selvdestruktiv, fjollet, sjov, følsom, målrettet og psykologisk plaget. På mange måder er ’Top of the Lake: China Girl’ Moss’ egentlige glansrolle, selvom det nok er ’The Handmaid’s Tale’, der står tilbage, når fødselsdagsportrætterne skal skrives.

(Foto: Guy D’Alema/FX)

2. Lakeith Stanfield for ’Atlanta’

Det meste af opmærksomheden til ’Atlanta’ går til Donald Glover, og da han både er seriens skaber og hovedrolleindehaver, er det ikke så mærkeligt. ’Atlanta’ er da også en af favoritterne til prisen for bedste komedieserie, men forhåbentligt formår Emmy-akademiet også at se lidt ud over multitalentet bag.

Et andet stort talent er nemlig Lakeith Stanfield, der spiller den småfilosofiske stoner Darius, der ikke blot leverer seriens sjoveste replikker, men i sæson 2 også fik mulighed for at træde mere og mere i centrum. I det mest mindeværdige afsnit, ’Teddy Perkins’, er det Darius, der tropper op i villaen hos en meget mærkværdig Michael Jackson-lookalike, og det er ikke mindst takket være Stanfields reaktioner – det ene øjeblik bange, det andet øjeblik nysgerrig og empatisk – at afsnittet bliver et mesterstykke.

Stanfield var også med i ’Get Out’ og er i USA aktuel med hovedrollen i den efter sigende bizarre ’Sorry to Bother You’. Han er bare på alle leder og kanter et af Hollywoods mest interessante talenter lige nu.

Sponsoreret indhold
Hver lørdag fra klokken 23 ...
... forvandles Hotel Cecil til Cecil AM. Kom indenfor og mærk stemningen.
Cecil AM

3. ’Insecure’ som bedste komedieserie

Komediekategorien har det med at køre i samme rille i Emmy-sammenhæng, hvor ’Veep’ har vundet de seneste tre år, og ’Modern Family’ sad på flæsket i årevis inden da.

Men ’Veep’ er ikke stemmeberettiget i år, og der vil således blive rusket op i kategorien, hvor serier som ’Atlanta’, ’Black-ish’ og ’The Marvelous Mrs. Maisel’ hører til blandt favoritterne. Issa Raes ’Insecure’ synes dog blot at være en meget marginal outsider, og det er en skam. I anden sæson i serien om den søgende og, ja, usikre Issa og hendes veninde Molly fandt serien for alvor taktstokken – hella cool, skarp i sin betragtning af et afroamerikansk kultur og forrygende flot filmet.

4. Kim Bodnia for ’Killing Eve’

Okay, måske er det danskerblodet, der taler her – og det er nok mere usandsynligt end sne i Sahara, at det sker – men det ville faktisk slet ikke være ufortjent, hvis Kim Bodnia løb med en birollenominering for sin rolle i den prægtige ’Killing Eve’.

Bodnia spiller den overlegne lejemorder Villanelles boss – eller i hvert fald ham, der udstikker hendes ordrer over lidt hjemmelavet mad i Paris. Og mens man i starten tror, at hans rolle er en let og lille anretning, viser det sig efterhånden, at den er fuld af vitaminer. Bodnias Konstatin får nemlig en mere og mere central plads i de britiske efterforskeres efterforskning af mord og konspirationer, ligesom han er en nøglefigur i forståelsen af Villanelles usædvanlige væsen.

Den danske skuespiller er 100 procent overbevisende i en rolle, der både bærer det charmerende og dæmoniske i sig. To af Bodnias spidskompetencer.

5. Bill Camp for ’The Looming Tower’

’The Looming Tower’ er gået en smule under radaren herhjemme, måske fordi den bliver vist på Amazon Prime, som de færreste nok fortsat abonnerer på. Serien skildrer det clash mellem FBI og CIA, der banede vejen for, at terrorangrebet 11. september 2001 kunne finde sted, og topskuespillere som Jeff Daniels, Michael Stuhlbarg, Peter Sarsgaard og Tahar Rahim inkarnerer troværdigt brikkerne i den storpolitiske sammensmeltning.

Allerbedst er dog veteranen Bill Camp som FBI-agenten Bob Chesney, der står i forreste linje for efterforskningen i årevis frem mod tragedien, den nok mest fængslende figur, blandt andet i en forrygende afhøringsscene af en potentiel terrorist. Camp fik et sent gennembrud i HBO’s ’The Night Of’ fra forrige år, som indbragte ham en Emmy-nominering. Den anerkendelse bør blive fordoblet i år, hvor ’The Looming Tower’ deltager i bedste miniserie-kategorien.

6. Mackenzie Davis for ’Halt and Catch Fire’

’Halt and Catch Fire’ sluttede sidste år som en af de bedste serier i nyere tid, og den fortjener al mulig anerkendelse for sit portræt af fire it-iværksættere fra 80’erne og frem – men får nok ikke meget med hjem, på samme måde som dens seertal var ufortjent lave.

Særligt under jeg stortalentet Mackenzie Davis en nominering for rollen som den geniale koder Cameron Howe, der går fra introvert studerende til empatisk og idealistisk nybryder i seriens mangeårige forløb. Davis har føjet nye facetter til sit spil gennem alle fire sæsoner, særligt over for Lee Paces driftige Joe MacMillan. Hun har dog aldrig fået en Emmy-nominering og får det nok heller ikke i år. Desværre!

7. ’American Vandal’ for bedste miniserie

Konkurrencen i miniseriekategorien er skarpere end nogensinde disse år, og ved den aktuelle årgang dyster stærke serier som ’The Terror’, ’The Assassination of Gianni Versace’, ’Godless’, ’Patrick Melrose’, ’Alias Grace’ og ’Twin Peaks’.

Men hvor ville jeg dog elske, hvis den overraskende vellykkede mockumentary ’American Vandal’ sneg sig med. Serien parodierer de seneste års true crime-bølge med uhørt præcision, samtidig med at den vender bunden i vejret på vores forestillinger om highschool-arketyperne i sin fortælling om opklaringen af, hvem der malede 29 penisser på bilerne på skolens parkeringsplads. Trods det fornøjeligt platte udgangspunkt er ’American Vandal’ forbløffende behjertet.